Epifytter

Epifytter på et træ i en tropisk regnskov.

Ordbog: Ordet epifyt kommer af de græske ord epi: på og fyo: jeg gror. Epifytter er planter, som vokser på andre planter uden at tage næring fra disse. Værtsplanterne benyttes kun som voksested, for at epifytten kan komme op i lyset, og de har intet med ernæringen af »gæsten« at gøre. Epi­fytterne skader altså ikke værtsplan­ten, og de må ikke forveksles med parasitter (snyltere) som fx mistel­ten og mange svampe.

Her i landet er det udelukkende mos, lav og alger, der lever som epifytter af den næring og fugtighed, som findes i barkrevner på træerne. I troperne og subtroperne findes mange epifytter, først og fremmest bregner, orkidéer og mange medlemmer af ananasfamilien. Blandt bregnerne er en af de bedst kendte hjortetaksbregnen (Platyceri­um). En stor del af de smukkeste orkidéer såsom Cymbidium, Cattleya, Dendrobium m.fl. er epifytter, og blandt ananasfamilien Vriesea og Til­landsia.

Disse planter er »obligate epifytter«, som ikke kan vokse på jorden; nogle obligate epifytter kan dog vokse på stejle klippesider. Men der er heller ikke megen forskel på de vilkår, plan­terne møder på en hård, lodret klippe­side og på en træstamme. Andre epi­fytter kan også vokse almindeligt, og blandt disse findes mange af vore smukkeste stueplanter.

Nogle epifytter, fx laver, optager luftfugtighed direkte gennem hele de­res overflade. Andre, især medlemmer af ananasfamilien , opsamler vandet i hulhederne mellem deres rosetstillede blade. En enkelt epifyt fra svalerodsfa­milien, Dischidia rafflesiana, har kruk­keformede blade, som opsamler van­det, hvorefter planten suger det op ved hjælp af nogle rødder, som fra stænglen vokser ned i bladkrukkerne.

Enkelte epifytter, især tropiske orkidéer, har særlige luftrødder, som opsuger

fugtighed direkte fra luften. Yderst på luftrødderne er der et lag af døde, tomme celler, i hvis vægge der er talrige huller og porer. Ligesom en svamp opsuger disse celler nemt og hurtigt væde og kan også holde på den. Under de døde celler ligger et lag af levende, hvoraf nogle aktivt suger van­det videre ind i roden. Disse opsug­nings- eller gennemgangsceller, som de hedder, kan lukkes til i tørt vejr.

Som et værn mod mangel på næringsstoffer og vand har mange tropiske orkidéer desuden stængelknolde (pseu­dobulber). Det er opsvulmede stæn­gelled, hvori der oplagre s næringsstof­fer og vand ganske som i de underjor­diske stængelknolde hos vore hjemlige jordorkidéer.

Det konstante klima og den høje luft­fugtighed i den tropiske regnskov gør denne til et særlig egnet levested for epifytiske planter. Det kan derfor ik­ke undre, at netop epifytterne er med til at give denne skovtype dens sær­præg, især i dens øverste etage.