Hos tornblad er alle blade og skudspidser omdannet til kraftige, stikkende torne, som har givet planten det danske navn. Planten stammer fra den portugisiske atlanterhavskyst, hvorfra den har bredt sig til Spanien, Frankrig og De britiske øer. Den trives på let og tør jord, kræver sol og tåler saltsprøjt. Da dens blomsterknopper dannes allerede i januar, kan den i et mildt klima blomstre allerede i marts, her i landet dog først i april og maj.
Busken er stedsegrøn og har så stikkende torne, at hele planten er fuldstændig utilgængelig. Gamle torne visner, bliver brune og bliver siddende længe på planten. De rent gule blomster sidder enlige eller to sammen i bladhjørnerne; frugten er en lille bælg. De unge skud indeholder giftstoffet metylcytisin, og frøene indeholder cytisin. Forgiftningssymptomerne ved indtagelse af plantedelene er de samme som for guldregn.
Tornblad (Ulex europaeus) vokser især på let og mager jord i nærheden af kysten.
Vækstkrav: l Danmark er tornblad ikke fuldstændig hårdfør, men fryser ofte tilbage. Den trives bedst på kalkfattig, tør sandjord og tåler både blæst og fuld sol.
Pleje: Ligesom gyvel er tornblad vanskelig at omplante, da den har en typisk, lang pælerod; man foretrækker derfor frøformering. og frøene sås direkte på voksestedet. Planten anvendes oftest i naturen, hvor den ikke kræver pleje; men under mere »friserede« forhold bør man dog fjerne de visne skud om foråret, inden blomstringen begynder.
Blomsterknopperne hos tornblad udvikles allerede i januar, og blomstringen kan begynde i marts-april.
Anvendelse: Tornblad er en glimrende vildtplante, hvis kraftige torne beskytter småvildtet mod større rovvildt. Den kan udsås på skråninger langs kysten, er velegnet på let jord langs større trafikveje og meget dekorativ i naturhaver sammen med gyvel, bjergfyr og banksfyr.