Den almindelige oldenborre (Melolontha melolontha) er vor bedst kendte repræsentant for den store billefamilie torbisterne. Som de andre torbister har oldenborren brede følehorn og veludviklede graveben, og de blege, blødhudede larver er krumme og forsynet med en hård hovedkapsel.
De 2-3 cm lange voksne oldenborrer, som er karakteriseret ved den spidse haletap og de rødbrune vinger, kommer frem af jorden i maj og sværmer om aftenen. De er dårlige flyvere og rammer vinduer og mure i deres søgen efter føde, som regel nyudsprungne løvtræer, som dog normalt ikke lider nævneværdig skade ved billernes gnav. Æggene lægges i grupper i jordoverfladen, helst i græsklædt jord, og de følgende to år lever larven skjult i jorden. Den ernærer sig hovedsagelig af planterødder og kan mod enden af sin larvetid, hvor den har opnået en længde på næsten 5 cm, gøre betydelig skade, hvor larvebestanden lokalt er stor. Det kan især gå ud over græs, hvis rodnet i pletter bliver overgnavet; men også sommerblomster, småplanter i urtehaven og jordbærstykket kan tage skade. I slutningen af larvens 3. leveår forpupper den sig i en jordhule, hvori den voksne bille klækkes og overvintrer for derpå at vise sig det følgende forår over jordoverfladen. Denne 4-årige udvikling resulterer i de såkaldte »oldenborreår«, som tidligere var frygtede på grund af den store skade, oldenborrerne forvoldte. Artens optræden som skadedyr er dog efterhånden blevet sjældnere, og alvorlige angreb forekommer nu kun lokalt. Bekæmpelse er sjældent aktuel; men gennemført indsamling af larver, der træffes ved efterårsgravning og anden jordbehandling, kan forebygge angreb.
Andre arter: Nær beslægtet med oldenborren er den kun centimeterlange gåsebille (Phyllopertha horticola), som flyver i juni og som på dette tidspunkt gnaver på roser og løvtræer. Skaden er dog sjældent af betydning.