Othonna er hjemmehørende i Syd- og Sydvestafrika. Slægten omfatter krybende og hængende urter og halvbuske, som i hvileperioden taber bladene. Mange Othonna-arter har knoldlignende fortykkede rødder eller jordstængler. Blomsterne står endestillet eller få samlet i stande på lange stængler og er gule, sjældent hvide eller purpurfarvede. Bladene er spredte, runde eller flade, men altid kødede og dækket af et vokslag.
Pleje: Othonna gror godt i en sand- og lerholdig jordblanding og en forholdsvis lille potte. Den ynder en plads i solen. Når den jævnlig får vand og næring om sommeren og om vinteren holdes forholdsvis tørt og køligt uden næringstilførsel, vil den blomstre den største del af året.
Formering: Formeringen sker ved stiklinger og aflæggere. Erhvervsmæssigt formeres Othonna til en vis grad også ved frø.