Bjørnegræs, der nok er vort mest almindelige prydgræs, stammer fra Pyrenæerne. Det vokser i stive, stedsegrønne tuer, der i reglen bliver omkring 15 cm høje. Det latinske Festuca betyder egentlig bare »græsstrå«. Navnet »bjørnegræs« kommer af, at det latinske navn for denne plante tidligere var Festuca crinum-ursi (ursus = bjørn), og under dette navn kan vi undertiden endnu finde den i planteskolekatalogerne. Blomsterstænglerne fremkommer midt om sommeren, og de bliver 15-30 cm høje. De ender i en nikkende top af små aks. Bjørnegræssets blade er tætsiddende og meget fine, næsten trådformede. Tuerne breder sig i reglen meget villigt til en tæt pels og kan derfor hurtigt dække en stor flade. Undertiden går de dog ud i midten, og så er omplantning om foråret det eneste middel. De fleste bjørnegræs bør omplantes hvert tredje år. En enkelt større tue kan let deles op i en mængde små planter, der hurtigt vokser til, forudsat at der følger en smule rod med hver enkelt af planterne.
Bjørnegræs er særdeles velegnet mellem sten.
Vækstkrav: Bjørnegræsset foretrækker en let havejord, men det er absolut ikke vanskeligt. Det trives også lige godt i fuld sol og let skygge, og i vort klima vil det praktisk talt aldrig komme til at lide af vandmangel, ligesom det heller ikke er meget næringskrævende. Se også Blåsvingel.