En Epiphyllum-hybrid med sarte farver. Disse kaldes for bladkaktus. Slægtens arter er sjældent dyrkede, og de trives da heller ikke særligt godt i et normalt kaktusdrivhus. I naturen vokser de normalt som epifytter sammen med orkideer og bromelier og kræver tilsvarende dyrkningsbetingelser. Der er imidlertid blevet lavet flere bevidste krydsninger i denne gruppe end i nogen anden kaktusgruppe. Det har ikke alene skabt en lang række planter med smukke blomster, men har også fremavlet en større livskraft og tolerance over for varierende dyrkningsbetingelser. Mange af hybriderne er derfor glimrende stueplanter, så længe de vokser i et rimeligt lys.
Man må holde sig for øje, at en Epiphyllum skal bruge helt andre vækstbetingelser end de meget tørketålende, kugleformede kaktus. De skal bruge en mere frodig jord med mere humus i og en gødning med et højere indhold af kvælstof. Selvom krydsningerne er mere resistente mod kulde end arterne, foretrækker de dog stadig lidt højere vintertemperaturer end de fleste andre kaktus. Hybriderne kan have blomster, der er op til 25 cm i diameter, og næsten alle blomsterfarver (undtagen blå) er blevet fremavlet. De hybrider, som nedstammer fra Epiphyllum cooperi, har også en stærk duft.
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Caryophyllales (Nellike-ordenen)
Familie: Cactaceae (Kaktus-familien)
Slægt: Epiphyllum
Epiphyllum er en slægt med ca. 20 arter, som er udbredt i Mellemamerika, Sydamerika og på de caribiske øer. De fleste er epifytter, men nogle vokser også nede på jorden. Det er buske med en uregelmæssigt forgrenet og opret, klatrende eller hængende vækst, som ofte danner luftrødder. De ældre skud er glatte og runde og oftest helt tornløse, mens unge skud er bladagtigt udfladede med en rand, der har afrundede eller spidse tænder. Her ligeledes oftest uden torne. Blomsterne er flade eller tragtformede og sidder endestillet. Ydersiden af bægeret er beklædt med skæl eller hår og børster. Kronrøret har ligeledes blege skæl på ydersiden. De ydre dækblade er hvidlige, gule eller lyst rosenrøde. Blomsterne åbner sig for det meste om natten, hvad der giver anledning til forvekslinger med arter af slægten Selenicereus. Frugterne er aflange og tornløse med små skæl og vorter og med mange, nyreformede frø.
Andre arter:
Epiphyllum oxypetalum
Epiphyllum crenatum
Epiphyllum hookeri
Epiphyllum phyllanthus
Den pragtfulde blomst på en Epiphyllumhybrid.
Det er overraskende nok ikke særligt ofte, at man ser bladkaktus i havecentre, måske fordi deres blomstringssæson er ret kort, og fordi planterne ikke er specielt tiltalende, når de ikke blomstrer. For at finde et godt udvalg af arter, skal man gå til et gartneri, som har specialiseret sig i bladkaktus. Der findes som regel et eller to i de fleste større lande.
Epiphyllum anguliger