Sarte planter kan dækkes med lette granris, som om foråret skal blive liggende, til nålene er faldet af.
Planternes livsfunktioner udfolder sig især i saften, en vandig opløsning eller opslæmning af organiske forbindelser og næringssalte. Så længe saften er flydende, kan den transportere forskellige stoffer til steder, hvor der er behov for dem. Men fryser vandet til is, går disse processer i stå. Hårdføre planter indleder en hvilepause, mens sarte planter dør.
Alle vilde planter og langt de fleste flerårige dyrkede planter tåler temperaturfald til under frysepunktet. Planternes frostfølsomhed varierer fra art til art, men er også afhængig af, fra hvilket sted planterne stammer. Frøets proveniens (herkomst) kan være afgørende. Det, at visse planter kan tåle lave vintertemperaturer, skyldes, at der i efterårets løb foregår en række processer i dem, dels en omdannelse af 'organiske stoffer, dels en overførsel af stoffer fra bladene til knopper og andre overvintrende organer.
Selv planter, som normalt er hårdføre, kan i meget strenge og lange vintre tage skade. Den skade, frosten forvolder, består først og fremmest i udtørring af knopper og grene. Selvom vandet er frosset, sker der en fordampning, og hvis grene og stammer er gennemfrosne, stoppes tilførslen af vand til erstatning for det fordampede. Er jorden og dermed rødderne også frosne, forværres frostens virkninger. Helt galt bliver det, hvis vejret veksler mellem frost og tø, mens jorden stadig er frostbundet. Dette indtræffer tit sidst på vinteren eller om foråret, og virkningen forværres, hvis der er meget solskin.
Solen og varmen i luften vil om dagen optø grene og eventuelle blade, og der fordamper meget vand. Det er derfor formålstjenligt at dække sartere stedsegrønne planter som enebær, dværgcypres, rododendron m.fl. med grangrene eller sækkelærred i det tidlige forår.
Er frosten meget streng, kan vandet i knopper, grene og rødder fryse til store iskrystaller, og disse kan sprænge cellevæggene, så at vævet ødelægges og ikke senere kan opfylde sin mission, at virke som transportvej for vand og næring.
I frostvejr krymper veddelene i træerne, mens isen indtager mere plads, end vandet gjorde. Dette kan medføre så store spændinger i træerne, at de revner på langs. Ved mildere vejr lukkes revnerne igen, men svampesporer kan være trængt ind i sårene og forværre skaden.
Mange planter fra mildere himmelstrøg tåler slet ikke frost; det gælder som bekendt bl.a. kartofler og dahlia. Når temperaturen falder, omdannes knoldenes stivelse til sukker. Kartofler, som har fået frost, smager sødligt. Visse grønsager som gulerødder og selleri tåler et par graders frost i kort tid, hvis de stadig står i jorden og ikke røres, før jorden er tøet igen. Graves de op af den frosne jord, eller har de selv fået frost, bliver de ødelagt. Sene æblesorter som 'Golden Delicious' kan tåle lidt frost, mens de hænger på træerne, men ikke efter plukningen. Æbler må heller ikke plukkes, mens de er frosne. Sen frost om foråret og tidlig frost om efteråret gør ofte mere skade end nogle måneders konstant vinterfrost.
Mange planteorganer tager ikke skade af nattefrost i april-maj og september, men visse andre organer er meget ømfindtlige. Det gælder især støvvejene i de åbne blomster; de ødelægges. Indtræder der nattefrost i træernes blomstringstid, kan frugthøsten blive ødelagt, idet blomsterne ikke kan blive bestøvet.
Især espaliertræer er udsatte for at få blomsterne ødelagt af nattefrost. Et espalier bliver varmet mere op end fritstående træer, idet muren bagved
forstærker solopvarmningen og blomstringen falder meget tidligt. Man bør derfor dække sit espalier med grangrene eller hessian for at forsinke blomstringen og for at undgå den direkte varme udstråling fra mur og planter, som forårsager afkøling og frost.
I erhvervsfrugtavlen har man gennemprøvet mange midler til bekæmpelse af nattefrost. Det mest almindelige har været at afbrænde fugtigt materiale som halm eller blade for at danne et røgtæppe over træerne. Det nedsætter fordampningen fra jord og planter, så at temperaturen ikke synker ned til 0°C. Det bedste middel mod nattefrost har dog vist sig at være at vande planterne fra dyser, som spreder vandet ud over planterne. Mens vandet fryser til is på planterne, udvikler det varme, som kan holde plantevævets temperatur omkring 0°C, så frostskader undgås. Denne form for frostbekæmpelse benyttes i stor udstrækning i bjergegne med vinavl.
Arealer, som ligger lavere end omgivelserne, er særlig udsat for nattefrost, idet kold luft er tungere end varm. Den kolde luft fra de højtliggende arealer bevæger sig ned mod lavningens bund og fortrænge r den varme luft. Sådanne arealer benævnes ofte »frosthuller«. Her bør man undgå at plante sarte planter eller planter med meget tidlig blomstring.