Pigvalmue hører hjemme i Syd- og Nordamerika, og nogle af arterne anvendes som prydplanter hos os. Det danske navn hentyder til det tidselagtige udseende hos visse af arterne; men piggene er i modsætning til tidslens pigge ganske bløde. Planten har gul mælkesaft; bladene er fjerfligede, blågrønne og ofte piggede. Blomsterne er valmuelignende, gule, hvide eller purpur. De arter, der oftest dyrkes, har store, hvide blomster fra juli til september, og kapslerne er mere eller mindre piggede.
Pleje: Frøet sås i april på blivestedet, og småplanterne udtyndes til 30-40 cm's afstand. Jorden skal være let, varm og solbeskinnet. Frøene kan eventuelt sås i potter, og planterne udplantes da i maj. De trives bedst på let sandet jord i fuld sol.
Arter:
Argemone albiflora fra Mexico bliver ca. 90 cm høj med 1-3 blomster sammen.
Argemone mexicana, også fra Mexico, bliver ca. 100 cm høj med 3-6 blomster tæt sammen.
Argemone platyceras fra Nord- og Sydamerika bliver ca. 120 cm høj og er den mest robuste af de her omtalte arter. Blomsterne sidder 1-3 sammen.
Argemone platyceras var. hunnemanii har stærkt piggede kapsler.