Artiklernes opbygning
Dette site er opbygget som et alfabetisk leksikon over de væsentligste af vore giftige planter uden hensyn til toksikologiske eller klassifikatoriske systemer og principper.
Det vil sige, at de enkelte planter eller i enkelttilfælde hele planteslægter og endnu højere kategorier er anført efter planternes gængse danske navn. Har planterne flere danske navne, hvilket ofte er tilfældet, er de hyppigste alternative danske navne anført som henvisninger i selve teksten, mens mindre hyppigt anvendte danske og samtlige planters botaniske navne, de omtalte plantegifte m.m. må søges i registeret.
Afgrænsningen af de omtalte planter
I betragtning af det meget store antal giftige planter, der findes selv her i Danmark, har det været nødvendigt at sætte grænser for, hvilke giftplanter der har kunnet omtales. Praktiske hensyn har begrænset udvalget til de giftplanter, vi har størst mulighed for at komme i frivillig eller ufrivillig kontakt med, indvortes eller udvortes, i stue, have eller den fri natur.
En vigtig undtagelse er der dog: giftige svampe er ikke medtaget; for deres vedkommende henvises der til specialartiklerne, som vi heldigvis også er rigelig forsynet med.
Til gengæld medtages en del planter, der til daglig ikke anses for giftplanter, skønt de i virkeligheden er det, samt f.eks. de giftudskillende alger, som er et nyt, men hastigt voksende problem i vore ferske vande og lavvandede havområder. Endvidere medtages en del planter, hvis anvendelse skyldes den stærkt voksende interesse for plantemediciner, sundhedsteer m.m.; de frembyder helt specielle, ikke tidligere aktuelle problemer, som omtales nærmere nedenfor. Ligeledes medtages planter, som vides at have forvoldt alvorlige forgiftninger hos tamdyr, såvel heste og kvæg som stuedyr, selvom der ikke foreligger dokumenterede tilfælde af, at mennesker skulle være blevet forgiftet af dem.
Artiklerne er altså ikke blot planter, der har forgiftet mennesker, men planter, der indeholder giftstoffer, som rimeligvis kan forgifte mennesker; artiklerne har følgelig udover det oplysende tillige et advarende og forebyggende formål. Hvilke planter man betragter som giftplanter, er i høj grad individuelt, og planternes giftvirkning er i mange tilfælde lige så individuel, ikke mindst når det gælder eksemfremkaldende planter. Nogle personer generes ikke af bjørneklosaft, mens andre får et alvorligt udslæt af den; sådanne planter er selvsagt medtaget, selv om de altså ikke er lige giftige for alle.
I andre tilfælde er de lærde og deres håndbøger uenige; det gælder ikke mindst, når det drejer sig om de planter, undertiden af udenlandsk oprindelse, der indgår i visse urteteer og naturmediciner. For sådanne planters vedkommende synes det at gælde, at det oftest er måden og mængden, der er afgørende, ikke så meget de enkelte plantearter, der indgår i dem; det er nærmere omtalt nedenfor.
Begrebet gift og dermed giftplanter kan kort sagt ikke defineres entydigt. Under denne synsvinkel må afgrænsningen af de omtalte giftplanter ses.
Plantegiftene
En del plantegifte har ætsende virkning på hud, øjne og slimhinder, når de kommer i direkte kontakt med dem.
Andre udfolder først deres giftvirkning, når de spaltes eller optages i selve kroppen, oftest i fordøjelseskanalen. De to hyppigst optrædende kemiske hovedgrupper er alkaloiderne og glykosiderne.
Alkaloiderne er kvælstofholdige, organiske forbindelser, der danner salte med syrer, også mavesyren. De er i lave koncentrationer ofte nyttige lægemidler, men i større doser stærkt giftige; dette forklarer, at mange utvivlsomt nyttige droger kan være endda dødelige gifte i hænderne på ukyndige. Velkendte alkaloider af denne gruppe er koffein, kinin, stryknin, nikotin, codein, morfin, kokain, atropin, papaverin, solanin, akonitin, colchicin, berberin og delfinin, for blot at nævne de kendteste.
Alkaloiderne forekommer særlig udbredt inden for visse planteslægter og kendes fra bl.a. nåletræerne, lilje-, ranunkel-, valmue-, buksbom-, ærteblomst-, skærmblomst-, natskygge- og kurvblomst familierne samt adskillige andre, mindre artsrige familier.
Selve planternes indhold af alkaloider kan variere betydeligt, både i den enkelte plante, i dens forskellige dele, efter årstiden og i arterne og slægterne i de nævnte familier. Det er bemærkelsesværdigt, at giftvirkningen kan være meget forskellig på forskellige dyrearter og -grupper; således æder får og geder i mange tilfælde uden at tage skade flere urter, som har vist sig livsfarlige for heste og køer, og en høne kan overleve en 400 gange så stor dosis atropin, som er dødelig for et menneske.
Det er det samme fænomen, der gør det muligt for naturfolk at fange fisk ved at kaste bedøvende plantedele i vandet; giften lammer fiskene, således at de flyder op i overfladen og kan indsamles; men den gør ikke fangsten uspiselig for mennesker.
Hvilken nytte planterne selv har af deres indhold af alkaloider, er meget uklart; det beskytter dem i hvert fald ikke mod at tjene som foderplanter for en lang række insektlarver. Således lever larven af natsværmeren Dødningehoved (Acherontia atropos) på kartoffelplanten, larven af Svalehalen (Papilio machaon) på visse giftholdige skærmblomstrede og larven af Blodplet (Tyria jacobaeae) på engbrandbæger.
Larverne drager oven i købet nytte af giften, for fugle tager hverken dem trods deres iøjnefaldende farver eller de voksne, hvorved de arter, der lever på giftplanter, opnår en overlevelsesfordel.
Glykosiderne, som forekommer i visse nåletræer, konval-, nellike-, ranunkel-, korsblomst-, kærnefrugt-, stenfrugt-, ærteblomst-, kodriver-, maskeblomst-, liguster-, singrøn og svalerodfamilierne, er forbindelser af en sukkerart med f.eks. en fenol eller alkohol; de indeholder undertiden kvælstof eller svovl. Når de kommer i forbindelse med fortyndet syre, herunder mavesyre, spaltes de i sukkerstof og andre stoffer. Dette er særlig interessant for blåsyreglykosidernes vedkommende, idet de i fordøjelseskanalen kan fraspalte den yderst giftige blåsyre (cyanbrinte), som kan forvolde dødelige forgiftninger og bl.a. forekommer i bittermandel og en del sten- og kernefrugters frø.
Foruden de blåsyrefraspaltende eller cyanogene glykosider forekommer der i de her omtalte planter sennepsolieglykosider, der er hudætsende; afførende antrakinon-glykosider i bl.a. rabarber og tørstetræ; fenolglykosider i tyttebær; hjerteglykosider i våradonis, liljekonval og fingerbøl; bitterstofglykosider i ensian og bukkeblad; og saponiner, der kan ødelægge de røde blodlegemer og dermed blodets evne til at transportere ilt ud til kropsvævene. De fleste saponiner er dog tungtoptagelige i mave-tarmkanalen, hvorfor de oftest kun forårsager ubehagelige mavegener; saponiner forekommer hos arter af lilje-, konval-, nellike-, vrietorn- og kodriverfamilierne m.fl. Der er flere glykosider endnu, bl.a. flavonoiderne, som i den senere tid er sat under intens videnskabelig undersøgelse.
Alkaloider og glykosider er som nævnt de største og vigtigste grupper af plantegiftene; men det bør dog nævnes, at også visse bitterstoffer, æteriske olier, æggehvidestoffer, organiske syrer som oxalsyre samt harpikser som mezerein kan fremkalde forgiftninger af fra beskeden til dødelig karakter; det sidste gælder bl.a. mezerein.