Egebregnerne har tynde, forgrenede, krybende rodstokke og langagtige, oprette blade, der er dobbelt fjersnitdelte. Der findes adskillige hundrede arter inden for slægten, og de stammer fra vidt forskellige egne af jordkloden.
Nogle hører hjemme i fugtige bjergskove med humusrig jord, og andre træffes i moser, enge eller ved søbredder.
Dunet egebregne (Thelypteris phegopteris) danner tætte, sammenhængende grønne tæpper i skovbunden.
Arter: Her i landet dyrkes især følgende to arter: Dunet egebregne (Thelypteris phegopteris), som i Tyskland kaldes Buchenfarn (= bøgebregne). Den findes i naturen i skyggefulde, fugtige skove. Også i Danmark er den vildtvoksende, men ikke særlig almindelig. Den har en stærkt forgrenet, krybende rodstok og matgrønne blade med fine, lyse hår på begge sider. Stilken er glat og gullig og brækker let. Dunet egebregne danner tætte, frodige bevoksninger på 1/2 m's højde. I havens skovbund skal den have en del fugtighed og meget læ.
Sump-egebregne (Thelypteris palustris) vokser oftest i moser og enge, langs søbredder og ved bække. Den har ligeledes krybende rodstokke. Bladene er kraftige, 15 cm brede og 60 cm lange. De er ovale, dobbelt fjersnitdelte og helt glatte og tynde. Deres farve er lys blågrøn, men i stærkt lys bliver de gulliggrønne. I haven kan denne bregne plantes ved kanten af vandbassinet eller i en fugtig skovbund, hvor der er blandet rigelig med spagnum eller enhedsjord i jorden. Den kan også trives ude i vandet, men kun på indtil 5 cm's vanddybde. Formering sker lettest ved deling af gamle planter. Nedskæring af den visne top bør først ske sent på foråret, lige før de nye, sammenrullede blade er ved at skyde frem.