Kløver - Trifolium

Kløverarterne er nogle af vore vigtig­ste foder- og græsmarksplanter; både rødkløver, hvidkløver og alsikekløver indgår som kulturplanter mellem for­skellige græsser i græsmarken, eller de dyrkes separat. Kløver har ikke altid været anvendt som kulturplante, idet blandede græsmarker først blev almin­delige her i landet efter år 1800. Hos de gamle keltere nød kløver stor anse­else p. gr. af det trekoblede blad, der for dem symboliserede de tre elemen­ter i naturen: jorden, havet og himme­len, og de betragtede bladene som en beskyttelse mod onde ånder. I kristen­dommen bliver kløverbladet opfattet som symbol på Treenigheden, og end­nu i dag indtager firkløveren en central plads i folketraditionen som lykkebrin­ger; sådanne blade optræder oftest hos hvidkløver. I virkeligheden er det blot almindelige blade, hvor et af småbla­dene er delt i to.

Rødkløverens farve varierer fra blegrød til mørkt rødlilla.

Flere af de ærteblomstrede planters blade, herunder kløverblade. besidder den ejendommelige egenskab, at de foretager søvnbevægelser, idet små­bladene bøjer sig ind mod hinanden om aftenen for atter at folde sig ud den følgende morgen. Sådanne bevægelser skyldes især forskelle i saftspændingen i cellevævene på over- og undersiden af bladene. Kløverarterne forekommer vildtvoksende i Lilleasien og Sydøsten­ropa, og enkelte findes i Sydamerika og Afrika. I den vilde danske flora træffes 16 forskellige arter.

Det botaniske slægtsnavn Trifolium er sammensat af tri = tre og folium = blad, et gammelt latinsk navn for for­skellige planter. Slægten omfatter en­eller flerårige urter med tre- og under­tiden fir- eller fem koblede blade og blomster i hovedformede stande. Kronbladene er delvis sammenvokse­de og falder ikke af efter blomstringen, men dækker i vissen tilstand frugten, der er en bælgfrugt med 1-2 frø. Blomsterne indeholder nektar og be­støves især af humlebier og bier, der er tunge nok til at tynge båden i kronen ned, så støvknapper og støvfang træder frem og berøres af insektet. Efter be­støvningen klapper båden atter op, og blomsten er parat til at modtage et nyt insekt. Den korttungede jordhumle, der ligeledes besøger kløver, kan ikke nå ned i bunden af blomsterne og opsuge nektaren på normal måde. I stedet bider den hul på den nederste del af kløverblomstens kronrør, hvor­ved blomsten bliver berøvet sin nektar uden samtidig at blive bestøvet.

Arter:

Trifolium incarnatum bliver mellem 20 og 40 cm høj, er enårig og kaldes på dansk for blodkløver. Den er ikke særlig almindelig.

Blodkløver dyrkedes tidligere som foderplante. Den bliver 20-40 cm høj med et valse­formet aks med blodrøde blomster fra begyndelsen af maj; måske den smuk­keste af vore markukrudtsplanter.

Alsikekløver (Trifolium hybri­dum) er ikke en hybrid, som Linnés botaniske artsnavn antyder, men en selvstændig art. Den er flerårig med oprette eller opstigende, 25-60 cm hø­je, grenede og hule stængler. De vel­lugtende, først hvide, senere rosenrø­de blomster er stilkede som hos hvid­kløver. Planten anvendes som kultur­plante i græsmarker, men ikke i samme udstrækning som rød- og hvidkløver. Den holder normalt af at vokse på lave, fugtige jorder, men kan under­tiden træffes ved vej kanter og på lig­nende steder. Planten indeholder stof­fer, der gør huden overfølsom for lyspåvirkning, og der er iagttaget kro­nisk leverbetændelse hos heste, der har afgræsset arealer med alsikekløver.

Bugtet kløver (Trifolium medium) lig­ner rødkløver meget, men adskiller sig ved at have underjordiske udløbere, ned liggende eller opstigende, indtil 50 cm lange stængler og smallere småbla­de, der som regel ikke har kløverens

karakteristiske, blege markering på oversiden. Blomsterhovederne er mør­kere røde og sidder enkeltvis, adskilt fra de to øverste løvblade ved en stilk. Den trives bedst på udyrkede, græs­klædte arealer langs skovbryn eller ved vej kanter og er almindelig udbredt over det meste af landet.

Harekløver (Trifolium arvense) er en ret spinkel, enårig, tæthåret, karakteri­stisk plante, som har en 10-30 cm høj, opret og grenet stængel, der bærer tre­koblede blade. De blegrøde blomster sidder i akslignende stande, i hvilke blomsterne næsten er skjult af de lan­ge, tynde, hårede bægertænder. Hare­kløver vokser på sandet og kalkfattig bund og ses næsten altid, hvor der udføres jordarbejder , eller på tørre grøftekanter. Planten hører til blandt vinterstanderne, idet de tørre stængler altid bliver stående vinteren over, hvorved frøene spredes ved vindens hjælp.

Hvidkløver (Trifolium repens) er en flerårig plante med nedliggende, gre­nede og rodslående, 10-40 cm lange skud, hvis blade har oprette stængler og vandret udbredte, omvendt ægfor­mede, glatte småblade med en bleg, halvmåneformet markering på oversi­den. Blomsterne, der er hvide, efter afblomstring brune og nedadrettede, sidder i tætte, hovedlignende skærme. Blomsterhovederne bæres af bladløse stilke, der udgår fra de krybende stænglers bladhjørner. Frugten er en bælg.

Hvidkløver er ligesom rødkløver me­get formrig. Botanisk opdeles den i store træk i Trifolium repens var. typi­cum f. giganteum (storbladet) og Trifo­lium repens var. "typicum f. hollandicum med middelstore blade; flere sorter dyrkes. Planten er almindelig som vildtvoksende hos os på halvfugtige, frodige enge og ved vej grøfter. Som kulturplante kendes den et par hundre­de år tilbage, hvor den sammen med rødkløver har været genstand for biav­lernes særlige interesse. Den dyrkes også i græsplæner i parker og private haver, hvor den breder sig stærkt og hvor bladenes friskgrønne farve tyde­ligt fremtræder, især i tørre perioder. Blandt havefolk betragtes den desvær­re ofte som ukrudt eller som uønsket vegetation i plænen og bekæmpes ad kemisk vej.

Jordbærkløver (Trifolium fragiferum) er krybende med kuglefor­mede, røde og hvide blomsterhoveder. Vokser på strandenge.

Rødkløver (Trifolium pratense) er en af vore vigtigste græsmarksplanter. Den trives bedst på kalkrig, frodig bund, hvor den udvikler en kraftig, dybtgå­ende pælerod og en kort, opret, grenet jordstængel med langstilkede bladro­setter, fra hvis hjørner der udgår gre­nede, oprette, 15-60 cm høje, bladbæ­rende stængler, der er hårede som bladene. Småbladene har en karakteri­stisk bleg eller brunlig, halvmånefor­met markering på oversiden. Blom­sternes farve veksler fra blegrød til mørkt rødviolet. Frugten er en bælg med 1-2 frø. Rødkløver er en meget formrig art, der navnlig varierer med hensyn til levetid og udvikling. I Dan­mark indførtes den som kulturplante omkring 1750 og blev hurtigt den vig­tigste græsmarksplante. De kløverrige græsmarker er af stor værdi i landbru­gets sædskifte p.gr. af kløverplanternes symbiose (samliv) med knoldbakte­rier; herved opsamles kvælstof i jorden til gavn for næste års afgrøde. Men også udbyttet af græsmarken bliver større med stigende indhold af kløver, og afgrøden får forøget foderværdi p.gr. af det større proteinindhold.

Udstrakt kløver (Trifolium campestre) er en -enårig plante med 5-30 cm lange, nedliggende eller opstigende stængler. Småbladene er omvendt ægformede, det midterste stilket og udrandet. Blomsterne er gule og sidder i tætte hoveder. De bliver blege og brunlige ved afblomstringen og har stribet fane og udstående vinger. Planten kaldes også gul kløver og er almindelig som ukrudtsplante på fattige, kalk­trængende græsmarker eller langs med vej kanter.