Ridderspore - Delphinium

Ridderspore er ubetinget staudebedets mest statelige plante. Den spidse spore på det bageste bægerblad har givet planten det danske navn, mens det botaniske navn beskriver den halvt udfoldede blomsts lighed med en delfin. Stænglerne er høje og stive; afhæn­gigt af sort, voksested og gødskning bliver de meller 30 og 200 cm høje. Bladene er fligede, og blomsterne er opbygget af et farvet bæger og inderst nogle uanselige, små kronblade. Ho­vedblomstringen finder sted i juli; men hvis man skærer de afblomstrede stængler af ved jorden, vil nye stængler bryde frem og give en efterblomstring sidst på sommeren. Den karakteristi­ske farve for ridderspore er blå; men der findes også sorter med hvide blom­ster og en enkelt med røde blomster.

Blå ridderspore og gule kleopatras nål klæder hinanden, men skal have god plads i staudebedet.

Vækstkrav: Ridderspore foretrækker en veldrænet, ikke for fugtig, men helst meget næringsrig jord. Den skal have fuld sol for at blomstre rigt.

Pleje: Ridderspore formeres let ved deling af ældre planter; men man bør undgå at såre rødderne for meget ved delingen. Tidligt om foråret kan man tage urteagtige stiklinger, som stikkes i en drivbænk eller solfanger. Frøformering kan også benyttes; men så får man ikke sortsægte afkom. Den bedste plantetid er i det allertidligste forår, inden de nye skud er blevet for lange, eller endnu bedre i september. Man regner med 5 planter pr. m². I de gammeldags »engelske« staudebede regnes ridderspore for en af grundpil­lerne. De fordeles i grupper med jævne mellemrum i hele bedets længde, og ind imellem disse placeres de øvrige stauder. Riddersporernes livsrytme er meget ujævn, og det må man tage

hensyn til ved planlægningen af staude­bedet. Om foråret fylder planten ikke ret meget; men i juni-juli udfolder den sig med næsten tropisk fylde for efter afblomstringen helt at visne ned, så at der opstår åbne pletter i bedet. Sidst i august skyder der blade og eventu­elt stængler frem på ny, så at de atter kan udfylde deres plads; derfor skal riddersporerne sættes således, at andre stauder kan skjule dem i de »negative« perioder.

For at få en god udvikling skal ridder­sporerne gødes rigeligt med kvælstof og kali i det tidlige forår. Desværre er opbinding ofte nødvendig, selv hvor der i forvejen er godt læ. De moderne sorter har så tunge blomsterhoveder, at stænglen let knækker eller bøjer lige under blomsterstanden. Opbindingen må derfor ikke slutte for langt nede på stænglen, og det kan være en stor kunst at gøre en sådan opbinding usynlig eller bare diskret. Tonkinstokke og tynd nylon tråd eller »ærteris«, som de gamle engelske herregårds gartnere be­nyttede, er bedst. Risene, der stikkes ned i jorden om foråret, ser ikke særlig dekorative ud; men de dækkes snart af vegetationen og fjernes, når de af­blomstrede stængler skæres ned.

Delphinium consolida er en enårig ridderspore, der vokser som markukrudt i Danmark.

Anvendelse: Ridderspore er en impo­nerende plante i et almindeligt staude­bed, men kan også anvendes som soli­tærplante i en forhave, en atriumhave eller ved husets terrasse; blot må man tage hensyn til plantens manglende dekorative værdi en stor del af somme­ren. Endelig kan ridderspore benyttes i et naturbed sammen med margerit, bakkestjerne og valmuer; men alle disse planter efterlader et tomrum ved afblomstringen, hvorfor det er bedre at vælge naboplanter, der kan dække for hullerne, f.eks. Aster amellus, salvie, skønhedsøje og røllike.

Sorter:

Stauderiddersporerne er opstå­et ved utallige krydsninger, og planteteskolerne har et stort udvalg af gode sorter. For at lette oversigten er sorter­ne opstillet i 3 forskellige grupper, belladonnagruppen, elatumgruppen og pacificgruppen.

Belladonnagruppen omfatter sorter med en åben og let vækst og rigt forgrenede blomsterstande. Blandt de bedste sorter er 'Capri', lyseblå med hvidt øje; 'Casa Bianca', rent hvid; og 'Volkerfrieden', ultramarinblå.

Elatumgruppen består af meget krafti­ge sorter, der i reglen bliver 2 m høje (elatus = høj). Gode sorter er 'Blue Beauty', rent lyseblå; 'Blue Bird', mørkeblå; 'F. W. Smith', mørkeblå; 'Berghimmel', himmelblå med hvidt øje; 'Gletscherwasser', klart lyseblå; 'Sommernachtstraum", ensianblå; samt 'Tropennacht', ensianblå, purpurviolet og hvid.

Pacificgruppen bærer kæmpestore blomsterstande på tykke stængler. De er særlig egnet til afskæring og anven­des derfor meget af handelsgartnerne til drivning og snit. Anbefales kan 'Pacific Black Knight', mørkeblå; 'Pa­cific Galahad', hvid; 'Pacific Guineve­re', lyslilla; 'Pacific King Arthur', mørklilla; og 'Pacific Summer Skies', lyseblå.

Blandt de talrige flotte ridderspore-sorter findes den blegblå 'Blue Jade'.

Andre flerårige arter: Især til plantning på stenbede kan følgende riddersporer anvendes:

Delphinium cashmerianum fra Hima­laya bliver 30-50 cm høj. Den blom­strer fra juni til oktober med 3 cm brede, dybviolette blomster. Efter før­ste flor i juni-juli skal de visne blom­ster afskæres, så at planten kan præste­re en ny blomstring senere på somme­ren.

Delphinium grandiflorum fra Sibirien har en åben vækst med 40-80 cm høje stængler og lyseblå blomster fra juni til august. Af denne art dyrkes et par sorter, nemlig 'Blauer Zwerg' og 'Blue Mirror'.

Delphinium nudicaule fra California er den laveste af havens riddersporer; den bliver sjældent mere end 30 cm høj og blomstrer fra juni til august med orangerøde (!) blomster. Denne art har knoldformede rodstængler, stærkt forgrenede blomsterstængler og dybt ind skårne blade. Ved krydsning med andre arter er der opstået hybriden Delphinium ruyisii med sorten 'Pink Sensation', som desværre plages en del af meldug og desuden ikke er helt hårdfør.

Enårige riddersporer:

Delphinium ajacis fra Middelhavslan­dene er 30-110 cm høj med blåviolette blomster. Den kan i haverne udsås direkte på voksestedet i april og kan anbefales som enårig snitblomst.

De såkaldte hyacint-riddersporer er meget populære. Af botanikerne kal­des de Delphinium ajacis var. hyacinthiilorum. De findes i hvide, rosa, kar­minrøde og violette nuancer. Delphinium consolida er vildtvoksende på vore marker. Den er 40-50 cm høj, har stærkt forgrenede stængler og få­blomstrede, blåviolette blomsterstan­de. Blomstens spore er omkring 2 cm lang og fyldt med nektar, som kun humle bierne kan få fat på, idet de bider hul i sporens bund.

Sygdomme: Ridderspore er ofte stærkt angrebet af meldug, især på tør og mager jord, der ensidigt har været gødet med salpeter. Melduggen kan bekæmpes ved pudring med et svovl­præparat. Mange af de nye tyske og

amerikanske sorter er dog meget mod­standsdygtige mod meldug. Bakteriose giver sorte pletter på bladene; det syge løv fjernes og brændes, for at sygdom­men ikke skal brede sig.