Bævreaspen er et meget hurtigtvoksende træ med lige stamme og en let og elegant grenbygning. Bævreaspen sender mange rodskud op, og et træ kan
derfor hurtigt komme til at danne et tæt krat med modertræet i midten. Barken er lysegrå og glat på de unge træer, men med tiden bliver den mørkegrå og skorpet. De unge skud er trinde og hårede. Vinterknopperne er meget spidse.
Bladene er 3-8 cm lange og næsten kredsrunde med en bugtet-takket rand. På rodskuddene kan bladene være noget tilspidsede. De unge blade er filtede, men hårene falder hurtigt af. Bladstilken er sammentrykt og ca. 5 cm lang. Den sammentrykte bladstilk bevirker, at bladene næsten altid er i bevægelse, også selvom der ikke synes at være nogen vind. Bare en smule opstigende varm luft fra jorden er nok til at få bladene til at bævre. Løvspringet finder sted ca. 1. maj.
Blomstringen falder før løvspring. Bævreasp er særbo, så der findes både hun- og hanplanter. Begge slags blomster sidder i trinde, ret tykke rakler, som er grønlige eller lyserøde. Der er ingen honningkirtler, og bestøvningen sker ved vindens hjælp.
Bævreaspens blomster er samlet i tykke, hængende rakler. Bestøvningen sker ved vindens hjælp.
Frugterne er to-klappede kapsler med mange frø. Frøene er uldhårede, og ganske få uger efter blomstringen er raklerne hvide og uldne. Frøet spredes af vinden og spirer straks. Det kan ikke tåle at blive opbevaret. Bævreaspen bliver her i landet næppe over 10 m høj, men under mildere himmelstrøg kan den blive op til ca. 25 m.
Vækstkrav: Bævreaspen er et meget nøjsomt træ. Den var et af de første træer, som kom efter istiden, og kan findes blandt forposterne oppe mod tundraegnene og øverst ved trægrænsen i bjergene. Her i landet dukker den op på de magreste hedejorder og på sumpede arealer, men også på god jord. Den er ofte det første træ, som kommer på rydninger i skovene. Bævreaspen er meget vindfør og kan bruges til hegn og læ på udsatte egne. Den kan ikke lide skygge, og den kaster ikke selv megen skygge. Den anvendes derfor som ammetræ i læbælter, hvor den beskytter sartere og langsomt voksende træarter i de første år, men er til gengæld vanskelig at fjerne helt, når blive-træerne skal overtage arealet.
Formeringen kan ske ved frøudsæd. Det er lettest at samle raklerne, inden frøet spredes. Raklerne tørres let, til frøet falder ud. Frøet skal sås hurtigst muligt. Bævreaspen er meget villig til at sætte rodskud, og disse kan graves op, når de efter et års tid har slået rødder. Man kan også grave rødder op, skære dem i ca. 20 cm lange stykker og putte dem i jorden igen. Rødderne vil da sende skud op. Træagtige stiklinger kan også benyttes.
Anvendelse: Bævreaspen er fortrinlig til læ og til plantning på ugunstige steder. Den er uegnet til almindelige haver, hvor de mange rodskud vil genere andre planter. I større parker kan den anvendes som et elegant solitærtræ.
Bævreaspens lette frø spredes viden om, og da den er meget nøjsom, findes den ofte på hedearealer. Afgræsses disse arealer ikke af får eller brændes lyngen ikke af, kan bævreaspen tage overhånd. Dette var ved at ske i Rebild Bakker, som er et fredet lynghede-areal. Der er bævreaspen vanskelig at holde så meget i ave, at hedekarakteren kan bevares.
Bævreasp er et hårdført og vindført træ, der kan anvendes på udsatte steder.
Sygdomme: Bævreaspen er den af poppelarterne, som synes mest modstandsdygtig mod sygdomme. Poppelskurven (Fusicladium radiosum) kan være slem, især hvor træet står beskyttet. Denne sygdom viser sig ved nogle rundagtige sorte pletter på bladene. Pletterne kan vokse sammen. Også de unge skud kan angribes. Træerne afløves tidligt, og sker det nogle år i træk, kan træet dø. Poppelskurven kan bekæmpes med Captan- eller Manebmidler.