Plantens botaniske navn (græsk kheimon = vinter og anthos = blomst) fortæller om den usædvanlige blomstring i vintertiden. I milde perioder springer den ud allerede i januar. Det er en løvfældende busk, der kan blive 1-2 m høj. Grenene er først grågrønne, senere brune. Bladene er ægformede, 7-20 cm lange og 3-7 cm brede. De er glinsende lysegrønne på oversiden og helt glatte, på undersiden noget lysere og med fine hår langs nerverne. Blomsterne udvikles på de toårige skud. De yderste blosterblade er lysegule, de inderste brungule eller purpurfarvede, og de har en pragtfuld duft.
Vækstkrav: Chimonanthus stammer fra Kina og er ret sart under vore himmelstrøg. Blomstringen er rigest efter en tør og varm sommer, men kan forsinkes eller helt udeblive i en streng og langvarig vinter. Busken skal have en muldrig jord og en lun vokseplads, gerne op ad en sydmur. En let vinterdækning kan blive nødvendig i vekslende frost- og tøperioder.
Pleje: Planten kan formeres ved frøudsæd straks efter frøenes modning, eller nemmere ved aflægning af urteagtige skud. Planten hører hjemme på havens luneste sted og en veldrænet jord i fuld sol. I meget tørre perioder må der sørges for vanding; men vanding og eventuel gødskning skal ophøre så tidligt, at skuddene har mulighed for at blive faste og træagtige inden vinteren. Især unge planter bør vinterdækkes med granris.
Anvendelse: Chimonanthus bør dyrkes sammen med andre varmekrævende, let sarte havebuske som Ceanothus, Hibiscus og havefuchsia. Afskårne er blomsterskuddene meget holdbare og giver en fin duft i stuen.
Chimonanthus har et væld af gule, fint duftende blomster midt om vinteren, men den skal plantes op ad en sydmur.
Sorter: 'Grandiflorus' er den mest anvendte sort, som dog kan være vanskelig at skaffe i danske planteskoler.