En ret kraftig plante, der bliver indtil 90 cm høj. Knopperne og de nyudsprungne blomster er store og velformede. Efterhånden åbnes blomsten og flades ud. Farven er lys laksrosa med et abrikosfarvet skær. Den falmer ubetydeligt med alderen. Den har en fin og sød duft. Sorten er noget krævende med hensyn til jordbund og placering i haven og trives mindre godt på kolde, udsatte voksesteder.
Sorten går også under navnet 'Irisk Beauty' og er en krydsning mellem 'Spartan' og 'Highlight'. Forædleren er S. McGredy, den fjerde i det nordirske rosendynasti, som har frembragt mange fine rosensorter.