Febertræet er hjemmehørende i Australien og Tasmanien. Træets ved er hårdt, men ikke særlig velegnet til tømmer, da det vrider sig og let sprækker. Det bruges dog en del til trappetrin, sveller og i de sydlige lande til afstivning i miner, bl.a. fordi termitter ikke angriber det. Træerne udskiller harpiks og en æterisk olie. Olien kan udvindes af bladene og virker antiseptisk, oplivende og krampestillende. Den bruges bl.a. i eukalyptuspastiller og i salve, som middel mod reumatisme.
I meget varme og stille perioder kan der fra bladene i eukalyptusskovene frigøres så megen oliedamp, at selv en lille gnist kan fremkalde en eksplosion og starte en skovbrand.
Navnet »febertræ« kommer af, at arter af Eucalyptus blev plantet i sumpede og malariafyldte områder, bl.a. i Pontinske Sumpe syd for Rom. Febertræernes meget kraftige rodnet og store bladmasse bruger nemlig meget vand og bidrog derved til udtørring af sumpene, så der ikke blev ynglemuligheder for de malariabærende myg, hvis larver lever i ferskvand.
Flere arter af febertræ plantes meget i de tropiske lande, ikke blot i sumpede områder, men også i tørre savannearealer . Det er de hurtigtvoksende arter, der anvendes, og de plantes dels for at give tømmer til det lokale byggeri, dels for at forsyne landbefolkningen med brænde.
Der er stor forskel på bladformen hos unge og ældre træer. Bladene på 1-6 år gamle træer er modsatstillede, siddende og næsten runde, lyst blågrønne med en blålig dug. Når træerne er nået over »pubertetsalderen«, sidder bladene spredt, er stilkede og langstrakte, fra omvendt ægformede til lancetformede og noget vredne; de kan minde om bladene på båndpil. Bladene er hængende og stiller sig med kanten mod Solen.
Febertræet (Eucalyptus globulus) l ungdomsstadiet.
Febertræ i blomst. I midten en ny udsprunget blomst med de røde støvtråde og gule støvknapper. Til venstre i billedet en blomst i udspring, hvor bægerhætten er ved at blive skubbet af.
Barken er hos de unge træer ret jævn og glat. Farven veksler fra næsten renhvid over grå til brunrød. Barken begynder ret hurtigt at skalle af i lange strimler.
Febertræets blomst er lidt aparte. Der findes intet bæger, og kronbladene er sammenvoksede til et låg, som falder af ved blomstringen. Det er dette låg, som har givet slægten navnet Eucalyptus, der er sammensat af det græske eu-, som betyder smuk, og det græske calyptra, som betyder hætte. Det, man ser af blomsterne, er derfor kun de som oftest røde støvdragere, der har gule støvknapper. Som følge af deres kraftige vækst kasseres febertræerne dog som regel, inden de når ud over ungdomsstadiet, og blomstring ses derfor sjældent her i landet.
Formering: Febertræerne kan formeres ved frø. Dette er ganske fint; men spireevnen er sjældent overvældende. Frøet sås i varmhus i januar-februar. De unge planter vokser hurtigt og hør så tidligt som muligt prikles i potter med en ret svær og næringsrig jord. I løbet af foråret og sommeren må de pottes om nogle gange. Om sommeren kan de flyttes udendørs til et beskyttet sted.
Febertræ på den solsvedne australske busksteppe.
Arter: Det febertræ, der dyrkes som potteplante her i landet, er Eucalyptus globulus, som i sit hjemland Sydaustralien og Tasmanien bliver ca. RO m højt. Febertræet vokser kraftigt og vil hurtigt kræve megen plads. Som ganske ungt kan det anvendes i en stue, men ældre eksemplarer får kun plads nok i en vinterhave eller et drivhus. I normale vintre kan træet overvintre uden varme, da det kan tåle temperaturer ned til lidt under frysepunktet.
I milde egne af Europa som fx SVEngland klarer arten Eucalyptus gunni sig. I Danmark har man med held overvintret yngre planter af denne art. De fordrer en lun plads med læ for udtørrende vinde og en passende vinterdækning.