Hasselbror er slet ikke i slægt med hassel; men dens løv ligner næsten til forveksling bladene hos hassel. Også det botaniske navn hentyder til denne lighed (corylopsis = hassellignende ). Det er en smuk busk med en usædvanlig tidlig blomstring, en særpræget vækstform og en pragtfuld høstfarve. Buskenes grene er beklædt med bløde stjernehår. Forgreningen giver busken en tragtformet opbygning, og blomsterne udvikles især i spidsen af sideskud og endeskud. Man må tålmodigt vente på blomstringen, som først rigtig tager fat i plantens 5. leveår eller senere. Blomsterne sidder i hængende, akslignende klaser med lysegule, kopformede dækblade. Selve blomsten er femtallig, klart guldgul. Blomsterne har en fin, sød duft, som kan minde om duften hos hulkravet kodriver.
Frugten er en træagtig, todelt kapsel med to sorte, glinsende frø.
Vækstkrav: Hasselbror udvikles godt i fuld sol, men her kan blomsterne svides af frosten. Man bør derfor foretrække en lun vokseplads under letskyggende træer, hvis grenhang hindrer frostsvidning. Planten er helt hårdfør og kræver ingen vinterdækning.
Pleje: Hasselbror kan formeres ved halvmodne stiklinger om sommeren, men lettere ved at afskære nedliggende sideskud, som har dannet rødder. Under opvæksten og senere bør hasselbror aldrig beskæres; dels vil det gå ud over buskens naturlige, smukke form, dels vil det hindre en rig blomstring. Derimod kan man sidst på vinteren skære grene af til fremdrivning ved lav temperatur, ca. 10°C.
Anvendelse: P.gr. af den tidlige blomstring er det vigtigt at placere buskene, så de kan nydes fra husets vinduer. De trives godt som underplantning under større, lyse træer som robinie, røn og lærk. Under buskene kan man plante tidligtblomstrende stauder som julerose, kodriver, kærminde og violer, suppleret med tidlige forårsløg. Hvis man ønsker sig en rigtig forårshave, kan man plante hassel bror sammen med andre tidligtblomstrende buske som kejserbusk, oktoberkirsebær, troldnød, vinterjasmin, for ikke at tale om de første alperoser (rododendron).
Hasselbror (Corylopsis) blomstrer samtidig med troldnød, blomsterne er fremme allerede i februar og marts.
Arter:
Corylopsis pauciflora er langt den smukkeste art. Den stammer fra Japan og bliver et par m høj. Skuddene er glatte uden behåring. Bladene er hjerteformede. Blomsterne er store, klokkeformede og sidder få sammen i 2-3 cm lange aks. Til gengæld er busken fyldt med blomsterklaser i en ofte overdådig mængde. Om efteråret farves løvet gyldengult og virker yderst dekorativt i haven.
Corylopsis spicata fra Japan har en udspærret vækst. De unge grene er hårede; blomsterstandene er 2-4 cm lange med 7-10 blomster i hver. Blomsterne er lysende gule og støvdragerne purpurfarvede. Den blomstrer tidligere end Corylopsis pauciflora, og hlomsterne har en fin duft.
Corylopsis willmottiae er en kraftig busk, der kan blive 4 m høj. Skuddene er glatte; blomsterne er varmt guldgule og sidder mange sammen i 5-7 cm lange klaser. Blomsterne har en stærk duft.