Japanmispel er hjemmehørende i Sydog Østasien, hvor der findes flere forskellige arter, der kan blive mere end 5 m høje.
Japanmispel, der er den eneste Eriobotrya-art, som dyrkes i Europa, kom hertil i begyndelsen af 1780erne. Det botaniske navn Eriobotrya kommer af de græske ord erion = uld og botrys = drueklase og hentyder til de rosa eller hvide blomster, der sidder i tætte, uldhårede toppe. Japanmispels blade er 20-25 cm lange, ovale, tandet-takkede med læderagtig grøn overside og brunfiltet underside. Bladnerverne er karakteriseret ved at løbe parallelt med hinanden og hver ende i en af bladkantens takker.
I Nordeuropa dyrkes japanmispel udelukkende som prydplante, men i Middelhavsområdet ser man japanmispels frugter på torvene i slutningen af april. De gule, velsmagende, men ikke særlig holdbare frugter er ca. 5 cm i diameter og ofte forsynet med sorte pletter. Hver frugt rummer 1-4 store, skinnende frø.
Japanmispels blomster er samlet i tætte toppe i spidsen af skuddet.
Pleje: Japanmispel kan udvikle sig til en stor, pladskrævende plante. Som jord bruges en lerholdig standardjordblanding. Der vandes regelmæssigt, og i sommerhalvåret tilføres næring. I sommerperioden vokser japanmispel bedst på et solrigt, luftigt sted, f.eks. udendørs, mens overvintringen skal
ske indendørs og så lyst som muligt. Japanvin Temperaturen må ikke komme under 6°C. Vandingen begrænses om vinteren, så at jorden ikke bliver »våd«. Formering: Det er lettest at formere japanmispel ved hjælp af frø, der spirer hurtigt. Som såjord bruges en let standardjordblanding. Stiklingeformering er vanskelig, idet stiklingerne er længe om at danne rødder. Det bedste stikketidspunkt er august, og temperaturen bør være 20-22°C.