Dortmund
Lidt om havens rankende roser
På en begrænset plads er slyngplanter og klatreroser værdifulde prydplanter. En enkelt rankende rose kan sætte sit præg på et hus eller en hel have, og den kræver mindre pasning end havens øvrige planter, hvis man udregner arbejdsindsatsen.
I daglig tale slår man de forskellige grupper af rankende roser sammen under betegnelsen slyngroser. Denne benævnelse har fået så indgroet en plads i vort sprog, at det vil være urimeligt at udrydde den, skønt den i virkeligheden er forkert. Der findes nemlig ingen rosen-arter, som er i stand til at slynge sig op ad andre planter eller op ad et espalier, som tilfældet er med de 'rigtige' slyngplanter som skovranke, humle, vin og sølvranke. Gennem tiderne har man haft en lang række forskellige benævnelser på de rankende roser (slyngroser, klatreroser, rankeroser, espalierroser). I dette afsnit har vi valgt at inddele de rankende roser i fire hovedgrupper:
Slyngroser med to-års skud, klatreroser med træagtig vækst, klatrende sorter af lave roser samt buskroser med rankende skud.
Slyngroser med toårs-skud.
Nogle typer af slyngroser danner hvert år nye, smidige skud fra basis, det vil sige fra forædlingsstedet. Den første sommer udvikles der kun grønne blade på disse skud, men den følgende sommer sker blomstringen. Denne udvikling må man tage hensyn til ved den daglige og årlige pleje af planterne. Hvis man nemlig foretager beskæringen af disse roser i det sene forår samtidig med ~ beskæringen af havens øvrige roser, afskærer man bogstavelig talt disse slyngroser fra at blomstre. De lange toårs-skud skal blot tilbindes espalieret, så de kan blomstre i løbet af forsommeren og højsommeren. Og først efter afblomstringen foretages beskæringen. Den består i nedskæring af de afblomstrede skud helt til basis - samme metode som man anvender efter frugthøsten på hindbær og de ikke-rankende brombær. Slyngroser af denne type kræver ikke en årlig udvidelse af det mur-areal, der stilles til rådighed for dem. Hvert år dækker de næsten det samme vægareal, målt
i kvadratmeter - i modsætning til de øvrige slyngroser og klatreroser, som stadig kræver større plads, hvis de da ellers udvikles tilfredsstillende. Til denne gruppe slyngroser hører sorter som 'Excelsa " 'Sander's White' og 'Dorothy Perkins'.
Klatreroser med træagtig vækst.
Mens den netop omtalte gruppe slyngroser kan dyrkes som 'toårige', har alle øvrige typer af rankende roser en mere permanent karakter. De har et kraftigt' skelet' af flerårige, meget træagtige grene eller ligefrem stammer, hvorfra nye skud hvert år sørger for den ønskede blomstring. Gamle eksemplarer vil derfor give et yppigt blomsterflor, mens den vegetative udvikling efterhånden vil gå i stå. Disse sorter danner nemlig kun få nye skud fra basis, og de gamle grene eller stammer vil forneden blive bare, bladløse og mindre smukke. For at hjælpe på dette forhold må man med års mellemrum pirre planterne til nyvækst ved simpelt hen at bortskære de ældste skud ned til basis eller til et punkt, hvor et nyt, kraftigt sideskud har udviklet sig. Den egentlige beskæring består i en tilbageskæring af de sideskud, som samme sæson skal udvikle blomster. Skuddene skæres tilbage til 10 cm fra deres basis. Nogle af vore kraftigste klatrende roser hører med til denne gruppe, blandt andet så populære sorter som 'New Dawn', 'American Pillar' og 'Easlea's Golden Rambler'.
Klatrende sorter af lave roser. En såkaldt' sort' er i gartnersproget en spontant opstået varietet af en dyrket plante med en eller flere egenskaber, som afviger fra moderplantens egenskaber, enten i vækstform, i blomsterfarve eller blomsterfylde. Blandt de kendte sorter af buketroser eller tehybrider er der af og til fundet særligt kraftigtvoksende og opretvoksende skud, der blomstrer på sædvanlig vis med de blomster, der er karakteristiske for vedkommende sort. Skuddet med denne afvigende egenskab er altså en 'sort', som kan videredyrkes ved okulation af øjne eller knopper fra dette skud. Den nye sort beholder sit gamle sortsnavn med betegnelsen 'Climbing' (klatrende) tilføjet foran sortsnavnet.
Af disse typer skal følgende fremhæves: 'Climbing Allgold', 'Climbing Ena Harkness', 'Climbing Lady Hillingdon' og 'Climbing Schneewittchen'.
Efter nyplantningen af disse klatrende sorter skal man ikke foretage beskæring.
Man risikerer simpelthen, at sorten 'glemmer' sin erhvervede klatreevne og går tilbage til sin oprindelige, lave vækstform. Beskæring de følgende år indskrænkes til en stærk beskæring af sidste års afblomstrede sideskud til tredje knop fra deres basis.
Gloire de Dijon
Klatresorterne er mere sarte end de fleste øvrige haveroser og kræver en lun og solrig plads. Efter en hård vinter kan det vare flere sæsoner, før de genvinder evnen til yppig blomstring. Klatresorterne egner sig kun til espaliering op ad mure eller tætte hegn, ikke til åbne espaliers eller pergolaer.
Buskroser med rankende skud.
Som omtalt under parkroser findes der en lang række buskroser med så kraftige og rankende skud, at de lige så godt kunne rubriceres under klatreroser . Mange af dem er glimrende til espaliering op ad raftehegn, plankeværker, mure eller til dækning af skråninger. De må betragtes som de nemmeste rankende roser. Udover en smule udtynding med års mellemrum samt en tilbinding af rankerne til espaliertråd eller trælister kræver disse roser ingen som helst pasning. En del af sorterne er omtalt og afbildet i det følgende, andre må findes i afsnittet om parkroser. Her skal blot gøres opmærksom på så værdifulde sorter som 'Dortmund', 'Fugue', 'Maigold', 'Norwich Salmon', 'Santa Catalina' og 'Swanlake' .
Dyrkning af klatreroser
Når klatreroser anvendes til deres egentlige formål ved plantning op ad mure, hegn eller espaliers, bør visse krav opfyldes. De sartere sorter bør plantes på en beskyttet plads med rigelig sol og frisk luft. Der skal nemlig også frisk luft til. Skønt man forestiller sig roserne som planter fra det solrige Syden, vantrives de i virkeligheden på en solstegt sydmur i læ for alle vinde. For her trives nemlig også alle de svampesygdomme og skadedyr, som hjemsøger vore roser. Ønsker man derfor at undgå sygdomshærgede klatreroser eller ustandseligt arbejde med sprøjtning eller pudring, så bør klatreroserne slet ikke plantes ved en sydvæg, men langt snarere ved en østvendt eller vestvendt mur. Ja, selv mod nord kan flere af vore klatreroser trives udmærket og endda blomstre ret tilfredsstillende. Jorden til roserne skal være dybmuldet og veldrænet. H vis man planter op ad en husmur, vil drænet i reglen være i orden. Drejer det sig om plantning ved et nybygget hus, må der udgraves et godt plantehul til klatrerosen. Muraffald, mørtelrester og lignende må fjernes. I bunden af plantehullet, som bør være mindst 60 cm dybt - men hellere 100 cm dybt! - lægges et dræn af grove sten, skærver eller ral. Plantejorden skal være kraftig og næringsrig (kompostjord, enhedsjord og god havemuld tilsat Animix). Der skal være mulighed for at kunne vande klatreroserne i tørre perioder.
Skønt visse klatreroser kan vokse til vejrs og holde sig fast ved hjælp af de kraftige torne, må de fleste rankende roser hjælpes på vej ved tilbinding til et espalier af tråde eller trælister eller til hager, slået ind i muren eller hegnet. Ønskes et espalier af ståltråd, bør der lægges vægt på vandrette tråde. Et espalier af trådvæv som for eksempel de kendte 'skovhegn' med meget store masker ser voldsomt ud i begyndelsen, men dækkes meget hurtigt af rosenrankerne, som let kan stikkes ind mellem maskerne i fletværket. Tilbinding af skuddene bør ske hele sommeren igennem. H vis de større skud når at blive for lange og træagtige, mister de deres naturlige smidighed og knækker let, hvis man vil tvinge dem ind til espalieret. Beskæringsreglerne må følges. De lette slyngroser beskæres efter afblomstringen, de øvrige sidst i april samtidig med de øvrige haveroser.
Vinterdækning af klatreroserne skulle sjældent blive nødvendig. Kun hvis man anvender særligt sarte sorter, eller hvis vinteren giver usædvanligt store temperatur-svingninger mellem nat og dag, kan det blive nødvendigt med en dækning med fx måtter af strå, hessian eller endnu bedre granris, som dog først fjernes sent på foråret, når grannålene er faldet af.
Blaze
Anvendelsen af klatreroser
Klatreroser kan benyttes til beklædning af næsten alle murflader, med de indskrænkninger som verdenshjørner og det lokale klima medfører. Klatreroser er ideelle til dækning af plankeværk og raftehegn, hvor blot de mest kraftigt voksende bør undgås. Til plantning op ad pergolastolper, stolperne ved en carport eller et halvtag er de svagere typer af klatreroser velegnede. Frit i haven kan en klatrerose plantes op ad en stolpe og danne en smuk solitærplante. Endelig er klatreroser fortrinlige til dækning af større skråninger. En speciel dyrkningsmetode består i nedkrogning af klatrerosens ranker langs jorden. Fra de vandrette grene vil der skyde kraftige lodrette skud til vejrs med et væld af blomster. En nem måde at anlægge et rosenbed på med få planter (en rose pr. m²).
Ved plantning af klatreroser op ad murværk bør man huske farvevirkningen og undgå rosensorter, hvis blomsterfarve ikke står godt til murstenenes farve.