Korea-snebolle er en lav busk med let vækst og udbredte grene; både grene og blade er dækket af en tæt filt af stjernehår. Bladene er bredt ægformede med uregelmæssigt tandede bladrande; bladoversiden er mørkegrøn, undersiden er tæt håret. Blomsterne springer ud i april eller maj; de er samlet i tætte, halvkugleformede stande, der er 5-7 cm brede. Kronbladene er hvide med svagt lyserød yderside, og blomsterne har en herlig duft. Frugterne er blåsorte. Planten har ofte et meget tidligt løvfald.
Vækstkrav: Let, men ikke for tør jord i fuld sol; trives dog også i halvskygge. Vinterdækning er ikke nødvendig.
Pleje: Korea-snebolle formeres bedst ved urteagtige stiklinger i juni, mens træagtige stiklinger har vanskeligt ved at danne rod. Planten kræver ingen særlig pleje, men vokser kun langsomt til i de første leveår. Udtynding eller beskæring må frarådes.
Anvendelse: Alle de nedenfør nævnte arter er velegnede i småhaver, atriumgårde og åbne forhaver. De kræver ingen særlig pleje og er meget populære p.gr. af den tidlige blomstring og den fine duft.
Andre arter og hybrider:
Viburnum burkwoodii er en krydsning mellem Viburnum carlesii og Viburnum utile; den er stedsegrøn og kaldes på dansk duftsnebolle. Se artiklen Snebolle.
Viburnum carlcephalum er en hybrid mellem Viburnum carlesii og Viburnum macrocephalum. Den minder af udseende meget om den førstnævnte, men. er noget kraftigere i væksten, indtil 200 cm høj og har større blade. Løvet antager en rødlig farve om efteråret. Blomsterne er samlet i meget store stande, som bliver indtil 13 cm brede. Blomsterne er rent hvide og har en kraftig, sødlig duft.
Viburnum macrocephalum har større og smukkere blomster end de øvrige Viburnum-arter. Blomsterne sidder i 8-15 cm brede, kugleformede stande; de er snehvide og sterile. Arten blomstrer i maj; den er en løvfældende busk, der bliver 150 cm høj.
Korea-snebolle (Vibumum cariesii) er en lille busk, der skal nydes på nært hold, ikke mindst p.gr. af den fine blomsterduft.