Mispelen stammer fra Lilleasien og de sydlige egne af Kaukasus. Træet blev allerede dyrket af babylonerne for ca. 2700 år siden; med grækerne blev det spredt over Middelhavsområdet, og nu gror det også forvildet i Irland og Sydvestengland. Mispel danner et stærkt forgrenet lille træ eller en stor busk. Grenene er krogede, og arten har 2,5 cm lange torne, som er omdannede akselblade; kulturformerne er dog tornløse. De unge skud er dækket af en lysebrun filt. Bladene er kortstilkede, 6-12 cm lange, aflangt lancetformede og har en kort spids. Bladoverfladen er buklet og mørkegrøn, undersiden er filthåret. Bladranden er hel eller fint savtakket og har som regel kirtelhår. Bladene får en køn, brunrød høstfarve. Blomstringen indtræffer sidst i maj og først i juni. Blomsterne er hvide med gulgrønne støvdragere og 4-5 cm i diameter; de kommer enkeltvis på korte skud, frugtgrene, på fjorgammelt træ.
Frugten er 2-3 cm i diameter, rund-fladrund, brun og oftest noget håret. Karakteristisk for mispelfrugten er de 5 lange, brune bægerflige, som sidder yderst på frugten. Mellem bægerfligene ses blomsterbunden med et tydeligt mærke af støvvejen. Frugten kan minde om et meget fladt æble; men hos mispelen er kernehuset meget hårdt og omslutter 5 store kerner.
Mispelfrugterne kendes på de 5 lange bægerflige, som omslutter den buklede blomsterbund.
Mispel modner sent, og den skal helst have frost, inden den spises, så man kan roligt lade den hænge på træet til ind i december. Plukkes frugterne før frosten, kan de ligge flere måneder, inden de bliver så møre, at de er til at spise; de skal nærmest være overmodne. Gemmes frugten efter modenhed, rådner den hurtigt. Hos en velmoden mispel er smagen frisk syrlig-sød, og frugten er god til marmelade og syltetøj.
Pleje: Mispel kan formeres ved frø; men som regel bliver den okuleret på frøstammer af hvidtjørn (Crataegus laevigata). Mispel trives på al god og veldrænet jord, men bør have et ret beskyttet voksested.
Anvendelse: Træet har aldrig spillet nogen rolle som frugttræ her i landet. Derimod gør det sig fortrinligt både enkeltvis og i grupper som prydtræ i større haver og i parker, hvor de store blomster lyser op om foråret og hvor fuglene kan gøre sig til gode med frugterne om vinteren, idet disse bliver hængende meget længe på træet.