Monstera deliciosa er en meget dekorativ bladplante med lange luftrødder og uregelmæssigt indskårne, store blade. Planten er hjemmehørende i Sydmexico og Guatemala. Nogle af planterne har ungdomsformer med hjerteformede blade uden huller. Jo varmere og mere tør luften er, jo færre huller dannes der i bladene. De yngste blade i toppen af en høj Monstera har sjældent så mange huller som de ældre, fordi der er varmere ved loftet end ved gulvet. Ved stor luftfugtighed i vinterhaver med stengulv, hvor dette regelmæssigt bliver overbruset, udvikles der mange huller i bladene og mange luftrødder.
Under gunstige omstændigheder, f. eks. i en vinterhave, kan Monstera udvikle blomster også her i landet. Et hvidt højblad omslutter blomsterstanden, der består af ubetydelige, grønlige blomster. De gennemsigtigt orangegule og meget holdbare frugter dufter som ananas. Frugtstanden er dekorativ længe efter, at højbladet er visnet. Frugten er spiselig, de grønne plantedele er derimod giftige.
Pleje: Monstera gror bedst, når den står meget lyst uden direkte sol, men kan også klare sig med en mørkere placering. I vækstperioden tilføres meget, helst kuldslået vand, og hele året oversprøjtes planten en gang ugentlig. Kun i perioden marts-oktober tilføres næring. Temperaturen må ikke komme under 12°C.
Blomsterstanden hos Monstera deliciosa. Frugten er spiselig og kaldes i Mexico for brødfrugt.
I modsætning til frugten er Monstera's grønne dele giftige.
Formering: Monstera formeres ved stikning af top- eller stængelstiklinger med en knop samt tilhørende luftrødder. Stiklingen skæres af under en luftrod. For at undgå, at luftroden fylder unødigt i formeringsperioden, snos den rundt om den del af stiklingen, som ikke stikkes ned i jorden. Som stikkesubstrat bruges en godt gennemvandet jordblanding, baseret på spagnum, f.eks. enhedsjord. For at holde sluttet luft og dermed stor luftfugtighed dækkes stikkekassen med klar plastic. Jordtemperaturen skal være omkring 20°C og opnås ved at anbringe stikkekassen på en radiator. Placeringen skal være så lys som mulig. Hver 3. eller 4. uge kontrollerer man, at jorden stadig er fugtig. Så snart væksten er kommet i gang, fjernes plasticen, og efter et stykke tid uden plastic er planten klar til oppotning. Erhvervsmæssigt formeres Monstera oftest ved frø, der indføres fra USA.
Sorter:
Sorten Monstera deliciosa 'Borsigiana' er spinklere end arten. Bladene bliver op til 30 cm lange og har sjældent huller.