Myrtekrukke har sit danske navn efter bladenes lighed med myrteblade og blomstens krukkeagtige form. Det botaniske navn er givet efter den franske opdagelsesrejsende Antoine-Joseph Pernetty (1716-1801).
Myrtekrukke er en lavt forgrenet, bred busk, der er hjemmehørende fra den chilenske provins Arauco sydpå til Kap Horn og i Argentina oven for skovgrænsen i Andesbjergene. Planterne breder sig vidt omkring ved hjælp af udløbere. De unge skud er røde med tiltrykte børstehår; bladene er kortstilkede, 1-2 cm lange og svagt savtakkede i randen. De virker stive og læderagtige og er glinsende mørkegrønne på oversiden. Blomsterne udvikles i maj-juni; de sidder enkeltvis i stort antal i den øverste del af sidste års skud, men de er ikke særlig iøjnefaldende eller dekorative. Det er derimod de 8-10 mm store, kugleformede bær, der modner i september og kan blive siddende på buskene vinteren over. Deres farve varierer fra hvid over rød til lilla; især buske med røde bær er foretrukket af planteskoler og haveejere. Da myrtekrukke er særbo, er det vigtigt at anskaffe sig både han- og hunplanter for at få bestøvning og en rigelig frugtsætning.
Myrtekrukke med elegante, kuglerunde bær; andre typer har klart røde eller helt hvide bær.
Vækstkrav: I Sydamerika træffes myrtekrukke ofte som bundplante i åben skov af Nothofagus, hvorfor man i haven også må sørge for let skygge til den. Jorden skal være næringsrig og af samme surhedsgrad som rododendronjord. Planten er hårdfør i Danmark, men kan svides af den tidlige forårssol, hvis man ikke giver den let skygge ved hjælp af granris.
Myrtekrukke (Pernettya mucronara 'Bell's Seedling').
Pleje: Myrtekrukke formeres let ved deling af ældre planter om foråret, idet man afskærer rodslåede udløbere. Den kan desuden formeres ved stikning af halvt træagtige stængelstykker i urtepotter i højsommeren. Efter rodslagningen kan den udplantes i haven følgende forår. Endelig kan den formeres ved udsæd af frø efter frugtmodningen i eftersommeren. Planterne sætter pris på en let jorddækning (topdressing) sidst på sommeren med bladmuld, visne blade og tørvejord; desuden må man huske dækning med granris mod den skarpe februarsol, så at de vintergrønne blade ikke svides. Derudover kræver planten ingen pleje.
Anvendelse: En fin bundplante i surbundsbedet under og mellem rododendron og andre surbundsplanter.
Sorter: 'Alba' har hvide frugter med svagt rosa skær. 'Bell's Seedling' har hanblomster og hunblomster på samme plante; bærrene er store og mørkt karminrøde. 'Coccinea' har kraftigt røde frugter; 'Lilicina' har ret små, lillarøde frugter; 'Purpurea' har purpurviolette bær, og 'Rosea' har store, sart rosafarvede bær.