Paternostertræet stammer fra Himalaya, men er nu udbredt som alle- og parktræ i alle varmttempererede egne, hvor det når en højde på ca. 10 m. Artsnavnet er persisk og betyder »ædelt træ«.
Barken er mørk og glat; kronen er åben og skærm formet. Bladene er spredte og dobbeltfinnede, og småbladene er mere eller mindre savtakkede. Blomsterne, som her i landet er fremme i juli, sidder i løse, ret store toppe. Bægerbladene er små og grønne; de 5-7 kronblade er lange, smalle og rødviolette. Støvdragerne danner et mørkviolet hylster om den ret tykke støvvej. Blomstens duft minder om syrenens. De modne frugter er gule og indeholder under et tyndt frugtkød to stenfrugtagtige »kerner«, hver med 1-2 frø. De tørre frugter trækkes på snor til rosenkranse, som bruges inden for flere religioner. Rodbarken har tidligere været anvendt som ormemiddel, og udtræk fra bladene kan anvendes som insektmiddel.
Frugterne fra paternostertræ (Melia azedarach) anvendes i mange lande til rosenkranse.
Pleje: Paternostertræet kræver en porøs, næringsrig jord. Træet kan dyrkes i koldhus eller vinterhave og sættes ud i haven fra begyndelsen af juni til sidst i august, hvis det stilles på en meget lun plads. I de mørkeste måneder bør det stå lyst, men ret køligt. I februar kan træet skæres noget tilbage samtidig med en ompotning; derefter sættes det så lyst som muligt, og der vandes og gødes. De afskårne skud kan bruges til stiklinger.
Formering: Paternostertræet formeres ved frø, hvis dette kan skaffes i frisk tilstand; ellers er formering ved stiklinger lettest. Både frø og stiklinger bør have ca. 20°C undervarme.