Pil - Salix

Pil er nogle af vore mest dyrkede planter, idet denne slægt er så rig på særdeles sunde og vindtolerante sorter og kloner, at der blandt de ca. 300 arter altid findes egnede planter til både almene og specielle formål. Slægten er mest udbredt i den nordlige koldttempererede og tempererede zo­ne, men kendes også fra Sydøstasien og det mellemste Argentina. Den om­fatter løvfældende, sjældnere stedse­grønne, træer og buske af meget for­skellige væksttyper , lige fra helt kry­bende arter til store træer. Træernes stammer kan have en grov, dybfuret bark, mens de buskagtige vækstformer har forholdsvis glat bark. Skuddene er oftest trinde med vinterknopper, der kun har et skæl, oprindelig dannet ved sammenvoksning af to skæl; men p.gr. af de mange indbyrdes krydsninger er det vanskeligt at finde store fællestræk. Bladene er spredte, undtagelsesvis modsatte, siddende eller med bladstil­ke. Formrigdommen er stor; der findes bredbladede, ægformede og lancetfor­mede typer. Akselbladene er under­tiden ret store, af varierende form, men hos de fleste arter øreformede.

Blomsterne er tvebo og forekommer i siddende eller stilkede, oprette rakler af forskellig form; de udvikles hos nogle arter før løvspring, hos andre under løvspring og endelig for nogle få arters vedkommende efter løvspring. De første arter betegnes vårpile, mens de to sidste kategorier kaldes sommer­pile. Denne inddeling følges i den nedenstående gennemgang af slægtens arter. Den enkelte blomst består kun af en enkelt støvvej eller af 2, sjældne­re 3 eller 5 støvdragere, der sidder i hjørnet af et helrandet, oftest langhå­ret rakleskæl. Der findes en eller to honningkirtler ved siden af hver blomst. Hanblomsternes støvdragere har spinkle støvtråde, der er frie eller delvis sammenvoksede. Støvknapper­ne, der er særdeles tydelige, er som regel gulfarvede, i visse tilfælde først rødfarvede. Hunblomsterne er sidden­de eller stilkede med en enrummet, tobladet frugtknude. Arret er togre­net, siddende eller med kort griffel. Frugten er en to klappet kapsel med mange silkehårede frø, der spredes af vinden. Frøene er omgivet af en tynd hinde og mangler næringsvæv.

Hvidpil (Salix alba) ses ofte stynet ligesom landevejspoppel. De enårige vidjer giver glimrende materiale til kurvemagerarbejder.

Vækstkrav: De fleste pilearter er lys­krævende og udvikler sig smukkest og frodigst under frie forhold. Samtidig dannes en harmonisk grenbygning med en passende vindmodstandsdygtighed; dette er vigtigt for netop pil, idet årsskuddene, der for de flestes ved­kommende er ret kraftige, giver efter for ydre påvirkninger, og det medfører ofte uhensigtsmæssige vækstformer. Rodudviklingen er flad og som regel vidtrækkende, hvilket er af betydning ved valget af naboplanter i haven. De fleste arter er fugtighedskrævende, med undtagelse af nordiske og alpine arter.

Pleje: Hos pil er frøformering særdeles nem; men netop p.gr. af de mange indbyrdes krydsninger er denne forme­ringsmetode af det onde, idet man kun sjældent opnår det ønskede resultat af frøene. Derfor bliver de fleste dyrkede arter opformeret ved stiklinger, hvilket automatisk medfører klondannelser, selvom de dyrkes under artsnavnet alene. Stiklingerne skæres i ca. 20 cm's længde og kan stikkes direkte på fri­land i de tidlige forårsmåneder. Anslagsprocenten er normalt god og tilvæksten rimelig det første år. Kryben­de arter kan lettest formeres ved aflæg­ning. Beskæring foretages oftest af hensyn til naboplanterne, men for kraftig beskæring øger udviklingen af vanris.

Hvidpil (Salix alba) ses ofte som stynet træ i markskel og langs veje.

Piledyrkning har altid været foretaget på arealer, der ikke kunne bruges til andet; især fugtige områder har ladet sig udnytte til pilehøst.

Pil hører botanisk til blandt rakletræerne. De er særdeles smukke under blomstringen, og flere arter dyrkes udelukkende som gæslingepil.

Arter:

Sommerpil er træer eller store buske med lancetformede, jævnt til­spidsede blade. Raklerne er korte med ensfarvede, gullige rakleskæl, to eller flere frie støvdragere, og hanblomster­ne har to nektarier, hunblomsterne et eller to nektarier.

Femhannet pil (Salix pentandra) er en stor, smuk busk eller et lille, 2-7 m højt træ med olieglinsende, mørke­grønne, på undersiden blegere, smalt ægformede og fint savtakkede blade, der som nyudsprungne er klæbrige og har en laurbæragtig duft. Raklerne fremkommer ved løvspringstid og har tynde, kun lidt hårede rakleskæl. Han­raklerne er tykke og smukt guldgule med 5 (-12) støvdragere. Hunraklerne er slanke og grønlige. Frugterne mod­nes sent, og frøene spredes i løbet af vinteren. Femhannet pil er vildtvok­sende i Danmark og det meste af Europa. Den foretrækker moser og skovsumpe med næringsrigt vand, hvor den er let at genkende på sin løst opbyggede krone.

Hvidpil (Salix alba) er udbredt i det meste af Europa, Nordafrika og Nord­asien. Den er et gammelt kulturtræ, der bliver op til 20-25 m højt på en god, næringsrig jordbund. De unge skud er olivenbrune, delvis hårede og let overhængende. Bladene er lancet­formede, 5-10 cm lange og 1 cm brede med fint savtakket rand. Begge bladsi­der er silkehårede, oversiden matgrøn , undersiden blågrøn. Akselbladene er ligeledes lancetformede. Raklerne er 4-6 cm lange og strækker sig samtidig med løvspringet i maj. Hanblomsterne har to støvdragere; hunblomster har siddende frugtknude og et nektarium. Hvidpil er i Danmark ret almindelig som landevejstræ og kan ofte ses til­bageklippet eller stynet ligesom lande­vejspoplerne. Den foretrækker en næ­ringsrig, ikke for tør jord i sol eller halvskygge og formeres lettest ved stiklinger i foråret.

Hængepil (Salix alba 'Tristis') bliver smukkest ved vandpartier, men kræver god plads.

Guldhængepil (Salix alba "Tristis') er en særdeles frodig og smuk hængepil med tynde, langt overhængende grene. Disse er oftest gulgrønne og giver planten et meget graciøst udseende. Den er fuldt hårdfør og særdeles vind­tolerant, især på fugtige, næringsrige voksesteder; men den kan på dårlig jord blive angrebet af en række syg­domme, der klart svækker den i væksten.

Hængepil (sørgepil) er et eftertragtet havetræ, men p.gr. af den kraftige vækst dårligt egnet til mindre haver, hvor den tager vand og næring fra naboplanterne. Dens løv falder næsten hele sommeren, så man har et stort arbejde med at rive nedfaldne blade sammen.

Sølvpil (Salix alba sericea) er en gam­mel kulturplante, der er næsten lige så frodig som arten. Bladene er på begge sider sølvhårede, glinsende og kan på nogen afstand virke grålige. Den er normalt fuldt hårdfør og bliver både smuk og frodig på en let fugtig, næ­ringsrig muldbund.

Koreapil (Salix matsudana) er et lille, indtil 10 m højt træ, der stammer fra Nordkina og Korea. Kronen er pyra­mideformet med lodrette grene. Skud­dene er glatte, gullige tii olivengrønne. Bladene er smalle, lancetformede. 5-8 cm lange med tæt savtakket rand; oversiden er gulliggrøn og undersiden blågrøn. Akselbladene er lancetforme­de. Raklerne bliver indtil ca. 3 cm lange, og de strække s samtidig med løvspringet i maj. Hanblomsterne har to støvdragere, og hunblomsterne har siddende frugtknude og ar. Koreapil er en ret hurtigtvoksende art, der trives bedst på en tør og varm muldjord, hvor den bliver både vind- og hårdfør.

Der findes en dekorativ sort, 'Tortuo­sa', der på dansk har det betegnende navn proptrækkerpil, da alle grene og kviste er vredet som proptrækkere. Den er meget yndet som solitærplante i mindre haver.

Proptrækkerpil 'Tortuo­sa' bliver smukkest som soli­tærplante. Dyrkes mest til dekorationsfor­mål.

Mandelpil (Salix triandra) er en gam­mel kulturplante, der tidligere ofte blevanvendt til kurvefletningsarbejde. Den vokser fortrinsvis på meget fugtig jordbund ved rindende vand, hvor den bliver en stor busk, op til 4-10 m høj.

De yngre skud er let kantede, overve­jende glatte, rød- eller brunliggrønne, som ældre med afskallende bark. Bla­dene er lancetformede, 5-10 cm lange med fint savtakket rand. Akselbladene er svagt hjerteformede. Raklerne er 3- 5 cm lange og fremkommer umiddel­bart før eller under løvspringet i be­gyndelsen af maj. Hanblomsterne har tre frie støvdragere, hunblomsterne stilket frugtknude og et nektarium.

Skørpil (Salix fragilis) har længe været dyrket i Danmark som stynet pil. Den bliver 15-20 m høj med en kraftig stamme og åben krone. Helst vokser den ved rindende vand på en let san­det, men næringsrig muldjord. De un­ge skud er lysegrå eller gullige og danner rette grenvinkler, der let bræk­ker ved basis, hvoraf dens danske navn; denne egenskab sikrer den vege­tative formering, idet de afbrækkede skud føres med vandet for at slå rod et helt andet sted. Bladene er aflangt lancetformede, 6-15 cm lange og 2-4 cm brede; bladranden er svagt kirtlet og savtakket. Akselbladene er svagt hjerteformede. Raklerne strækkes umiddelbart efter løvspringet i maj. Hanblomsterne er indtil 4 cm lange og har to støvdragere; hunraklerne er ind­til 7 cm lange med en kort, stilket frugtknude.

Polarpil er krybende eller nedliggende buske, der kun opnår en højde på 5- 100 cm. Raklerne fremkommer på bladfrie skud fra de endestillede knop­per; rakleskællene er ensfarvede, og der er to frie støvdragere hos hanblom­sterne. Hunblomsterne har et eller to nektarier.

Dværgpil (Salix herbacea) er vildtvok­sende i de alpine områder i Europa, Nordamerika og Grønland, hvor den vokser frem på klipper ved vandløb eller på undergrund med sivende vand. Den er en dværgbusk, kun omkring 5-10 cm høj, med underjordiske udløbe­re. Fra disse fremkommer nogle ret spinkle, let kantede skud med 2-5 blade, der er cirkelformede, 0,8-2 cm i diameter, fremtrædende netnervede og med udrandet spids. Bladranden er rundtakket; akselblade mangler helt. Raklerne er 0,5-1,5 cm lange, 2-12- blomstrede og fremkommer nogenlun­de samtidig med løvspringet. Støv­knapperne er karakteristisk purpurrøde. Hunblomsterne har rødlige rakle­skæl og to nektarier. Frugten er en rødfarvet kapsel.

Krybende pil (Salix repens) er ligeledes en ganske lav busk med underjordisk, krybende stamme og nedliggende eller oprette grene, der bærer små lancet­formede blade, som på oversiden er glatte og på undersiden sølvglinsende. Raklerne er indtil et par cm lange og fremkommer omtrent samtidig med løvspring. Kapslerne er hårede eller glatte. Denne art er mangeformet, idet dens almene udseende helt er bestemt af vækstbetingelserne. På tør, sandet bund bliver den kun nogle få cm høj, mens den på fugtig og næringsrig jord kan blive indtil 50-60 cm høj med kraftige, oprette grene. Den er almin­delig på heder, moser og på tør, sandet bund.

Netbladet pil (Salix reticulata) er en særde­les smuk, måttedannende dværgbusk, der næsten altid vokser tæt hen over underla­get. Netbladet pil er en krybende og næsten måttedannende dværgbusk med kantede, glatte, bru­ne, rodslående skud. Bladene er bredt ovale til ægformede, 2-3 cm lange og svagt udrandede. Oversiden er mørke­grøn og rynket med tydelig ind sænket nervation, mens undersiden er sølvgrå med udpræget netformet nervation. Bladstilken er rød og 0,5-1,5 cm lang. Bladene får særdeles smukke gule høstfarver. Raklerne er langstilkede, valseformede, 2-3 cm lange og frem­kommer lige efter løvspring. De brun­ligrøde rakleskæl og den stilkede frugt­knude er filthårede. Busken er vildt­voksende i de europæiske bjergområ­der, Nordasien og Nordamerika på kalkstensbund, hvor den lægger sig særdeles smukt tæt hen over underla­get.

Vårpil er buske eller mindre træer, hvis rakler udvikles inden løvspringet i maj. Raklerne mangler basale blade, eller de udgår fra spidsen af højbladbærende skud. Der findes to frie eller sammenvoksede støvdragere. Både hanlige og hunlige blomster har et nektarium.

Båndpil (Salix viminalis) er en gammel kulturplante, der har været meget an­vendt i kurvemagerindustrien. Den er særdeles kraftigtvoksende, 3-5 m høj, eventuelt et lille træ på 6-10 m's højde, med lange, oprette skud; disse er først gråfiltede, senere glatte og gullige. Årsskuddene er næsten uden sidegre­ne. Knopperne er store, fint behårede. Bladene er lancetformede eller linje­formede, 10-25 cm lange og omkring 1,5-2 cm brede, jævnt tilspidsede. Bladranden er hel, en smule tilbagerul­let. De siddende, elliptiske rakler er ca. 3 cm lange og udfoldes et stykke tid inden løvspring. Der er to frie støvdra­gere. Frugtknuden er håret, siddende, med et nektarium. Den trives på fug­tig, næringsrig bund, hvor den efter tilbageskæring eller nedskæring i løbet af en sommer danner 1-2 m lange årsskud. Den tåler færdsel og slid og anvendes derfor ofte som lækrat eller legeskov ved børnehaver og skoler.

Dugpil (Salix daphnoides) kaldes un­dertiden pommersk pil. Den er en hårdfør og nøjsom plante, der i mod­sætning til de andre pilearter trives bedst på en ikke for fugtig bund. Den er hjemmehørende fra Mellem- og Østeuropa samt Norge og Sverige til Midtasien og Himalayas bjergområ­der. Den har smalle, lancetformede og tilspidsede blade, ca. 5-10 cm lange. Højden er 7-10 m og vækstformen busk eller bredkronet lille træ. De unge skud er grønligbrune og bliver om vinteren stærkt blåduggede. Den er særdeles smuk om efteråret med gullig-­orangegule løvblade. Akselbladene er store og ægformede og sidder tilvokset bladstilken. De 3-4 cm lange, cylindri­ske rakler udfoldes allerede i februar-­marts. Støvknapperne er lysende gule og frugtknuden stilket og glat, med et aflangt nektarium. God som gæslinge­pil.

Gråpil (Salix cinerea) er en almindeligt udbredt, 2-4 m høj, buskformet pil, der vokser i moser, ved vandløb og på fugtig jord. Den danner tætte pilekrat sammen med øret pil (se nedenfor). De unge skud er ret tykke, og knop­perne er filthårede. Bladene er ellipti­ske til lancetformede, ca. 5-10 cm lange, indtil 4 cm brede og tilspidsede. Bladranden er savtakket. De helt unge blade er hårede, men bliver efterhån­den glatte og rynkede på den matgrøn­ne overside; på undersiden er de grå­grønne og tæt filthårede. Akselbladene er svagt hjerteformede. Raklerne, der fremkommer før løvspring, er ellipti­ske og ca. 5 cm lange. Frugtknuden er filthåret og stilket, med et nektarium. God til læhegn på vind udsatte steder.

Kaspisk pil (Salix acutifolia) bliver en indtil 4 m høj busk eller et lille træ med slanke, buede, mørkt rødbrune grene. Bladene er lancetformede, glatte, 6-15 cm lange og 2-3 cm brede, langt til­spidsede og delvis hængende. Bladran­den er fint savtakket. Bladoversiden er mørkegrøn, undersiden blågrøn. Ak­selbladene er ligeledes lancetformede. Gullig høstfarve. Raklerne er 4-5 cm lange og udvikles tidligt uden basalbla­de. Hanblomsten består af to støvdra­gere, der kan være delvis sammenvok­sede. Frugtknuden er kortstilket. God som gæslingepil.

Purpurpil (Salix purpurea) vokser i bjergområder ved vandløb på veldræ­net grusbund. Den er en mellemstor busk på 3-5 m's højde med slanke, glatte, rødbrune, glinsende, senere grønliggule, buede skud. Knopperne er karakteristisk rødlige. Bladene er aflange til smalt omvendt æg-lancetfor­mede, 5-12 cm lange, ofte modsatstil­lede. Bladrandens øvre del er fint savtakket. Bladoversiden er mørke­grøn, undersiden lyst blågrøn og helt glat. Akselblade mangler. Raklerne er siddende, 3-5 cm lange, slanke og let buede; de udvikles før løvspring i april-maj. De to støvtråde er helt sammenvoksede; støvknapperne er først rødfarvede. senere sorte. Frugt­knuden er siddende, filthåret, med et aflangt nektarium. Purpurpil er en me­get smuk gæslingepil med sine rødlige støvknapper .

Seljepil (Salix caprea) er en busk eIler et lille træ på 10 m's højde. De ældre grene er gråbrune og glatte, mens de yngre er fint hårede. Bladene er bredt elliptiske, indtil 5-10 cm lange, mørke­grønne og glatte på oversiden, tæt dunhårede på undersiden. Bladranden er savtakket og undertiden bølget. Ak­selbladene er store og svagt hjertefor­mede. Raklerne er kortstilkede med få højblade, 2-4 cm lange; de udfoldes før løvspring. Hanraklerne er tykke og gullige med to støvdragere; hunrakler­ne er grågrønne. Frugtknuden er filt­håret og stilket og med et nektarium. Seljepil vokser i lyse skove, hegn og krat, oftest på en mere tør bund end de fleste pilearter. I Danmark er den almindelig.

Øret pil (Salix aurita) er en lav, kun 1- 2 m høj busk med tynde, udstående, rødbrune grene, der som ældre bliver glinsende glatte. Den vokser især i fugtige hedeegne eller på surbund. Knopperne er små og rødlige. Bladene er omvendt ægformede, 2-3 cm lange med kort, tilbagebøjet spids. Bladran­den er savtakket. Oversiden er mat­grøn og rynket, mens undersiden er grågrøn; begge sider er svagt hårede. Akselbladene er nyre- eller øreforme­de, hvilket har givet planten det dan­ske navn. Raklerne er kortstilkede, 2-3 cm lange og ægformede; de udvikles før løvspring. Frugtknuden er stilket, filthåret og med et nektarium.