Podning

Podning er en vegetativ formeringsme­tode, ved hvilken en lang række især træagtige planter formeres, idet den afskårne podekvist fra modermateria­let bringes til at vokse sammen med det nye planteunderlag, grundstam­men. Efter podning dækkes podestedet af voks for at hindre infektions­angreb. Herved sikrer man et helt ensar­tet plantemateriale med moderplan­tens egenskaber og udseende.

Der skelnes mellem egentlig podning, grenpodningen, og okulation, knop­podning. Ved grenpodning overføres en hel kvist til grundstammen, mens der ved okulationen kun overføres en enkelt knop, »øjet«, med tilhørende barkskjold.

Grenpodning foretages på mange må­der, afhængigt af podningstidspunktet. Kopulation, triangulation og spalte­podning foretages, endnu inden saft­stigningen er begyndt; senere foretages barkpodning eller fligpodning.

Kopulation foretages mest på løvfæl­dende træer og buske på friland. Der skæres i både grundstamme og pode­kvist et helt plant snit af ens længde, hvorefter sårfladerne sammenføjes og efterbindes med bast. Er podekvist og grundstamme ikke lige tykke, må man sørge for, at bark og dannelsesvæv på stamme og kvist kommer i så nær berøring med hinanden som muligt.

Triangulation foretages ligeledes mest på løvfældende, træagtige planter på friland. Metoden kaldes undertiden for kilepodning. Den anvendes oftest, hvor stamme og kvist er uens tykke og kopulation derfor er uhensigtsmæssig. I grundstammen laves et trekantet, kileformet indsnit, efter at stammen er skåret ned til en passende højde. Der­efter tilskæres podekvisten, så at snit­tet passer nøjagtigt til indsnittet i stam­men. Kvist og stamme føjes sammen, efterbindes, og der påsmøres pode­voks.

Spaltepodning er en ret sjælden meto­de og bruges næsten ikke længere på friland. Grundstammen nedskæres til den ønskede højde og spaltes med en skarp kniv i et ca. 5 cm langt snit. Podekvisten tilskæres på begge sider og anbringes således, at bark og dan­nelsesvæv i den ene side af spalten kommer i god berøring med hinanden. Det hele ombindes og eftersmøres. Ved barkpodning er det vigtigt, at man inden podningen prøver med en skarp kniv, om barken på grundstammen kan løsnes. Hvis ikke kan der ikke påregnes god sammenvoksning eller måske endda slet ingen. Podekvisten skæres således, at der bliver et ca. 4-5 cm langt plant skråsnit forneden, og i grundstammen skæres et tilsvarende langt T-snit. Barkfligene løsnes, og podekvisten anbringes under dem. Po­dekvist og stamme ombindes og smø­res med voks.

Fligpodning ligner barkpodning me­get, men afviger ved, at der i stedet for et længdesnit i stammen skæres to, samt at podekvisten i stedet for det lange skråsnit skæres med et tilsvaren­de, men kortere snit. Podekvisten bli­ver herved skævt kileformet og skydes ned under barkfligen mellem stam­mens to længdesnit. Der bindes og smøres som ovenfor angivet.

De anvendte podekviste skal altid be­stå af kraftige, velmodne, enårige skud fra et sundt og sygdomsfrit moderma­teriale. De skæres som regel i en længde omkring 5-10 cm og bør bære 2-3 skudknopper. Afskæringstids­punktet er omkring februar, mens plantematerialet er i hvile, og podekvi­stene skal opbevares køligt og ikke for tørt; de kan lægges i fugtigt sand i en kælder eller eventuelt slås ned i jorden i haven indtil podningstidspunktet.

Uheldigt eksempel på uens væksthastighed mellem grundstamme og podekvist.

For al podning gælder, at arbejdet helst skal udføres i tørt vejr og under gode hygiejniske forhold, hvis man vil opnå et tilfredsstillende resultat. Sene­re efterses podningen regelmæssigt, og når knopperne på podekvisten er brudt, påses det, at ombindingen på ingen måde må kunne indsnøre kvist eller grundstamme. Er dette tilfældet, må ombindingen forsigtigt skæres op igen.

Knoppodning, se artiklen Okulation. Se desuden artiklerne Barkpodning, Bropodning, Kopulation, Mellempod­ning, Spaltepodning og Triangulation.