Mange prydbuske kan anvendes som espalier, her ildtorn (Pyracantha). Prydbuske er buske, der i modsætning til frugtbuske udelukkende anvendes p.gr. af deres udseende eller vækstform og -hastighed. Deres store udbredelse i private haver og offentlige parker skyldes især deres blomstring, hvad enten det gælder form, farve, duft eller tidspunkt; men også løvets karakter og buskens øvrige udseende spiller en stor rolle for deres anvendelse.
Planterne stiller visse krav til de omgivelser, i hvilke de bliver udplantet; det gælder jordbundens art og surhedsgrad, vindforhold, nedbørsmængde, lysforhold og ikke mindst temperaturforhold. Ofte er anvendelsen af dem afhængig af flere af disse faktorer; men i visse tilfælde kan trivselen være afhængig af blot en enkelt faktor. Det gælder for de fleste af de i Danmark dyrkede prydbuske, at de i bred almindelighed udviser stor tolerance over for de ovennævnte forhold.
Det må dog anbefales uerfarne eller nye haveejere at få udarbejdet omhyggelige beplantningsplaner, før plantearbejdet påbegyndes; der bør tages tilbørlige hensyn til sammensætning, plantetæthed, plantetidspunkt, blomstring samt en lang række andre faktorer, heriblandt og ikke mindst helheden.
Se planteskemaer til artiklen Buske samt artiklerne om de enkelte arter, omtalt under deres respektive danske navn.
En harmonisk sammensætning af forskellige prydbuske vil næsten altid danne en smuk ramme omkring haven. Planternes tyngde og vækst form i forhold til hinanden er særdeles vigtig for resultatet.
Azalea bærer en overdådighed af vellugtende blomster.
Spiraea bumalda 'Anthoni Waterer' kan nedskæres hvert år og alligevel give et væld af blomster.