En rose er en rose
» - En rose er en rose, er en rose, er en rose ... « skrev den amerikanske Sappho, Miss Gertrude Stein. Verset gentager i det uendelige den indlysende kendsgerning og ved gentagelsen bliver det klart, at Rosen, så lidt som kærligheden, lader sig definere.
Ingen har nogensinde kunnet forklare hvori skønhed består, og skønt der er blevet skrevet biblioteker fulde om rosen har ingen kunnet sige hvorfor den og ikke en hvilken som helst anden blomst i naturen blev kåret til »blomsternes dronning« af Zeus og siden af en lang, lang række digtere fra Anacreon og Sappho og helt til vores tid.
Ingen stemme har i snart årtusinders forløb rejst sig i protest mod kåringen, ingen synes at have kunnet gøre rosen rangen stridig. Hvis vi er forblevet partiske må vi indrømme, at vi har været det uden ringeste samvittighedsnag over for alle de andre blomster, og burde de ikke vække lidt anger hos os? Er violen ikke henrivende? Er liljen ikke fornem og ædel? Er mælkebøtten ikke solens lille billede? Vi kan se det, og vi kan elske dem; men rosen bliver på forreste plads, urokkelig. Det føler vi, det har vores forfædre følt i en lang række bagud, helt over den grænse hvor det uigennemtrængelige mørke sænker sig.
I samme nu rosen kommer på tale vibrerer en streng i os, vi bevæges, og det gælder os alle, uanset hvor forskellige vi ellers er af væsen og, følgelig, i opfattelse af omgivelserne.
Rosen er da også et af de store symboler i symbolikkens historie; dens vigtigste konkurrenter i den fantasiverden er løven og ørnen og med denne »trefoldighed« har vi skitseret vores evige stræben: At være skøn som rosen, stærk som løven og skarpsynet som ørnen ville give os den ideale tilværelse, vi drømmer om.
Med disse tre store symboler har vi imponeret hinanden, men undtagelsesvis og kun tilnærmelsesvis kunnet forme vores optræden efter dem.
Brud efter brud fra de tidligste epoker blev smykket med roser, guderne modtog rosenofre, kærlighedsgudindens blomst var rosen.
De unge brude gik til alteret som rosenknopper der kysses af solen og åbner sig ved kysset. En pige ved navn »Rhode« (som betyder »Rose«) blev formælet med Helios, solguden.
Vores opfindsomhed, når det gælder rosennavne, er forbløffende: Rosa er så kendt, Rosamunde og Rosalinde også, men fjernere egnes rosennavne mindre: Rhodantes, Rhodia, Rhodis, Rhodogyne
(i nordlige egne bliver det til »Radegunde« og får en vægt af bly), Rhodokleia, Rhodope, Rhodeia.
Navnets magi er hovedsagen, det er ved det håbet vækkes om at vi bliver som den vi opkaldes efter. »Rosenpige, bliv til rose, jeg døber dig Rhodokleia !«
Kald drengen »løve« og han skal blive bomstærk.
Kald ham ørn, og gru for hans synsudvikling. Man gruede egentlig ikke nok, når man navngav, for magien er tveægget. Dog vovede meget få nogensinde at døbe sin datter Venus eller Aphrodite, der ville man på forhånd være vis på at navnemagien ville knuse hendes skæbne. (Undtagelsen: Tennisstjernen Venus Williams)
De gamle sagnfortællere lod sig ikke nøje med en forklaring og aldrig med en enkel forklaring; deres profession var at betage tilhørerne. En oplysning om hvorfra rosen kom synes de ikke at have fundet interessant nok, eller de har ikke anet det? Eller de har anet, at rosen ikke var af græsk oprindelse - og så hellere helt tie.
Men de tør fortælle, at Dionysos med sit prægtige optog under en regn af skønne blomster, først og fremmest roser, kom fra Lilleasien. De skyndte sig at give ham et græsk navn: Bacchus, og hans fester holdtes med orgier af druer og roser. Dog, heller ikke det var nok: Rejsende fandt rosenbjerget i Thrakien og døbte det »Rhodope«. Og de fortalte at alle tiders digter, Orpheus, især elskede at være på dette bjerg. Men heller ikke det var nok. Nyt overbud: Bjerget med roser blev til Orpheus' moder i den »orphiske« digtning. Fra slægt til slægt bydes der over, kun et er konstant: Rosen.
Når rosen idelig er at finde i guddommelige forsamlinger, må det også være indlysende, at den i sig har meget stærke kræfter, og man havde da allerede tidligt i historien bemærket at rosensaft bevarede træ, og smurte kostbare træsorter med den. Endelig er det jo klart for enhver at rosen, som ungdommens blomst, må være stærk.
Og der er andre stærke kræfter: Det spæde barn er en rosenknop, den yndige piges brystvorter, rosenknopper, og hendes mund, verdens yndigste rose.
Og på dejlige sommerrnorgener folder de stærke kræfter sig ud sammen med den fembladede rose, hvis fem bægerblade krænges bagud så kronbladene kan brede sig frit. Synet er uforglemmeligt for alle, og alle digtere vender betagede tilbage til det, også de med overbud af sammenligninger, som de gamle fabulanter. Og ingen har glemt at rosens tid kun er kort - som ungdommens.
Da en ung prinsesse af huset Condé døde skrev digteren denne vemodige strofe:
Hun levede, som roser lever, - en morgens tid.
Og hvilken kvinde har ikke været rose? Og hvilken kvinde er ikke, som rosen, ophørt med at være det?
Ovid skrev:
Tornen, der tabte sin rose, stritter.
Og i digtet om skovånden »Rübezahl« siger Wolfgang Menzel uden omsvøb:
Som ung er kvinden en rose, senere hen: Et hyben, født rose.
Ordsproget siger: »Selv den yndigste rose bliver til et hyben« og vi siger: »Ingen roser uden torne«, medens tyskerne erklærer: »Hvis rosen vil, så lad dig ikke skræmme af tornen«, et tema vores dejlige digter Aarestrup tog op i sit muntre forførerdigt »See disse Kirsebær«, som slutter med denne »rosenstrofe« :
O Gud, hvis jeg ikke moraliseerte, hvor alle piger da kom tilkort ! Din rosenskjønhed, den adoreerte, gjemt alifor længe den visned bort.
Jo »rosen blusser i Dana's have«, vores digtere beruses af den, bliver melankolske af den, bliver elegiske, men Aarestrup er Den, som giver muntre antidoser mod den sværmeriske svimmelhed, som i »Ritornellerne« :
Blomst af Provencerosen!
Du faldt fra brystet af en stjernet herre,
prøv til forandring munden af matrosen.
Og den altid galante og åndfulde stiftfysikus nynner sorgløs videre:
Rosenknop så fager!
Giv mig et kys, to giver jeg tilbage,
så kan Du ikke sige,jeg bedrager.
Eller satyren kommer op i ham:
Ved kysset heftet i din nakkegrube,
Du gjøs og kasted dig tilbage hurtig
Jeg planted kyssets rose på din strube.
Hvis denne dyrker af dejlighed skulle overse noget, vender han ivrig tilbage og retter fejlen:
Det faldt mig aldrig ind at gøre regning
Blandt dine yndigheders tal på denne:
Snørlivets silketryk og rosentegning.
Men, som den tilbedte rose, må også han vente at tiden løber ud og her kommer en lille, bedrøvet tone:
Min rosentid er omme; hvad forpligter
Mig til meer end rosenrøde torne?
Hvem fordrer evig ungdom af en digter?
I.P. Jacobsen smertes også i sidste vers af »Løft de klingre glaspokaler« af tidens gang:
Vilde rose ved alfarvej,
Hvor er vor lyse sommernatsdrøm ?
Svunden som tonernes flygtige strøm?
Vinrose , vinrose !
Og lader i »Seraillets Have« »rosen sænke sit hoved tungt af dug og duft« medens:
... Halvmånen driver så jævnt afsted
Over det jævne blå
Og den kysser rosers og liljers flok,
Alle de blomster små,
I seraillets have
I seraillets have.
Ingen glemmer omkvædet digtet om »Irmelin Rose« :
Irmelin rose,
Irmelin sol,
Irmelin alt hvad der er dejligt.
Eller den triste tone i digtet »Det bødes der for«:
Der rinder sorg, rinder harm af roser røde ...
Og H.C. Andersen bliver fyrig elsker i dette yndige vers:
Rosenknop så fast og rund
Dejlig som en pigemund !
Jeg dig kysser, som min brud,
Yndigt meer Du springer ud.
Nok et kys dig læben sender,
Føl, hvor jeg brænder.
Sådan taler han til rosenknoppen ; når han vender sig til den udsprungne rose driver den dejlige sommer ind over versene, hør her:
Du smiler her fra hækkens grønne blade,
Som englen smilte til det første par.
I morgenduggen blomsterne sig bade,
En dråbe kun Du på dit bloster har.
Er det en tåre, alfen græd, og sukked',
Fordi Du er så smuk og dog skal døe?
Med ungdoms fylde, bladene halv lukked'
Sødt drømmende Du står på jordens ø.
Hvad drømmer Du? Din drøm ei kender smerte,
Dit liv er kjærlighed, din sjæl er duft,
Dit hele er et saligt digterhjerte ,
Der himlen seer, hvor andre see kun luft.
Men mellem kærligheden og døden, mellem sjælens sommer og vinter er kun lille afstand og i sit digt »Rosen på kisten« hvor han lader en ung kones sorte båre bære forbi os med en enlig rose på låget klemmer han vores hjerte med disse linier :
Hvad drømte rosen vel i knoppen nys,
Hvad drømte den ved solens første kys,
Og ved det sidste glødende farvel,
Hvad drømmer den på kistens sorte fjel?
Men hellere bære fortvivlelsen end give afkald på kærligheden - digteren Stolberg er ikke i tvivl:
Rose, hvo der ikke elsker dig,
Blev dømt alt i moders liv
Til aldrig at kende
De blideste glæder.
I sine idyller skriver den latinske digter Ausonius der uden tvivl har inspireret den franske til sørgedigtet over prinsessen af Conde:
En eneste dag
Kalder rosen frem i lyset,
Og sletter den ved aften
Ud igen.
Og af utalte elskendes munde falder der roser, og roser drysser fra dem, når de ryster deres hår, og de kan ikke sætte fødderne til jorden uden at der i deres fodspor skyder roser op - men, åh hvor det haster! Og Ausonius fortsætter:
Derfor skynd' Jer,
I, som elsker,
pluk roser, yndige pige
medens de grønnes og blomstrer,
men vid' at vår,
så hurtigt som rose forgår.
Altid, igen og igen, digte om skønhedens og livets korthed.
Men efter den græske oldtid kom gentagelserne og efter Romerrigets fald, dystert mørke. Gentagelse og mørke har faet Voltaire til arrigt at vrisse denne bemærkning:
Den første, der kaldte sin pige
en rose,
var en elsker.
Den næste:
Et fæ.
Et sted i mørket over vores forhistorie må en køllesvinger have plukket den enkle vilde rose og lugtet til den, eller hans pige kan have rakt ham den, forundret. Måske var han »fæ'ets« forgænger, den virkelige elsker?
Rosenguirlanden slynger sig ud og ind gennem vores blodige historie, dens farve bliver pragtens og lidelsens.
De tre gratier har hver sin attribut: En terning, en myrtegren og - en rose.
De ni muser bærer roser.
Sværddanserne har en »rosenfigur«, pragtfuld når deres klinger mødes i midten. En metalrose, en frygtelig rose - dødens rose.
Maj synges ind med roser overalt i vores verden:
Kom Maj, Du søde milde ...
med roser, i håret, på dragten, på majstangen, overalt, roser.
Under den romerske forfaldstid, da alt blev misbrugt, som før havde været sart nydelse, forvandledes rosen fra at være kærlighedens blomst til at blive orgiets. Man badede i rosenvand, parfumerede sig med rosensalver, spiste roser. Den afsindige og ekstravagante unge kejser Heliogabal lod sine gæster omkomme under laviner af roser.
Og historien bar den yndige rose videre ind i det barbariske mørke da ny kræfter tog over efter at de gamle havde måttet give op. Rosen kom langt bort fra Lilleasiens og Grækenlands gyldne lys, langt fra skønhed og forfald, og endnu længere fra hedensk livslyst og naturlighed til kristen naturfjendskhed, fra kærlighed og vellyst til askese og selvpinsel.
»Rosen og martyren« kunne dens næste livsafsnit kaldes.
Daniel Seghers : Rosenbillede.
Det er bekendt at den gamle Isis-kult, tilbedelsen af guddomme som Demeter, Kybele og Venus selv, overførtes til kristendommen. Man gav Isis' og Diana's halvmåne til Jomfru Maria, blot fjernede man den fra hendes hoved og stillede hende på den. Man gik videre, og så vidt at låne den kristne jomfru de ægyptiske gudinders mørke lød. Overalt i katolske lande kan man finde »sorte Madonnaer«.
Naturligvis var begrundelsen for disse »lån« fra hedenske tilbedelser rent diplomatisk. Præsteskabet i Alexandria var hvert øjeblik truet med forfølgelse og frygtelige pinsler, man fratage r ikke folk deres tro ustraffet. Derfor gjaldt det om at klare overgangen fra en tro til en anden så lempeligt som muligt. Reglen var at man optog gamle kulter i den ny, beholdt hedenskabets festdage så vidt muligt og gjorde dem til festdage for de nykristne menigheder. Til en begyndelse var der flere hedenske guder at tage af til festdage end kristne personligheder, men hurtigt voksede martyrernes antal gennem forfølgelser og snart kom man så vid t at man kunne øge festdagenes antal ved direkte at hædre sin egen tros ofre.
Forgæves søgte kejser Julian den Frafaldne at bremse for den ny bevægelse og for utroskaben imod de gamle guder, og vi hører ekkoet af hans bedste ven Libanius' råb til de kristne organisatorer: »I kan vel røve de gamle guddomme fra templerne men ikke lukke menneskenes hjerter for dem.«
Det var det sidste nødråb fra en gammel gudeverdens forlis.
Overalt stod rygende tomter efter pragtfulde hedenske templer, overalt lå brutalt knuste, skønne billedhuggerværker. Kun fa fandt nåde for de kristne fanatikere og ganske enkelte forvandledes uden videre til billeder af store kristne personligheder. Den bronzestatue i Peterskirken i Rom, hvis tå de valfartende kysser, og som siges at forestille apostelen Peter, var en tidligere capitolinsk Jupiterstatue osv.
Hvordan skulle rosen kunne undgå sin nye skæbne, som renhedens blomst?
Rosen, som var blevet farvet rød af Venus' blod da hun styrtede til sin elsker Adonis' lig og rev sig på torne i farten skulle nu have sin farve fra martyrernes og martyrindernes blod. Store og skønne kulturer gik til grunde i løbet af få århundreder - under lovsang. Hvor ofte har menneskeheden ikke både før og efter den tid råbt »Hurra!« netop i sine mest tragiske øjeblikke - de øjeblikke, hvor den knuste sin gamle kultur?
Rosens bånd til kærligheden og den naturlige livsglæde blev revet over, i stedet knyttedes med mange stramme og hårde knuder nye bånd til troen på salighed gennem alle helvedes lidelser. Statsmanden Cassiodorus fra det femte og sjette århundrede beskriver rosen akkurat som kunne han have beskrevet den grumme epoke han levede i. Dens farve er - sagde han - »rødglinsende mørke og blodig sorthed«.
Og det var ad mørkets veje at rosen bredtes ved troen helt op til det fjerne Norden, som dengang, med gru, kaldtes »det yderste Thule«. Men der var vilde roser i Norden, den yndige »Hunderose« og det var i dens tætte, tornede krat at de omflakkende folk i de vældige midteuropæiske skove søgte tilflugt af frygt for de vilde dyr. Disse »rosenhegn« går igen i folkeeventyrene om små børn, der er faret vild i den store skov. Arkadien med sine fløjtespillende hyrder og dansende nymfer blev en fjern drøm, så fjern at man næsten ikke turde tro at nogen overhovedet havde vovet at drømme den. Nu blev det forbudt, alt fra de sollyse græske øer blev forbudt, alt var »af det onde« og rosen selv skulle ingen troende tage sig af - eller han skulle blot tænke på dens spidse torne. Rosen var g r u s o m her på jorden, en syndens og en straffens blomst på' en gang. En mindelse om den sanselighed, som det herefter var mennesket forbudt at give efter for. Kun i det hinsidige fandtes tilbedelsesværdige, skønne roser, hvis skønhed måtte nydes, når man gennem tugt havde fortjent at nyde - og de paradisiske roser var uden torne.
Rosen var så højt hævet over almindelige dødelige, at de kun måtte betragte den, når Jomfru Maria holdt den i hånden eller Venus var bekranset med den.
At Maria ligesom Venus brugte roset måtte ingen vide. Maria havde a l t i d elsket den, og Venus havde aldrig eksisteret.
Man lærte at to og to er fem. Man lærte ikke at længselen efter livet hinsides graven var ægyptisk og at dogmet om forsagelsen var indisk.
Som jomfrudyrkelsens emblem falmede rosen i utallige, sygelige pigers gennemsigtige hænder.
Rom's gamle, overdådige rosenhave, Pæstum, syd for Neapel, dette jordiske Paradis med sin berusende duft i miles omkreds, blev forsømt og i løbet af et eller to århundreder forvandlet til giftigt sumpland, som rejsende flygtede fra af frygt for de farlige dampe. Længe, længe efter dette forfald i den ny, tugtige tros navn beskreven rejsende sin panik, da han var på stedet: Her var Helvede. I stedet for roser så han en giftig sort slange - og flygtede. Kun en eneste i nyere tid - en digter, selveste Swinburne - havde af en hyrde faet at vide, at der endnu groede en rosen busk, en eneste, men af sjælden skønhed, men han fik den aldrig at se.
Også de tider var fjerne, da den forelskede unge romer sagde »Mea rosa« til sin pige, og de skulle først komme igen under Renaissancen da rosen igen turde rejse sit skønne hoved efter tusinde års tristhed.
På en måde havde rosen bidraget til Roms forfald.
Jo større luksus, jo mere ligegyldighed med de strenge gamle sæder, desto mindre jord til livets ophold. Rom var grundet af hårde bønder, seje, tapre, udholdende til det yderste. Deres jord og deres evige slids udkomme havde gjort riget til en verdensmagt.
Nu slugte pragtvillaerne med deres parker den gamle rigdomskilde. Den blev legetøj for de meget rige og man måtte hente korn fra Ægypten, der før havde leveret roser. Da den sidste ægyptiske rosenskipper løb op i Tiberen og så roserne i haverne og mærkede deres bedøvende duft slog han sig for panden af fortvivlelse, for nu vidste han, at hans gamle trafik var blevet overflødig. Tilmed kunne han se at de romerske roser overgik de ægyptiske i skønhed og duft. Den spotske digter Martial skrev:
O, Nil, nu står Du tilbage
for de romerske roser.
Giv os dit korn i stedet
og tag vores roser.
Den arme fellah ved Nilens bred havde ikke brug for roser - og livet undte ikke ham romersk luksus.
Kejser Tiberius skrev ironisk til Senatet:
»Det synes som om Italiens næringsvilkår afhænger af vinden og. bølgerne.«
Kort, præcis og uimodsigelig betragtning. Et forvarsel om forfald - og fald.
I øvrigt var hele den romerske fine verden indhyllet i skyer af rosenduft, mange fandt den kvalm, og Martialleverede endnu et af sine spidse epigrammer:
Lé Du kun, Coracinus,
fordi vi ikke dufter,
men hellere end dufte godt
vil jeg være duft foruden.
Og han bemærker, igen irriteret:
Posthumus, der altid dufter sødt,
lugter ilde.
Komediedigteren Plautus lader i sit skuespil »Mostellaria« den replik falde:
- En kvinde dufter først godt, når hun ikke dufter.
Og de malede sig og smurte sig med rosensalver.
Digteren Properts siger i Axel Juels smukke oversætteIse:
Hvorfor fordærve din medfødte skønhed
med kunstige midler,
og ikke lade dig se i din naturlige pragt?
Tro du mig: Silke og salve og sminke
forskønner dig ikke.
Amor er nøgen og han hader
al uægte pynt.
Botticelli: »La Prima vera o il Regno di Venere«.
Rosen var kommet ind i kosmetikken østfra. Den blev brugt som pudder af kvinderne i Thrakien, skriver Montaigne i sit »Essay om dufte«: »De gned ansigtet og kroppen med pudderet, tog derefter afvaskninger og kunne så fremstå for mændene helt polerede og vellugtende.«
Dette rosenpulver kaldte grækerne for »Diapasma«.
De gamle har ikke fremstillet rosenolie på samme måde som senere tider. Rosenolien findes kun i meget små mængder i blomsten, men presses dens blade i vand viser sig på overfladen små oliedråber. Grækerne og romerne brugte bomolie i stedet for vand, man pressede, tappede bomolien af og pressede igen ny rosenblade. Det man fik frem blev blandet med honning og med vellugtende ingredienser som f. ex. saften fra kalmusplanten, og det hele kunne man farve med »alkanin« fra farve-alkannaen.
Til syge kogte man rosensirup og svage øjne blev, dengang som endnu i dag, dryppet med »rosenvand«.
Den store oldtidslæge Hippokrates anbefaler mod gale hundes bid rosens rod, som kaldtes »Kynosbaton« eller »Kynorhodon«, og Plinius den ældre fortæller at en syg soldats mor drømte at en rosenbusk smilede til hende og derved røbede at den havde den lægekraft hun søgte, men historien siger ikke noget om at soldaten blev kureret for hundegalskab.
Ælianus fortæller i sine »Varia historia« at den skønne Aspasia havde en grim vorte og da spejlet viste hende i hvor høj grad den vansirede hende, lod hun alle spejle fjerne, men det var jo kun at fjerne symptomet, ikke at kurere sygdommen og hendes skytsgudinde, den almægtige Venus, kom hende til hjælp. »Gå hen i mit tempel« - sagde gudinden, »og tag den rosenkrans som hænger på min søjle og læg dens blade på din kind.«
Aspasia blev helbredt, hendes skønhed var uovertruffen i Grækenland og hun var sine landsmænds afgud. Plinius, der kendte fortællingen, anbefaler ivrigt rosenblade imod vorter.
De gamle havde også den overbevisning at skønhed dræbte alt hvad der var hæsligt og urent. De havde iagttaget at visse biller døde af rosens duft, og ud fra den iagttagelse gik Ælianus videre til påstanden om at et så uhumsk væsen som ådselgribben simpelthen døde af åndenød, når den lugtede noget så lifligt, som rosen.
Men der skal være måde med alting og to græske læger advarede indstændigt imod overdreven brug af blomsterkranse, specielt rosenkranse, da de var skadelige for legemet. Antagelig har de iagttaget visse allergier? Plinius føjer til oplysningen, at ingen fulgte de gode lægers råd.
Skønt der i oldtiden var megen tale om roser har det ikke været forskningen muligt at udforske h v i l k e roser de kendte. Når fx. Theophrastos taler om roser kan der være tale om to slags: Den vilde rose, »Hunderosen« (Rosa canina) og »spansk hyben« som Linné registrerede under betegnelsen Rosa villosa L. Begge kan altså være den »Rhodon« eller den »Kynosbaton« som Theophrastos omtaler.
Men det er ikke helt sikkert, for den lærde tyske botaniker Kurt Sprengel havde ganske vist nævnt disse to roser som sandsynlige efter Theophrastos' beskrivelse, men var dog ikke så vis i sin sag at han turde gentage påstanden i sit værk fra 1798: »Antiquitatum botanicarum specimen«.
Vi kommer på fastere grund, når 'talen er om rosens oprindelige hjemegn på jorden. Rosen hører, som bekendt, til på den nordlige halvkugle og bortset fra Middelhavskysten har det afrikanske fastland ingen medlemmer af rosenslægten - eller havde oprindelig ingen, for nu er rosen jo bredt over hele verden,
Gamle forfattere hævder at rosen blev indført fra Lilleasien cirka sekshundrede år før vores tidsregning af kong Midas, men den omtales allerede to eller tre århundreder før i Homers Illiade og Odyssé (sagt med det forbehold, at forskerne ikke med sikkerhed kan fastsætte tidspunktet for de første nedskrivninger af Homers epos). Hurtigt bredte roserne sig - som hjemme - over de græske øer, kom videre til Ægypten og slyngede deres yndige guirlande langs med Middelhavets to bredder til de forenedes i Spanien.
Plinius taler om en »hundredbladsrose« (Centifolia), men uanset hans begejstring for dens skønhed er det ikke muligt at bestemme Pæstums skønne roser. Var også de »Centifolia' er«?
Motiveringen for dette lange indskud i teksten om rosens historie, lige efter at vi fulgte den til de skumle nordiske egne, har den hensigt at vise, at når vi råber »hurra« for en kulturs fald og synger lovsange, så sker det af absolut uvidenhed og med urabens gutturale brøl. Det var uerstattelige værdier og uerstattelig viden, der gik tabt, da den ny lære endelig havde lånt hvad den ville af gamle tiders· guder og fester og nu helt kunne diktere hvad mennesker måtte tro og i øvrigt kunne tillade sig at vide.
En ørkenagtig fattigdom bredte sig efter Romerrigets fald, der var det andet fald, for det græske kom først og af de rester vi har fundet kan vi se, at hvad man i Athen kunne og viste overgår alt siden. Det var menneskets lykkelige tid som gik under og i forhold til det tab stod romerne med urabe brølet gjaldende fra alle de sejrrige legioner.
Men i Norden fandtes der også gamle sæder og: gammel tro. Der var en poesi, ganske vist barnlig i forhold til den græske, og der var retsbegreber, ganske vist naive i forhold til de romerske; men der var n o g e t og det er tilmed en romer, Tacitus, der på baggrund af det romerske forfald udtrykker dyb' agtelse for det i sin bog »Germania«.
Inden de kristne missionærer fik jaget de gamle guddomme langt ud i de vilde skove, inden den nordiske kærlighedsgudinde Freja, som Venus, måtte vige pladsen for Jomfru Maria, havde der i Norden været uskrevne love for menneskeligt samkvem, der vidner om dybt rodfæstede æresbegreber. Især blev Tacitus grebet af det nordiske menneskes dybe agtelse for kvinden - hendes fri plads i samfundet var ganske ukendt sydpå såvel i Grækenland som i Rom. I Norden var »kvinde-emancipation«, men uden ringeste agitation, som en enkel selvfølge.
Og den vilde rose var kærlighedens blomst uden at nogen sydfra havde udnævnt den til at være det. En rose er en rose - hvad ellers forbinde med den om ikke kærlighed og skønhed?
Men missionærerne skabte sig myndighed ved at bære glødende jern og ved at bruge alle slags taskenspillerkunster til de nordiske vildes forbløffelse. Således blev her, som ved Middelhavet menneskets naturlige forhold til livet forstyrret. Og fordi de nordiske folk var naive og fordi de ikke kendte de numre, som man var uovertruffen i sydpå, gav de sig - forbløffede.
Men til skurvede hoveder skrap lud.
I Reims må Merovingeren Chlodeweg, den sejrrige frankerhøvding, lyde bispens befaling og tordentale:
»- Bøj hovedet, stolte Sicamber, og afsværg' hvad Du har tilbedt, for at tilbede hvad Du har forsvoret.«
Og han bøjer hovedet sagtmodigt. De tider var forbi da man kunne klare sig imod præsterne eller blot drømme om at sende dem lige lukt i det helvede de truede med.
Vildmændene blev civiliserede og tabte deres gamle hedenske sagn og sange. Havde Karl den Store's sønner ikke været så nidkære, ville idet mindste den sangskat, som den kloge hersker havde samlet uden at tage hensyn til sine gejstlige, have været bevaret. Længere nordpå blev »jernbyrden« også betalt med de nye menigheders udslettelse af deres egne, gamle spor.
Forgæves søgte Freja, som Venus århundreder tidligere, at genvinde sin gamle plads. Man dyrkede hende hemmeligt i bjerghuler og slugter, der er de historiske» Venusbjerge«.
Overalt hvor man kan være blot i nogenlunde sikkerhed for de kristne dyrker man de gamle guder. Tannhäuser kom til »Venusbjerget«, naturmysterier fortsætter i skovene, mellem klipper, på Bretagnes hedestrækninger, i Normandiet i marsken ude ved havet. Det var i Norden, som i Lilleasien på Libanius' tid, svært at lukke menneskenes hjerter for de gamle guder.
Mod slutningen af middelalderen, i ridderskabets tid, får rosen en ny chance - som kærlighedens blomst:
»Romanen om Rosen« blev skrevet af Guillaume de Lorris, som begyndte sit digt i 1225 og nåede at skrive 4670 vers af det før han døde. Så hvilede arbejdet i fyrre år og blev genoptaget af Jean de Meung omkring 1280. Hensigten erklæres i digtets motto:
Gi est le romant de la Rose
Ou l'art d'amors est toute enclose.
(Her er romanen om Rosen, hvor alt om kærlighed indeholdes. )
Daniel Seghers: Rosenbillede.
Det var Ovids »Elskovskunsten« som foresvævede Guillaume de Lorris og som han øste frit fra. Det lærde digt har sine vovede passager. Rosen spærres inde i en prægtig have, her opsøges den af »Amant«, der lige når at strejfe den med et kys før han jages ud af de onde magter: Had, forræderi, misundelse, gerrighed osv.
Alt er symboler. Rosen er kærlighed, »Amant« kærlighedens evige tjener: Elsker, og det er »Fru Lediggang« som har ført ham ind i den yndige have, for hun er alle »lasters« ophav, altså en slet cicerone set fra dydens standpunkt, som jo måtte iagttages i en tid hvor alt blev censureret og straffet, men det vovede ligger deri, at »Amant« igen føres ind i haven, nu af den almægtige gudinde:
Venus. Altså hedenskab? Jean de Meung, som var en højlærd mand gik endnu videre ved ikke blot at holde sig til Ovid, men også at tage Cicero og Seneca med og anden »hedensk«, halvglemt visdom som kirken havde forfulgt »med ild og sværd«. At »Romanen om Rosen« ikke blev stemplet som »kættersk« og forbudt i alle hjem, skyldes alene at visse kræfter i mennesket ikke i længden lod sig kue, de udviklede sig med fare, men med sej tålmodighed, og ustandseligt: Rosens stilling som kærlighedens symbol, den gamle naturlige kærligheds, er urokkelig.
I det femtende og sekstende århundrede går romanen igen i »Mestersangernes« Maj-sange, som skildrer angrebet og erobringen af »Minneborgen«:
Angriberne er ædle riddere med roser på deres hjælme, forsvarerne kyske jomfruer som har sat roser på lansespidserne. Symbolet udlægges således: Minneborgen er vinteren der indtages af våren og kærligheden. Rosen springer ud i maj.
Men der var andre symboler og andre kræfter, der arbejdede i skjul på at udvide menneskets viden. Hvis rosen, som kærlighedens symbol i romanen og i majsangene ansporer til høvisk optræden så bliver romanen og sangene en slags evangelier for galanteri og høflighed, altså et første grundlag for den væremåde humanisme kan gro i. De andre kræfter gav sig ikke af med kærlighed men med »Sortkunst«, den sorte magi, som var forbudt og forbandet i hele kristenheden som det farligste af alt hedensk »tøjeri«, Men det var i disse hemmelige eksperimenter kimen lå til ny viden, og af alkymien kom kemien efterhånden.
Femkanten: »pentagrammet«
»Drudefod«
Magikerne studerede den fembladede blomst rosen. Tallet fem var af største betydning i deres hemmelige beregninger, for det er sammensat af to, der er kvindens tal, og tre, som er mandens. Fem er altså det tal som forener manden og kvinden, og Femkanten: »pentagrammet«. må følgelig være: Universets tegn.
Magikerne trak linier mellem femkantens (pentagrammets) hjørner og fik en mærkelig figur frem, der ser ud som to korslagte trekanter. Denne figur er vores vestlige kulturs pendant til østens »Yin og Yang«, der også er universets tegn, og den kaldes »Drudefod«; betegnelsen er afledt af det galliske præsteskab »Druidernes« navn. Tegnet skal gøres i et træk for at bevare sin mystiske kraft.
Men korsfarere og pilgrimme kom hjem fra togter og bønner ved den hellige grav med den mærkeligste rose man nogensinde havde set. Den lignede nærmest et garnnøgle og var knastør, men når den blev lagt i vand foldede dens blade sig ud.
Dette under kaldtes »Jeriko's rose« og de fromme mænd og kvinder hævdede (og kunne jo let bevise det) at den kun »blomstrede« julenat, samt - men det er langt senere og Jesuitterne havde sat rygtet i gang - at den foldede sig sammen hvis der var protestanter i nærheden.
Linné har klasseret denne plante under navnet Anastatica hierochuntica, den hører til de korsblomstrede og - til kålfamilien. Den gror i Det hellige Lands ørkener og visner, men bevarer altså »evnen« til at folde sig ud, som er rent mekanisk, en simpel hårrørsvirkning. Med den kunne man indbilde de godtroende at de oplevede et mirakel.
Men den bekræftede rosens særlige kraft. Fra østen kom også forestillingen om rosen som dødens blomst, der rigeligt blev udnyttet i de kristne legender.
Ar 150 efter vores tidsregning havde drømmetyderen Artemidoros Daldianos forkyndt at det var et dødsvarsel, hvis man i drømme så en purpurfarvet rose, i øvrigt kunne det være en hvilken som helst blomst blot den var purpurfarvet, for den farve var dødens. Legenderne fortæller igen og igen, at den, som ser en rosenkrans i drømme har faet dødsvarsel og at en rosendrøm medens roserne blomstrer, uvægerlig koster en syg livet.
I Nibelungenlied synger Krimhilde fortvivlet:
O lad fare Eders jagt,
lidelse, drømte jeg om
da I under hegnet kom
efter to vilde svin,
for da blev blomsten rød
jeg måtte græde
og føle svarligen nød.
I »Grimms Eventyr« fortælles om en fattig enkes lille dreng som hver dag må til skovs at hente brænde. En dag kommer han længere bort end han plejer og en smuk dreng går ham i møde og tilbyder ham at hjælpe med at bære hans brænde. Moderen vil ikke tro på historien og næste gang barnet møder den smukke dreng får han overrakt en rose med besked om at sætte den i vand, når han kommer hjem. En morgen stod den lille dreng ikke op og rosen var visnet : Drengen var død.
Skønt det var forbudt ved lov at smykke gravene i Rom med blomster, fordi vellugt ved en grav var anstødelig, blev gravene dog pyntede og især med roser. Hvor man ikke direkte ville bryde loven lod man roser skulptere over gravstedet.
Også i Norden fik rosen betydning som dødssymbol; i folkevisen om Aage og Else siger et vers:
Men hver gang Du kvæder,
din hu er glad:
Da er min grav inden omhængt
med rosenblad.
Døden er ikke fjern fra kærligheden og rosen bliver det elskende pars blomst, når den ene af dem er død. I en folkevise fra Litauen plukker en ung pige en rose på sin døde elskedes grav og bringer den til sin mor, som siger:
Det er slet ingen rose
Det er ynglingens sjæl ...
På Tristans grav blev en vinranke plantet, på Isoldes en rose, men snart slyngede de sig så tæt sammen at intet kunne skille dem.
Og i Sverige synger en død, som den danske Aage:
Enhver lykke, som
dit hjerte bevæger,
fylder min kiste
med roser.
Og der er den sørgelige historie om ridderen af Caldres datter, kaldet »Caldres rose« både for sin skønheds skyld og fordi hun altid malede roser. Hun forelskede sig i en bondedreng og ude af sig selv over denne mesalliance spærrer ridderen hende inde i et tårn. Der maler hun roser på alle væggene, til sidst en afblomstret rose og da hun havde gjort den færdig, døde hun.
Naturmysterier dyrkes overalt og i hemmelighed og kirken prøver på sin gamle måde at kanalisere fablerne ind på sit eget domæne. Undertiden ganske lemfældigt som i den svenske legende om præsten der rider forbi »Nøkken«, som spiller på sin harpe ved fossen. Præsten forarges og råber til »Nøkken«:
»Hvor tør Du spille så lystigt på din harpe? Før vil min vandringsstav skyde roser end Du blive forløst. «
Nøkken taber modet og kaster harpen i vandet, præsten rider videre og tror ikke sine øjne da han ser roser springe ud af vandringsstaven. Da må han tilbage og nu siger han til Nøkken:
»Se her, min stav blomstrer og således skal også håbet blomstre i alle retskafne mennesker, for deres forløser lever.«
Nøkken fisker sin harpe op af vandet og spiller glad igen, og menigheden, som andægtigt har hørt historien med dens lån fra den bibelske historie om Arons stav, ser kun den kristne miskundhed, den store, altfavnende, ikke-dømmende kærlighed -uden et sekund at tænke over, at en naturkraft som Nøkken ifølge sin umenneskelighed og sin hedenske oprindelse jo måtte være ganske upåvirket af en præsts snak.
Men kirken vidste at den havde myndighed til at fortælle menighederne hvad den mente gavnede dem, den ville frelse. Om det så er den romerske talemåde: »Han taler roser« - der skulle sige at et menneske talte smukt og overbevisende, så kunne den bruges overført: Nu faldt der roser ud af jomfru Marias mund, hver gang hun åbnede den, og om j esus fortaltes, at der skød roser op i hans fodspor.
Undertiden blev de hellige historier om roser direkte ækle, som dem om jomfru Maria's særligt begunstigede, den hellige Josbert, der hver dag i årevis havde sunget fem salmer hvis liniers første bogstaver tilsammen dannede navnet »Maria«. Da han døde i r 186 skød der roser op af hans mund, ud af hans ører og øjenhuler - fem i alt.
En række legender kaldes »Elisabeth-legenderne« og fortaltes til ære for den meget fromme dame, landgrevinde Elisabeth af Thüringen. Hun havde foregået menigheden med eksempelløs from lidenskab, såsom med behag at udsuge de syges frygtelige bylder eller at bede Gud fjerne sine børn, således at intet bånd længere knyttede hende til denne jord.
Hver dag havde hun ladet sig piske på den nøgne ryg af en munk medens Tysklands storinkvisitor Conrad af Marburg læste »Miserere« for hende. Det var da naturligt at hun blev kanoniseret og at legender opstod.
Alle disse legender har et fællestræk: De hellige mænd eller kvinder, som de handler om, stikker alle sammen nødløgne efter at være blevet grebet i tyveri - tyveri, naturligvis af mad til de sultne, altså fromt, uselvisk tyveri.
Når de blev grebet på fersk gerning og deres kurve åbnedes, lå der altid roser i dem.
Men en pave i Rom, der holdt af pikante historier, fik også drejet legenderne i sanselig retning, og det fortaltes om Elisabeth at hun skjulte en flygtning, Helius, i sin ægteseng.
Da hendes rasende mand slog sengetæppet til side så han i stedet for flygtningen Kristi blødende legeme. Historien lod sig dog modificere for sarte ører og han fandt en buket roser.
Hvad hjælper det altsammen?
Rosen er og bliver hedensk af væsen og besværlig at kristne, først og fremmest på grund afsin »farlige«, sanselige røde farve. Rød t var altid alle naturfolks yndlingsfarve. Og rosen havde foruden farven en altfor lang historie som kærlighedens blomst. Alt dette kunne let lede de fromme i fristelse, og når vores salmedigter Brorson synger fromt om at
Den yndigste rose er funden
balancerer han på den hedenske afgrunds rand, for den yndigste rose var ikke j esus, men Eros, der af sin mor, efter fødselen, løftedes fra hendes skød op imod Hellas' gyldne himmel og i fødselsdagsgave fik rosen.
Men rosen s k u l l e være kristen og efter at den i lang tid havde måttet blande sin yndige duft med røgelsen blev den også vammel, samtidig med at røgelses- og rosenduften dyssede menneskers forstand i søvn. Kun de, som holdt sig vågne, var i fare, som den lærde mand, der blev brændt på bålet, fordi man i hans studerekammer havde fundet en tudse i et glas.
Først i det sekstende århundrede blev alt dette teologiske misk-mask en lærd teolog for meget. Han hed Johann Valentinus Andreæ og var fra Würternberg. Han skrev tre satiriske afhandlinger imod overtro, med det sørgelige resultat, at overtroen kunne bruge dem. Skrifternes hovedperson var en ridder som han havde navngivet efter figuren i sin signetring, der viste et kors med en rosenkrans. Ridderen blev Hr. Christian af Rosenkreutz. Hans fjender tilegnede sig ham, gjorde ham til »en virkelig historisk person«, hvilket var let, for Valentinus Andreæ havde selv givet hans biografi. Hr. Christian var i det tolvte århundrede draget til Det Hellige Land, havde besøgt den hellige grav og var kommet til Damaskus, hvor araberne havde indviet ham i kabbalistik, fysik og matematik, kundskaber, som han efter tre års ophold i Syrien fik forøget i Fez i Marokko, hvor han fuldendte sin uddannelse i »hemmelige kunster«.
Vistnok ingen satiriker i historien blev narret værre end Valentinus Andreæ, for det var en smal sag for de veltrænede teosoffer, som han ville angribe, at udgive hans satire for autentisk historie. Kun behændighed og intet hekseri - verden vil bedrages. Der opstod »Rosenkreutzer«-broderskaber i flere europæiske byer: Erfurt, Hamburg, Amsterdam, Haag og Venedig. Trediveårskrigen fik dem til at sygne hen, men efter den, ny opblomstring med jesuitternes støtte og, i 1756, fuld blomstring. En vældig litteratur fandtes som blev opbevaret på slottet i Heidelberg, der på Ludvig den Fjortendes befaling blev brændt ned til grunden. Vores viden er følgelig begrænset, men det siges, at ordensreglementerne for Rosenkreutz-brødrene har inspireret frimureriet senere, ligeledes at brødrene aldrig mødtes personlig, men altid korresponderede.
Et andet opsigtsvækkende »rosenfænomen« var den pavelige »Gyldne Rose«, der blev indviet af Hans Hellighed den tredie søndag før påske, der kaldtes enten »Domenica Rosae« (Rosen-søndag) eller »Lætare Jerusalem«.
Ifølge Pierre de Mornay som var historiker og Frankrigs kansler, blev den første »gyldne rose« skænket til Johanna af Sicilien : »Denne gode dame« - skrev Mornay, »som havde kvalt sin ægteherre«. Rosen blev overrakt den gode dame lifligt parfumeret, men var, som genstand, en kostelig juvel; ofte var diamanter indsatte som dugdråber i dens gyldne blade. Den rose, som pave Gregor den Trettende i slutningen af det sekstende århundrede skænkede, var sine tusinde dukater værd og Hans Hellighed var da så fornuftig at skænke den til Madonnastatuen i Loreto, som var skåret i cedertræ og, sagdes det, af selve evangelisten Lukas. Nærmere de gamle hedenske ofringer til guderne kunne kirken ikke komme.
Men rosen var et magtsymbol, først og fremmest, og pave Alexander den Tredie forklarede i det tolvte århundrede den franske konge: »Rosens guld betyder Kongernes Konges herredømme, den røde farve er forløserens lidelser og vellugten opstandelsens herlighed.«
En jævnere anvendelse af rosen blev opfundet af Biskop Medardus af Noyon i Frankrig. Han var herre til domænet Salency og besluttede at udmærke sin besiddelses dydigste pige med en rose og femogtyve franske pund. Denne skik er blevet fortsat til vores tid og Guy de Maupassant har en komisk fortælling om en dydig ung mand, der komplet skejer ud for den belønning han har fået. Den altid oplagte franske konge, Henrik den Fjerde, ønskede selv at uddele dydsprisen til de uskyldige piger og det er let at forestille sig ham gøre det med et bukke skrab-ud og et satyrglimt i øjet.
Mellem overtro og viden ligger i middelalderen læren om sympati og antipati, hvor rosen også spiller sin rolle.
En bayersk øldrikker er fuldt på det rene med at hans øl bliver dovent, hvis hans krus er smykket med roser. Det var også kendt, at visse mennesker nærer afsky for rosen, således en kvinde i det gamle Rom, der sagtens tålte stanken i sit eget hus, men som sank besvimet om, hvis hun lugtede til en rose. Såvel roser som violer kunne dræbe visse kvinder, hævdede de romerske læger, og i århundreder efter berettes om tilfælde, hvor rosen havde fordærvelig indflydelse.
Flere af Roms højerestående prælater tålte ikke rosenduft og måtte forlade de hellige handlinger, når den blev for stærk. I rosernes blomstringstid lå de udmattede i deres huse. En slags allergi, uden tvivl, men man kendte ikke årsagen og tog den for mystisk. Et misforhold til den hellige Guds moders yndlingsblomst har i det mindste forekommet pinligt.
Stephan Lochner : » Jomfruen i Rosenbusken«.
Kardinaler, munke og fyrster styrtede om når de lugtede roser, hertugen af Guise i Frankrig, kardinal Caraffa i Rom, en stakkels apoteker ved dronning Elisabeths hof i England, der jo af professionelle grunde var nødt til at have med roser at gøre. For rosen var medicin. Allerede fra det trettende århundrede brugtes »apoteker-rosen«, Rosa gallica officinalis, først og fremmest ud fra »Sympatilæren« fordi den ansås for at have kølende virkning. Til feberhede mennesker måtte den, som modsætning, altså være brugbar.
Lægerne havde siden Aristoteles' tid tænkt at vores tilstande var »temperamentsbetingede«. Den latinske glose »temperamentum«, betyder disposition, middelvej, kløgtig blanding, - kort sagt så nogenlunde det modsatte af hvad vi almindeligvis forstår ved »temperament«. Der skulle være fire temperamenter, svarende til de fire verdenshjørner og deres hovedvinde. De bragte os enten varme eller kulde, fugtighed eller tørke. Hvad enklere end at give kølende medikamenter til hed feber og varme dekokter til dem der frøs, og mere væske til dem, der tørrede ind?
Martin Schongauer: »Madonna i Lysthuset«.
Hvert eneste levende væsen besidder noget af de »elementære kræfter« i sig og hvis vi måler deres styrke eller udforsker deres »blandinger« kan vi bekæmpe sygdommen. Den store læge Galenus havde taget teorien om temperamenterne op i det andet århundrede efter vores tidsregning og hans metoder blev, stort set, fulgt lige til ind i det syttende århundrede.
Men hvordan iagttage »den kløgtige blanding«, temperamentet?
Man smagte sig frem, men vi aner hverken hvordan eller efter hvilken slags smag man afgjorde behandlingen. Foruden smag har vi syn. Formen spillede også en rolle. Formen, farven, smagen, duften, alt dette kan findes og studeres hos patienten, man vil da opdage lighedspunkter og modsætninger og behandle ved at bestræbe sig på at finde en ligevægt. Hele verdens funktion forklaredes ved en fælles, alt gennem trængende overensstemmelse: Sympati. Plinius den ældre, som iagttog rosengaller, der ser ud som et filter af hår, anbefalede denne plante-gevækst imod skaldethed. Franskmændene brugte den til at klø sig med og kaldte den bramfrit for »gratte-cul«.
Alt dette kan forekomme komisk, men er dog udslag af en alvorlig søgen og en omhyggelig naturiagttagelse, og vi er nødt til at konstatere, at de gamle metoder ikke dræbte flere mennesker end nutidig videnskab - for trods epidemier og frygtelige krige, fortsatte generationerne og folketallene steg overalt i Europa. Hvad angår selve »sympatilæren« kan man sige, at nutidig lægekunst fortsat praktiserer den med anvendelsen af de ikke virkende medikamenter, der dog kan virke ved tillid: »Placebo«-pillerne.
Om rosen skrev den italienske læge Giovanni Baptista Porta i slutningen af det sekstende århundrede:
»Blomster med brændende farver, som rosen, er lægemidler imod betændelser, og planter, der som rosen, har samme farve ·som vindrankerens ansigt, helbreder drukkenskab.«
I 1631 skrev J.C. Rosenberg i sin rosenbog »Rhodologia« at rosen kan sammenlignes med menneskets hoved:
»Rosen ligner vores hoved før den åbner sig, og når den har åbnet sig minder dens sammenfoldede blade' om hjernens furede og foldede overflade. Rosens kegleformede, rødlige bæger ligner hjertet og også i andre og ædle dele er den bygget på samme måde og nøje tilpasset gennem forunderlig nåde fra naturens side.«
Halvtreds år senere kunne lægerne nævne hele treogtredive sygdomme, som rosen virker på, heriblandt epilepsi, strubehoste, podagra og hæmorrhoider - og det var den lille, vilde rose.
Men medicinen var jo ikke egentlig en luksus- og skønhedsblomst-bestemmelse og dens, såvel som andre smukke blomsters, »fornedrelse« til middel forargede Jean-Jacques Rousseau der i »fjerde promenade« af »En vandrers drømmerier« skrev:
»- De medicinske teorier er ganske uegnede til at gøre det botaniske studium behageligt. De bringer nemlig engenes skønne forsiring til at falme, ødelægger blomsterpragten, udtørrer de friske busketter og gør både grønsvær og sval skygge modbydelige. Alle disse fortryllende strukturer, så graciøse og yndige, som de er, har ingen interesse for den, der vil støde dem i morteren - for man fletter nu en gang ikke guirlander til hyrdinderne ude i det grønne for lavementets skyld.«
Fra medicinen til kogekunsten er kun et skridt og rosen som kulinarisk nydelse hører til helhedsbilledet af dens lange kulturhistorie. Romerne holdt »rosenmåltid« på de dage - rosendagene - hvor de hædrede deres døde. Rosen kunne kandiseres eller dens essens kunne tilsættes maden, såvel kød, som kagedej. Man overdrev tilsætningen til mad, og ved Christian den Fjerdes store festmåltider hændte det at fremmede ambassadører fortrak, fordi de ikke kunne få en bid ned på grund af saffran, rosenessens og hvad man nu ellers ødelagde smagen med. I sit essay »Om dufte« fortæller Montaigne, at da fyrsten af Tunis mødte kejser Karl i Neapel, betalte han et hundrede dukater for at få en påfugl og to fasaner parfumerede, og da fuglene blev parterede bredte sig en så liflig duft at den kunne mærkes ikke blot i hele hans palads, men hos naboerne.
J. G. Kunitz giver i sit »Økonomisk-Teknologisk Leksikon« fra det attende århundrede, tyve opskrifter på rosenspiser .
Guido Reni: »Solopgang« (Aurora strøer roser over jorden).
Rosen i malerkunsten er et stort kapitel af dens historie.
Alle billeder af jomfru Maria har rosenkranse og guirlander, de hellige mænd og kvinder står med roser i hænderne eller de vokser ud af deres munde. I katakomberne ses et billede af Kristus, som den gode hyrde; en bonde, der forestiller foråret, rækker ham en rose.
I Guido Reni's billede af solopgangen, strør morgenens gudinde Aurora roser over jorden, og naturligvis lader Botticelli sin yndige, skumfødte Venus stige ud af havskummet under en regn af roser. På Martin Schongauers billede af »Madonna i Rosenlysthuset« fra omkring 1473 synes rosen at kunne identificeres som den franske apotekerrose Rosa gallica officinalis, det er en halvfyldt rød rose; der er også en hvid, halvfyldt, der ligner Rosa alba, og på et maleri af Cranach bringer en dreng en Rosa alba til den hellige Dorothea.
Allerede i det trettende århundrede blev »apoteker-rosen« dyrket i byen Provins sydøst for Paris. Dens duft er dejlig og man forstod tidligt at bevare den i essenser, i rosenkonserves og i tørret tilstand - således genopstod det antikke Pæstum i Frankrig.
Meningerne er ellers delte hvad angår de roser malere, apotekere og havedyrkere kendte indtil det attende århundrede. Gamle plantekendere som Clusius, Dodens, Gerard og Parkinson var de første som forsøgte at opstille en »rose-systematik«. I 1597 kendte Gerard kun fjorten arter, men i 1629 nåede Parkinson op til 24. Først i det attende århundrede vokser antallet og i 1799 offentliggjorde Miss Mary Lawrance halvfems håndkolorerede stik af roser i sin »Samling af roser fra naturen«. Hos hende findes den første »Østrigske Rose« som hun kalder Rosa lutea bicolor, der igen er avlet efter RosaJoetida, som antagelig blev dyrket af Maurerne i Spanien i det trettende århundrede. Fra Amerika kom »Sankt Markus rose«, (Rosa virginiana) før 1640, og den halvdobbelte form »Rose d'amour«.
Det var Kina, som bragte det store gennem brud, men de første kinesiske roser kom først til Europa i 1789 eller, måske, 1792 (de lærde strides om årstallet); der skal også have været en kinesisk rose hos Mr. Philip Miller i hans »Fysiske have« i Chelsea i 1752. Det var de berømte finansmænd Fuggerne, som, i Augsburg i 1565, dyrkede den første »moskusrose«, seks år før så tyskerne den første tulipan og tyve år efter, den første krokus.
I romerske huse hang ofte en rose ned fra loftet; når man ville tale fortroligt sammen, stak man hoveder sammen u n d e r r o s e n, heraf talernåden »sub rosa«.
Det er som fortroligheds- eller hemmelighedstegn at rosen optræder i Europas rådssale. Når Parlamentet i Paris trådte sammen i april, uddelte fyrster af blodet roser til rådsherrerne. Det var en fornem herre betroet at skaffe roserne, som blev leveret af en gartner i en landsby nær Paris, siden kendt som udflugtssted: Fontenay-aux-roses. Hver rose var smykket med hans våben.
Heraldisk Rose.
I Lübecks rådssal lå altid en rose på bordet og hvis rådmænd ene i Hildesheim fandt en rose på deres bænk, varslede den deres død i løbet af tre dage.
Rosen som stridstegn blev berømt under »rosekrigene«, hvor gammel engelsk adel fanatisk udryddede sig selv for den hvide roses skyld (huset Yorks rose) eller den rødes (huset Laneasters).
Først i det attende århundrede fik Venus sin rose tilbage og det var den galante Boucher, som rakte hende den i sine dejlige billeder af kærlighedsgudinden. Da begyndte oplysningstiden og menneskene håbede tappert på en ny, lykkelig epoke, - en ny græsk - naturlig, som Renaissancen havde forjættet.
Og fra da af blev rosen - en rose. Sig selv. Man har dyrket den med evig trang til at forskønne skønheden og skabt rene mesterværker i gartnerkunst, som dette sites billeder viser.
En langt mere harmonisk og lykkelig skæbne fik rosen i århundreder i »Morgenlandene«, i den duftelskende profet Muhammeds områder, i Persien, i Indien. Roserne blomstrer i alle disse poetiske og maleriske folks digtning og ornamentik. De omskriver alt poetisk og i al deres poesi udfolder sanseligheden, kødets åbenbare lyst sig fortryllende og så helt modsat »Aftenlandenes« dystre livsforestilling og hele naturfjendskhed.
Hvis en tyrkisk vært så en krumme i sin gæsts skæg, sagde han med udsøgt høflighed: »Der sidder en nattergal i rosenbusken.« -
Nattergalen og rosen er hovedtemaet i Persiens poesi:
Sytten gange blomstred' rosen,
sytten gange visned' den,
sytten gange sang nattergalen
og sytten lied' den
synger Firdusi henført i et af sine dejlige digte, og i Halifi's hymne til Allah står:
I hegnet har han
polstret nattergalens rosenleje ,
rosen gav han den skønne farve
og knoppens mund, den yndige duft.
Og den persiske digter betror os, at
Morgenrødens ånde
Zephyrs milde vind,
løsner rosenknoppens bånd.
Ligesom grækerne tænkte at rosen var opstået af dråberne fra Venus' skumfødte krop, så tænkte perserne, at den kom af profetens sved. Den viise siger:
Efterårsvinden vredes ikke,
fornuftigt skal Du tænke,
O, Hafir, hvor er rosen uden torne?
Hvor?
Fra den tidlige middelalder var de persiske rosenhaver verdens skønneste. Kashmirs roser var berømte og Tamerlans barnebarnsbarn, Babur, henryktes over Peschawars roser. Schiras kaldtes »Farsistans rosenhave« og digteren Hafiz gav denne by tilnavnet »en af verdens skønhedspletter«. Om vinteren tager egnen sig ud som et rosenhav. Også den hellige by Kom var begravet i roser og Teheran konkurrerede med Schiras. Her var Shahens rosenhaver og sommerbad, der beskrives af en rejsende i disse linier:
»- Da jeg trådte ind i dette feagtige løvværk forbløffedes jeg over to rosentræer, de var fulde fjorten fod høje og bedækkede af blomster. Shahens bad er fyldt med helligt vand, som stråler i solen, taget over badet er den klare himmel. Kun rosenbuske omgiver det og med deres svaje grene kaster de et flimrende lys over den strålende vandflade.«
På vejen fra Teheran til Hamadan ledsagedes den rejsende af roser, ganske små roser, der kommer fra Centralasien og som er blevet bestemt afden franske botaniker Antoine Olivier under hans rejse til Persien i 1792. Han gav dem navnet Rosa berberifolia Olivier (nu kaldes den Rosa persica).
Byen Maswenderan ærer rosen, men man ikke blot ærede den og skrev skønne digte om den, den var også en uundværlig del af det daglige liv, som en kilde til glæde. Ingen glemte at profeten elskede skønne dufte og var øm over rosen.
Rosenvand spillede en stor rolle. Det hedder »Gulaul« på persisk og »Gulab« på tyrkisk. Når en orientaler rigtig vil give sin glæde over landskabelig skønhed luft, siger han at bækkene rinder med rosenvand.
Da kaliffen Omar havde indtaget Jerusalem og ville bygge sin moske på den plads hvor Salomons tempel havde stået, lod han først byggegrunden afvaske med rosenvand. Da sultan Saladin genåbnede Omar's moske i 1188, efter at den havde været brugt i mellemtiden som kristen kirke, lod han alle dens vægge afvaske med rosenvand.
Hafiz har digtet om rosen og rosenvandet:
Vidt forskellige er rosenvands og rosens skæbner,
hin er at finde på markedet,
denne - skjult i løvet.
Botticelli : » Venus Fødsel«.
De indiske muhammedanere brugte rosenvand blandet med et hemmeligt middel »Zahur-mora« til at kurere »Hyza« med. »Hyza« betyder »det Onde« og er kolera. Den syge skal drikke rosenvandet, der har helbredende kræfter. Om denne iagttagelse er blevet fortalt af korsfarere og pilgrimme og således kommet vestpå, eller om man både i øst og Vest har gjort den uafhængig af hinanden vides ikke. Den ældste europæiske meddelelse om rosenvand findes i et skrift om Konstantin den Tredje, »Pogonat« eller »den skæggede«. Ved hans hof brugtes rosenvand som skyllevand ved måltiderne.
Chazipur ved Ganges leverede datidens fineste rosenvand og en rejsende, oberst Polier, undersøgte fremstillingsprocessen. Ifølge ham gav 4366 pund roser et halvt pund olie. Andre har fortalt at kun et gram olie kunne udvindes af hundred tusinde roser. Prisen for den kostelige essens var i det attende århundrede ethundredeogtyve daler pr. gram.
Men ligesom rosen ophørte med at tjene den kristne menighed, som dens oprindelige, hedenske og naturlige væsen slet ikke egnede sig for, således skulle den også fries af sit slaveri for apotekere og parfumører. Den, som i øvrigt alle andre blomster. Årstallet for rosens endelige frihed til at være sig selv er 1920, da den franske parfumekemiker Ernest Beaux fra den sydfranske by Grasse fremstillede fem typer duftstof til Madame Gabrielle Chanel, modens mægtigste herskerinde i vores århundrede. Madame valgte en af de fem dufte og kaldte den, ganske enkelt »Chanel nr. 5«. Enkelhed havde altid været hendes styrke. Denne ny parfume bestod af henved firsindstyve ingredienser hvoraf nogle var syntetiske. Det var netop dem, som overtog blomsternes rolle. De havde den fordel at bevare duften selv når kun ganske få dråber blev brugt. Vores oldemødre og bedstemødre var nødt til, inden de gik i selskab, at overhælde sig med parfume, elegante mænd gjorde ligeså og den fine verdens medlemmer viste sig altid i skyer af blomsterduft. Hvis man sparede på duftmidlerne forsvandt de i aftenens løb, derfor måtte der bruges meget, så dog noget kunne blive tilbage. I sine erindringer skriver Elisabeth de Gramont om sin nabo hertugen af Mouchy: »Jeg vidste når han havde været på gaden, for han efterlod den balsamisk.«
Virkelig, intensiv rosendyrkning begynder i napoleonstiden, og anførtes af kejserinde Josephine i haven ved hendes slot »Malmaison«. Hendes gartner, Dupont, var mirakelmager og han grundlagde en »rosenskole«, der siden blev berømt under Hardy, der underviste midt imellem sine skønne planter i Luxembourg-palæets have. Han solgte aldrig roserne men byttede sig til dem. Rosenskole efter rosenskole opstod rundt i Europa.
I 1810 såes den første »the-rose«, en varietet kaldet Rosa odorata pseudindica og i 1817 blev en ny varietet opdaget af hr. Breon, som havde opnået den ved krydsning med »Bourbon-rosen«. I 1830 kom »brombærbladet rose« Rosa rubifolia Brown fra Amerika.
Rose-navngiverne fik travlt overalt, det var jo skik at botanikerne bragte sig i erindring ved at føje deres navn til plantens, hvorfor skulle ikke også gartnerne følge eksemplet? Det er kun rimeligt. Men navnene er ikke altid botaniker- og gartnernavne, man forsøger sig med majestæters, vicekongers, fornemme damers, barske krigsmænds, og når man er træt af denne uendelige »blå bog« i blomsternes rige, forsøger man sig med poesien og finder fx betegnelsen »den bevægede Nymfes lår« til en lyserød rose: »Cuisse de Nymphe emue«. - »Hyrdinden« er et andet kønt navn, det bruges til en gul rose, »Hyrdens lyst« er også godt - det går på en dyb orangefarvet rose. Ideforladte og prosaiske er navne som: »Tip-top«, »Sterling silver« eller »Olé« - der snarere bringer os ud på væddeløbsbanen end ind i rosengården.
Og vi kan vende tilbage til udgangspunktet: En rose er en rose. Intet er sandere og uanset hvad man har brugt »blomsternes dronning« til, så forblev hun i al sin skønhed det hun var fra tidernes morgen. Ingen forskønnelse af skønhed er mulig og selv de pragtfuldeste dyrkede roser med deres tunge hoveder og tunge dufte bevæger os ikke mere end den lille, vilde rose i hegnet - Eglantine!
--