Dryas er afledt af græsk »drys« = eg, fordi plantens løv med lidt god vilje kan minde om egeblade. octopetala = »otte kronblade«, og det har blomsterne som regel, selvom der findes undtagelser. Tidligere kaldtes den undertiden fjeldsimmer. Rypelyng hedder den, fordi den findes, hvor ryperne holder til, i de arktiske egne og de nordiske fjelde samt i Alperne og Pyrenæerne. Desuden vokser der rypelyng i Appenninerne, Karpaterne og i Skotland. På Grønland vokser der rypelyng, og i Danmark har den vokset i perioder, da klimaet var koldere end nu; man har fundet fossile rester af den i vore tørvemoser.
Rypelyng er en lav, stedsegrøn busk med liggende, nærmest tæppedannende grenvækst. Bladene er små, aflange, rundtakkede og rynkede. Om sommeren er de mørkegrønne på oversiden og gråfiltede på undersiden; om vinteren bliver de gamle blade brunlige, og kun de nye blade forbliver grønne. De anemonelignende blomster, der bliver ca. 3 cm i diameter, er hvide med en gul plet i midten. De sidder enkeltvis på 5-15 cm høje, oprette stængler og fremkommer i maj-juni. Desværre holder hver blomst kun i meget kort tid; men de elegante frøstande med deres lange, silkehårede grifler er også meget dekorative. Der findes en varietet, Dryas octopetala var. vestita, hvis meget små blade er gråfiltede på begge sider; også den er stedsegrøn og får om vinteren et brunligt skær.
Den nordiske rypelyng (Dryas octopetala) er en smuk og hurtigtvoksende bunddækkeplante på let, veldrænet jord i fuld sol.
Formering: Rypelyng kan formeres ved frø eller stiklinger, men sikrest ved deling af ældre planter om foråret. Det er dog en betingelse, at man sørger for en god rodklump til de nye planter, når man deler og omplanter, da de ellers har svært ved at komme i vækst. Indkøber man nye planter, bør det være pottede eksemplarer.
Vækstkrav: Rypelyng foretrækker en let, veldrænet jord og en temmelig tør vokseplads i fuld sol. I naturen findes den mest på kalkholdig jord; men den kan også findes på granit, og før man planter den i stenbedet, bør man blande en del tørvemel i jorden. Når den først er kommet i vækst, er den en meget stabil plante, som ofte breder sig meget hurtigt.
Andre arter: I de nordamerikanske bjerge vokser en art, Dryas drummondii, som danner løse, lave tæpper og har gule, nikkende, klokkeformede blomster i juni-juli. Den har elliptiske, brungrønne blade, der er hvidfiltede på undersiden. Af vækst er den mindre kraftig end den almindelige rypelyng, og alene på grund af sin sjældenhed må den her i landet betragtes som en liebhaverplante.
Dryas tomentosa, som stammer fra Rocky Mountains, har hvidfiltede blade og, som Dryas drummondii, gule, nikkende blomster.
Af Dryas octopetala og Dryas drummondii har man en krydsning, Dryas suendermannii, der er lige så kraftigtvoksende som den nordiske rypelyng, men har nikkende, hvide blomster og derfor er mindre iøjnefaldende.