Navnet Ginkgo er en forenkling af det kinesiske navn yinkuotsu = sølvabrikos. Tempeltræet er et botanisk særpræget træ, hvis fortid ligger helt tilbage i kultiden på linje med en række koglepalmers. Forstenede blade af arter, der har været nær beslægtet med den nulevende art, er fundet i aflejringer på Grønland og Bornholm. Man mener, at der i Mellemeuropa har vokset en enkelt art så sent som i tertiærtiden.
Tempeltræ (Ginkgo biloba) er et smukt og spændende træ, der regnes for at være et levende fossil. Allerede i kultiden var det meget udbredt sammen med koglepalrnerne; men i dag findes kun en eneste overlevende art. Fuldt hårdført i Danmark.
I dag findes kun en enkelt art tilbage (Ginkgo biloba), der er blevet kaldt et levende fossil, og kun menneskets interesse i denne planteart har været årsag til, at den har overlevet. I Japan og Kina, hvor de ældste nulevende eksemplarer findes, har træet været helligt og har næsten altid været plantet i forbindelse med eller i umiddelbar nærhed af klostrene. Her tjente det ikke blot en hellig og åndelig interesse; men når munkene spiste af de modne frugter, bevirkede frugtens indhold af visse stoffer, at munkene ikke behøvede at aflægge utidige besøg på naturens vegne under de meget lange buddhistiske tempelceremonier.
I 1690 blev træet fundet i Japan af en botaniker ved navn Kämpfer; men først omkring 1730 blev det indført til Europa af en, formodentlig engelsk, handelsmand, der hjembragte 5 små planter. Disse småplanter blev solgt for i alt 25 guineas; men sælgeren fortrød og forsøgte efter handelen at tilbagekøbe et enkelt eksemplar for hele købesummen.
Tempeltræet bliver i Danmark ikke så højt som under lunere himmelstrøg, men kan alligevel opnå en højde på 10-20 m, alt efter hvor godt beskyttet det står. Stammen er lys, karakteristisk furet, med spinkle sidegrene, der oftest danner en stor vinkel mod hovedstammen. Bladene er en slags løvbladlignende nåle, vifteformede med gaffelgrenede nerver; men tempeltræet er alligevel ikke et nåletræ. Det henregnes i den botaniske systematik til en særlig gruppe under de nøgenfrøede, der sammen med koglepalmerne udmærker sig ved at have en meget primitiv form for befrugtning. Denne sker ved, at selvbevægelige hanlige spermatozoider i fugtigt medium, f.eks. regndråber eller lignende, bevæger sig over til det hunlige støvfang, der befinder sig direkte på frøanlæggets ægmund. Da tempeltræet er særbo, må de hanlige støv korn først af vinden føres over på hunplanterne; herfra trænger de videre ind i støv kammeret, hvor de spirer. Den udviklede frugt er rund, delvis blommelignende, og spiselig. Den har en sød smag, men lugter som sure sokker (smørsyre).
Vækstkrav: Tempeltræet er i Danmark fuldt hårdført; det stiller ikke særlige krav til jordbunden, men foretrækker en nogenlunde veldrænet jord på ikke vindudsatte steder. Byluft tåler det udmærket, og det anvendes en del i offentlige parker, som gade træ og i private haver.
Formering: Formeringen sker ved frø; men ønsker man selv at fremavle disse, skal man plante både hun- og han planter i nær indbyrdes afstand, således at bestøvning bliver mulig.
Anvendelse: Tempeltræet er et både smukt, spændende og særdeles velanvendeligt træ, enten solitært eller som overstander for andre planter, idet det p.gr. af sin lette løvmasse kun kaster let skygge.