Weymouthsfyr vokser i store skove i det østlige Nordamerika. Træet kom til Europa 1705 og blev plantet mange steder som leverandør af tømmer; det måtte dog senere udgå som gavntræ, idet træet blev angrebet af blærerust (Cronartium ribicola), en svamp, der især angriber weymouthsfyr, men også andre femnålede arter, og som har værtskifte med solbær. Denne fyrreart har navn efter lord Weymouth, som var den første, der dyrkede arten på sit gods Longleap i Wiltshire, England. Unge weymouthsfyr har en symmetrisk og hurtig vækst. Skuddene er først grønagtige, glatte eller hårede; nålene, der sidder 5 sammen i knipper, er bløde, 6-10 cm lange og blågrønne. Koglerne er stilkede, 10-15 cm lange, med løst tilliggende skæl, slanke og bananlignende. Træet er hårdført, og forskellige former dyrkes, f.eks. med slank, søjleformet vækst eller dværgformer med korte nåle og buskagtig vækst. Den mest kendte type til havebrug kaldes 'Rodiata' og bliver højst 2 m høj.
Se også artiklen Fyr: