Brunelle er en almindelig ukrudtsplante på enge og fugtige græsmarker. Den trives også i fugtig havejord, som er dårligt drænet, eller i skygge under større buske og træer, hvor jorden sjældent tørrer ud.
Brunellen er en staude, der begynder tilværelsen som en kimplante med en tæt roset af stilkede, ægformede, helrandede blade. Fra rosetten skyder vandretliggende stængler ud. De er mørkegrønne eller brungrønne og slår let rod. På denne måde dannes tætte, sammenhængende tæpper, som vanskeliggør et effektivt lugearbejde.
Blomsterne er blåviolette læbeblomster, samlet i små aks i enden af blomsterstilken. Blomstringstid juli og august.
Brunelle kan blive et besværligt ukrudt i græsplæner på fugtig bund.
Som plæne-erstatning er brunelle særdeles velegnet på fugtige steder. Her
trives den oftest bedre end de gængse græssorter, så måske skulle man overveje, om ikke brunellen af sig selv kunne få lov at afløse græsset. Den tåler slåning med plæneklipper og er i øvrigt meget slidstærk.
--