Den lancetbladede vejbred minder i voksemåde og udseende meget om dens nære slægtning, den glatte vejbred. Men som navnet siger, har den lancetbladede vejbred lange, smalle, lancetformede blade. De sidder samlet i en tæt roset på den korte, lodrette jordstængel. Blomsterskaftet bliver fra 10 til 40 cm højt. Det er kantet og furet og bærer øverst et ret kort, ægformet eller valseformet aks med sortbrune blomster. Støvknapperne er gullighvide i modsætning til den glatte vejbred, som har hvide støvtråde og brunviolette støvknapper.
Lancetbladet vejbred er en meget almindelig ukrudtsplante langs veje og på marker og i haver med dårlig jord. Den udryddes ved omhyggelig opgravning med grave greb eller lugegaffel, på gårdspladser ved sprøjtning med natriumklorat.
--