Abrikos er et frugttræ af stenfrugtfamilien, hvortil bl.a. hører fersken og blomme. Abrikos stammer fra Centralasien og har været dyrket i varmttempererede og subtropiske egne fra omkring år 2000 f.Kr. Abrikosen danner et lille træ og bliver kun sjældent højt. Træet er hårdført og blomstrer meget tidligt/ved løvspring.
Abrikos kan formeres ved frø, men bliver normalt okuleret eller podet for at bevare sorten.
Her i landet bliver abrikostræerne ret små og kan minde om en stor busk. Grenene er spinkle, rødlige og uden torne.
I udspring er abrikosblomsteme svagt lyserøde. Senere bliver de rent hvide.
Bladene på de nye skud minder om poplens, mens de på dværgskud kan være mere pileformede.
Blomsterne er ca. 2 cm i diameter, hvide eller svagt lyserøde med gule støvdragere. Bestøvningen klares af insekter, især bier. Blomsterne kommer på langskuddene eller på korte frugtgrene. Blomsterstilken er meget kort, så blomsten virker stilkløs. Abrikos er det af vore dyrkede frugttræer, som blomstrer tidligst. Det blomstrer som regel meget rigt.
Abrikosens frugt er næsten rund, ca. 5 cm i diameter. På den ene side er der en dyb fure fra stilken til arret efter griflen. Farven er gyldengul og har oftest en rød kind mod solsiden. Skindet er tyndt og dunet.
Frugtkødet er mørkt gult til orange, saftigt, fint og velsmagende. »Stenen« er aflang, noget flad med et par dybe furer og slipper let kødet.
Kernen indenfor ligner en mandel og kan bruges som bittermandel. Man skal dog ikke spise meget, da den udvikler den farlige gift blåsyre.
Som de fleste af vore frugttræer trives abrikos bedst i en veldrænet jord. Den foretrækker kalkholdig jord, men stiller ingen store krav til gødskning. Abrikoser ynder sol, og en solrig, varm sommer kan give en virkelig god frugtkvalitet.
Abrikoser kan dyrkes fritstående som træer, men i vores klima er det bedst at dyrke dem espalieret op ad en mur, som vender mod syd eller vest. Som fritstående træer bør der være 4-5 m mellem dem. Som espalier kan de dække ca. 5 m mur.
Abrikoserne formeres som omtalt mest ved podning eller okulation. Som grundstamme bruges her i landet næsten kun frøplanter af myrobalan (Prunus cerasifera), som er ret kraftigvoksende. I udlandet bruges ofte svagere voksende arter.
Plantningen bør ske mellem løvfald og løvspring. Man kan vente de første frugter et par år efter udplantningen. Man skal ikke beskære dem ved plantningen, men lade dem få fat med rødderne først. Beskæringen bør være meget forsigtig og skal helst finde sted lige efter, at frugten er plukket. Man bør fjerne grene eller skud i så ung en alder som muligt, da store sår ofte vil give gummiflåd eller sølvglans. Man står sig derfor ved at fjerne de skud, man kan se det kommer til at knibe med plads til senere. For fritstående træer gælder det om at holde kronen så åben, at man let kan plukke frugterne. Espaliertræer bindes til muren med ca. 25 cm mellem ledegrenene, som man helst ikke skal beskære. De sideskud, som kommer på steder, hvor der vil være plads til dem, skal man ikke beskære før efter frugthøst.
Blomstrende abrikos.
Skud, som kommer frem, hvor der ikke er plads, kniber man over 4-5 blade, når de har 7-8 blade. Kniber man for tidligt, risikerer man, at skuddet sender sideskud ud. De knebne skud vil udvikle sig til frugtgrene.
Da blomstringen kommer tidligt på foråret, er blomsterne udsat for dårligt vejr eller frost og bliver let ødelagt. Dette modarbejdes ved at hænge halm- eller rørmåtter eller grov hessian op uden på espalieret. Man bør dog tage det bort, hvis vejret bliver mildt, for at bierne kan finde vej.
Når man kan se, hvor megen frugt der er ansat, bør man gå træet igennem og tynde ud. Der bør være mindst 5-6 cm mellem de enkelte frugter. Lader man for mange frugter sidde, bliver de for små og får ikke den rigtige smag eller aroma.
Abrikosen er en af de fineste frugter, vi kan avle. Men for at få det fulde udbytte hvad angår smag, bør man ikke plukke dem, før de er fuldmodne. Foruden at kunne spises friske bruges abrikoser meget til henkogning eller tørring.
Abrikosfrugterne har en tydelig fure fra stilken og helt rundt til det sted, hvor griflen har siddet.
Af sorter føres der i handelen her kun 'Breda', en ret stor abrikos, som er gul med rød kind, og 'Nancy', som er orangegul med røde prikker på solsiden.
Af sygdomme er gummiflåd den værste. Det er en svamp, som trænger ind i træet gennem sår. Angrebne grene bør skæres tilbage et godt stykke under det angrebne sted.
Skadedyr plejer ikke at være slemme, men på varme espalierer kan bladlus være generende.
Drivning: Abrikoser er fortrinlige til at espaliere op ad en væg i en bakke, dvs. et »halvt« drivhus op ad en mur. Træerne espalieres i vifteform og passes som almindeligt espalier. Under glas vil blomstringen blive meget tidligere end på friland.
For at sikre bestøvningen og dermed frugtsætningen bør man på solrige og lune dage under blomstringen lade døre og vinduer stå åbne, så bierne kan finde ind og udføre deres arbejde. Kommer der ikke mange bier, må man selv klare bestøvningen. Denne ordnes lettest ved at overføre støv fra støvknapperne til støvfangene med en fin lille pensel eller en fjer. (Se Bestøvning). Også under glas bør man beherske sig og lade frugterne sidde, til de er helt træmodne. Med de højere temperaturer, frugterne udvikles og modnes under, vil deres kvalitet og smag blive meget bedre end på friland.