Blomme er træer, som kan blive 5-10 m høje. Grenbygningen er ret spinkel,
og kronformen afhænger af sorten.
'Victoria', en af de mest populære sorter i mindre haver.
'Italiensk Sveske' modner fra sidst i september til først i oktober.
Nogle sorter danner ret lave, brede træer med en noget hængende vækst, således 'Victoria'. Andre sorter som fx 'Althans' danner ret høje træer med en stiv, opret krone. Veddet er temmelig skørt, og grenene brækker let .
Bladene er stilkede, elliptisk-ægformede og savtandede. De er dunede på undersiden og har som regel et par kirtler ved bladenes stilk-ende.
Blomsterne hos blommer kommer tidligt. Bestøvningen sker ved biernes hjælp.
Blomsterne kommer parvis på frugtgrene eller langskud. De er stilkede, omkringsædige med 5 grønne bægerblade, 5 hvide eller hvidgrønne kronblade, en støvvej og 20-30 støvdragere med gule støvknapper. Blomsterne er fra 2 til ca. 3 cm i diameter. Blomstringen falder tidligt, som regel i første halvdel af maj. De er derfor ret udsatte for nattefrost eller koldt vejr, hvilket går ud over bestøvningen. Bestøvningen sker ved insekters hjælp, og det er især bierne, som er af betydning. Nogle sorter er selvbestøvere som fx 'Victoria'. Andre sorter kræver støv fra en anden sort for at sætte frugt, fx 'Althans' og 'Kirkes'.
I gode somre kan blommetræerne bære så mange frugter, at kviste og grene knækker. Sørg for udtynding af frugterne i god tid, mens de endnu er små og grønne.
Frugten: Blommen er en stenfrugt med et frø, stenen. Kødet er fint med en smag, som varierer meget efter sorten. Også saftigheden er afhængig af sorten. 'Reine Claude'rne er blandt de saftigste med den fineste og friskeste smag, mens sveskeblommerne er de tørreste og sødeste, især efter en varm sommer. Frugtkødets farve varierer fra sart gulgrøn over gul til svagt rødlig. Hos mangt sorter, heriblandt de fine 'Reine Claude', hænger stenen fast ved kødet. Hos andre som fx 'Victoria' slipper stenen let kødet. Frugthuden er hos 'Reine Claude'rne tynd og ofte næsten gennemsigtig. Hos de andre blommetyper er huden tykkere, ofte farvet i rødt eller blåt, sjældent gult. Huden er ofte mere eller mindre dækket af en dug, hvis farve kan svinge fra hvid til blåsort. Stenens form og størrelse varierer efter sorten og er et af de vigtigste kendetegn ved bestemmelse af en sort. Uanset hvordan frugterne på et træ har udviklet sig, bliver stenen med meget lille variation typisk. Er der for mange blommer på et træ efter en god blomstringstid, bliver frugtkødet for dårligt udviklet; er der meget få blommer på et træ, bliver kødet tykt og godt. Stenen bliver den samme. Stenene indeholder en kerne; to kerner ses meget sjældent. Kernerne udvikler ved knusning blåsyre, så man skal ikke spise for mange.
Typisk blomme med næsten kuglerunde frugter. Svesker har mere aflange frugter.
Dyrkning: Blomme kan lide veldrænet jord, men de tåler dårligt tørke. De plantes derfor ofte på lavere liggende arealer; direkte våde jorder tåler de dog ikke. De stiller ikke særlige krav med hensyn til gødskning, og 3-5 kg af en alsidig blandingsgødning vil normalt være passende. Blomme kan ikke lide jord med lavt reaktionstal. Det skal gerne ligge omkring 7-7,5, jo højere jo mere stiv jorden er. Blommerne er hårdføre træer, som bør have fuld sol. Noget læ kan være ønskeligt i blomstringstiden, og da læ giver en lidt højere sommertemperatur, hjælper det også på smag og saftighed.
Formering: Blommesorterne formeres ved okulation eller podning på grundstammer af frøformerede myrobalaner (Prunus cerasifera). Der findes en del andre klon-formerede grundstammer, men de har aldrig vundet indpas på danske planteskoler. Træerne sælges normalt som to-årige og plantes i vinterhalvåret. En afstand på ca. 5 m mellem træerne vil være passende, i hvert fald de første ca. 10 år.
Beskæring: Beskæringen af blomme bør ske lige efter frugtplukningen. På denne tid af året er saftstrømmen ved at tage af, og det giver såret mulighed for at lukke sig. Beskærer man senvinter eller forår, risikerer man, at træet forbløder . Blomme er ikke så gode til at hele større sår som fx æble. Beskæringen bør gå ud på at holde træerne så åbne, at alle frugter og blade kan få lys. Dette kan også lette kontrollen med sygdomme og skadedyr. Under beskæringen skal man være særlig på vagt og sørge for at fjerne beskadigede og syge grene. Ældre træer bør aldrig beskæres. Dyrkes blomme op ad et espalier, er beskæring påkrævet, men træet skal altid have god plads.
Øvrige pleje: Ved modningstid kan det være nødvendigt at støtte de bedst bærende grene, så de ikke brækker. Dette kan gøres ved at sætte pæle under de enkelte grene, eller man kan sætte en lang pæl i midten af træet og binde hver enkelt gren til den med lange snore. Pæle og snore bør fjernes lige efter høst.
Blommerne blomstrer tidligt, og udbyttet er meget afhængigt af, hvordan vejret har været i blomstringstiden. Har der været nattefrost, må man regne med, at blomsterne er ødelagt, også selvom det er ret varmt og solrigt om dagen. Har vejret været surt og koldt, er bierne blevet hjemme. I begge tilfælde går det ud over bestøvningen og dermed frugtsætningen.
Men er vejret godt i blomstringstiden, kan der ventes en meget stor frugtsætning. Nogle af disse mange frugter vil træet selv skille sig af med, fordi det ikke har kraft til at udvikle kernerne ordentligt. Men ofte vil der blive så mange frugter tilbage, at deres kvalitet til spisebrug bliver dårlig.
Efter en god blomstringsperiode kan det derfor betale sig at tynde ud i frugten. Denne udtynding bør ske så tidligt som muligt, så snart man kan se, hvor mange blommer der bliver på træerne. Når man er færdig med at udtynde, bør der være mindst 5 cm mellem de enkelte frugter, og det virker som en meget stor afstand på et tidspunkt, hvor blommerne måske ikke er mere end 7-8 mm store. Hos sorten 'Victoria' er stenen ca. 9 mm tyk, 18 mm bred og ca. 28 mm lang, uanset hvor mange blommer der er på træet. På et træ med for mange frugter kan disse være ca. 25 mm tykke, 30 mm brede og ca. 35 mm lange. På et veludtyndet træ blev frugterne 35 mm tykke, 45 mm brede og 55 mm lange. Hele gevinsten var altså saftigt frugtkød. Udtyndingen kan foretages ved en sprøjtning med svovlkalk i blomstringstiden, men resultatet er usikkert og kan ikke tilrådes undtagen til erhvervsavl.
Harpiksudflåd på blomme, fremkaldt af larver af blommevikleren (Laspeyresia funebrana).
Sygdomme: Gummiflåd viser sig ved, at en gulbrun væske flyder ud af sår eller direkte gennem barken. Væsken størkner og kommer til at minde om harpiks. Der kan være mange årsager til dette udflåd. Det kan skyldes, at biller gnaver i bark eller ved, eller det kan komme som følge af slag. Som regel skyldes det dog angreb af bakteriekræft (pseudomonas mors-prunorum). Sprøjtning med et kobbermiddel et par gange ved løvfald kan give nogen beskyttelse. Er et træ angrebet, er der ikke andet at gøre end at skære det syge bort. Den angrebne bark og veddet under den er brunfarvet med en skarp grænse til det sunde træ. Skær grenen over mindst 5 cm neden for grænsen. Gummidråber kan også ses på frugterne. De skyldes som regel insektangreb, men årsagen kan også være dårlige vækstforhold, koldt klima eller vandsyg jord.
Grå monilia (Sclerotinia laxa, Monilia laxa) smitter gennem blomsterne. Har svampen først fået fat, vokser den gennem frugtknuden ned i grenen, som visner. Symptomerne er visne frugter, blade og grene. De bør skæres af så hurtigt som muligt for at standse angrebet. Der findes kemikalier, som ved sprøjtning lige før og under blomstringen er effektive mod sygdommen.
Gul monilia (Sclerotinia fructigena, Monilia fructigena) angriber frugterne ved modningstid. Svampen trænger ind gennem sår. Nogen tid efter ses en del gule ringe om infektionsstedet. Disse ringe er sporehobe. Jævnlig sprøjtning med et svampemiddel er virksom.
Kransskimmel (Verticillium atrum) kan dræbe træerne. Bladene bliver først gule, derefter rødlige og til sidst brune og falder af. De nederste blade dør først. Angrebet sker som regel gennem rødderne, da svampen lever i jorden. Den angriber en meget lang række planter. Der er intet at stille op over for et angreb af kransskimrnel. Det angrebne træ må fjernes. Der findes en del andre sygdomme, som angriber blommer; men de er ikke af så stor betydning.
Skadedyr: På blomme er de vigtigste skadedyr blommevikleren og blommehvepsen.
Blommevikleren (Laspeyresia funebrana) kendes som »orm i blommer«. På de unge frugter ses på frugtens overflade harpiksagtige dråber, som udskilles af frugten som reaktion på de unge larvers gnav lige under frugthuden. Senere befinder den ca. 10 cm lange, lyse larve sig ved eller i stenen, omgivet af sine mørke ekskrementer, og angrebne frugter falder tidligt af træet. En bekæmpelse af blommevikleren er vanskelig, da frugten yder larven god beskyttelse, men afplukning og tilintetgørelse af de unge frugter, mens larven endnu er deri, kan forebygge stærke angreb det følgende år.
Blommehvepsen (Hoplocampa minuta) lægger i foråret æg på de unge blomsters bægerblade, hvor æglommerne ses som mørke pletter. Den nyklækkede larve æder af den unge frugts kød og sten og kan i løbet af sin larvetid opsøge og ødelægge 4-5 frugter, som bliver gule og falder af på et tidligt tidspunkt.
Galler på blommeblad, fremkaldt af blommepunggalhvepsen (Eriophyes similis).
Af bladlus er den melede blommebladlus (Brachycaudus helichrysi) den mest almindelige. De grålighvide og voksklædte lus samler sig i kolonier på de unge skud, hvor blade og frugter efterhånden bliver overtrukket med et klæbrigt lag af honningdug. Kolonierne kan spules af træet med en hård vandstråle, ligesom sprøjtning med lunkent sæbevand kan anvendes.
Arter: De dyrkede blommer hører næsten alle til Prunus domestica. Desuden anvendes myrobalan, som fejlagtigt kaldes for mirabelle; den hører til Prunus cerasifera. Den har ret små, runde frugter og bruges som grundstamme. Desuden har den tidligere været meget plantet som hegn. De dyrkede blommer, Prunus domestica, deles i fire grupper:
1) Insititia-gruppen udgøres af små træer med hårede skud og ofte med tome. Hertil hører krægerne eller »spillingsblommerne«. Den gode gamle hvidgule og tidlige havreblomme, som var almindelig i gamle haver, hører hertil.
2) ItaIica-gruppens træer er små, tornløse og lidt stive. Frugterne er oftest runde med en spids sten, som hænger ved kødet. Hertil hører 'Reine Claude' -typerne.
3) Domestica-gruppen danner større, tomløse træer. Frugten er oftest langagtig til oval. Stenen er flad, spids og skarpkantet og slipper kødet.
4) Syriaca-gruppen omfatter de ægte mirabeller og anvendes sjældent her i landet.
Sorter: Gennem forædlingsarbejdet er der nu skabt alle mulige overgange mellem disse typer. Der er beskrevet ca. 2000 forskellige sorter. Nogle af de vigtigste sorter, som også skulle være til at finde i planteskolerne, er:
'Althans Reine Claude' er en stor, rund blomme med en svag fure. Farven er livlig rødbrun på solsiden, mens skyggesiden er rdere bleggul. Der er en fin, lys dug. Huden er tyk og sej, men trækkes let fra kødet. Kødet er gyldent til grønliggult, fint, meget saftigt og har en fin aroma. Stenen er stor og ujævn og slipper ikke kødet. 'Althans Reine Claude' er en af vore fineste spiseblommer , og den modner omkring midten af september. Træet bliver ret stort og stift. Sorten kræver fremmedbestøvning, fx med 'Victoria'. Udbyttet er middel og udtynding sjældent nødvendig.
'Czar' er en middelstor, næsten rund blomme med en bred, dyb fure. Farven bliver mørkviolet, næsten sort, med en lys dug. Huden er tyk og sur og hænger fast ved kødet. Kødet er gult og saftigt, ret fast og noget trævlet. Smagen er frisk sødlig-sur. Stenen er ret lille og løsner ikke fra kødet. Træet
er middel af vækst, sundt, og sorten er selvbestøvende.
'Experimentalfältets Sveske' er en lille til middel, aflang blomme med en bred, flad fure. Farven bliver sortrød med en hvid dug. Huden er lidt sej, men kan let trækkes af kødet. Kødet er gullig-grønt, fast og saftigt, sødt med en god aroma. Stenen er ret stor og forholdsvis glat. Den slipper let kødet. Frugten modner omkring månedsskiftet august-september. Det er en fortrinlig blomme både til at spise frisk og til køkkenbrug. Den kan tørres, men sveskerne bliver noget små. Sorten er selvbestøvende.
'Italiensk Sveske' er en stor, oval (sveskeformet) blomme med en ret flad fure. Farven er fra mørk rødbrun til mørk purpurrød med lys dug. Huden er tynd, men sej, og trækkes let af. Kødet er grønliggult med brunlige tegninger, fast, ret tørt og har en sød, krydret smag. Kødet slipper let stenen. Stenen er stor, tynd, ret glat og tilspidset. 'Italiensk Sveske' modner fra sidst i september til midten af oktober. Den bør plukkes i flere omgange, da den modner ret ujævnt. I milde efterår bliver den en fortrinlig blomme både til at spise, til køkkenet og til tørring eller frysning. Træet bliver ret lavt og bredt. Det er hårdført, og sorten er selvbestøvende.
'Kirkes' er en stor til meget stor og nærmest rund blomme med en bred, tydelig fure. Farven bliver blåviolet med en lys dug. Huden er tynd. Kødet er gulgrønt, fast, middelsaftigt og sødt med en god aroma. Stenen er middelstor, ret jævn og slipper kødet. 'Kirkes' modner sidst i september og er en førsteklasses blomme. Træet bliver middelstort og kræver en lun plads. Sorten er selvsteril, men bestøves let af t.eks. 'Victoria' og 'Czar'.
'Opal' er en stor, rundagtig rød blomme med blå dug og en bred, ret flad fure. Huden er ikke særlig sej. Kødet er gulligt, saftigt og velsmagende. Stenen løsner fra kødet. 'Opal' modner lidt over midten af august. Træet er sundt og rigtbærende, hvorfor udtynding ofte kan betale sig. 'Opal' er selvbefrugtende og kan bruges som eneste sort.
'Ouillins Reine Claude' giver en stor frugt, som er næsten rund med en meget bred, flad fure. Farven er gulgrøn med en lys dug og røde prikker på solsiden. Huden er tynd og sart. Kødet er gulgrønt, blødt og saftigt med en god, noget sød smag. Stenen er stor og grov og slipper ikke kødet. 'Ouillins Reine Claude' modner i sidste halvdel af august. Den regnes for en af de bedste blommer. Træet bliver ret stort og stift. Sorten er selvbestøvende.
'Rivers Early Prolific' har en lille, rund til oval frugt med en bred fure. Farven bliver mørkt rødlilla med en hvidlig dug. Huden er sej. Kødet er hvidgulligt, ikke særlig saftigt, men fast og fint. Frugten modner først i august og kan tåle at blive rystet ned. Sorten er delvis selvsteril, men sorterne 'Czar' og 'Victoria' er gode bestøvere.
'Victoria' kan blive en stor oval blomme med en svag fure. Farven bliver rødorange med en lys dug. Huden er tynd. Kødet er guldgult til lyst gult, blødt, men ikke særlig saftigt. Stenen er stor og ujævn og slipper ikke kødet. Smagen er hos veludviklede blommer god og frisk, mens den hos små blommer kan være tør og kedelig. 'Victoria' modner i sidste halvdel af september og er en af de bedst kendte blommesorter. Træet bliver ret lille med en overhængende vækst. Sorten er selvbestøvende og en god bestøversort til andre blommer. Det vil næsten altid være nødvendigt at tynde ud i frugterne for at få blommer, som er værd at spise.
'Victoria' hører til de mest rigtbærende af vore haveblommer.
Blommetræer til småhaver:
Røde frugter: 'Althans Reine Claude', 'Opal', '',
Gule frugter: 'Ouillins Reine Claude',
Blå frugter: 'Czar', 'Experimentalfaltets Sveske', 'Italiensk Sveske'.