Humlebierne hører sammen med bier, myrer og gedehamse til de årevingede insekter og lever ligesom honningbierne socialt, dvs. i større samfund. I modsætning til honningbier holdes humlebier ikke som »husdyr« her i landet, men lever vildt.
Den befrugtede dronning, der som det eneste individ kan overvintre, starter om foråret det nye samfund ved at finde et velegnet bo, ofte i gamle musereder, i græstuer eller kvasbunker. Æglægning og larveudvikling sker i små rum, de såkaldte yngelkrukker, der hver indeholder op til et dusin larver. Dronningen opfodrer alene det første kuld arbejdere, som derefter overtager pasningen af afkommet. Samfundet når i juli-august sin maksimale størrelse, for de almindeligste arter ca. 400 indbyggere. Hen på sommeren klækkes et antal hanner, hvis funktion udelukkende er at befrugte dronningerne.
Humlebier er stadig i aktivitet ved temperaturer helt ned til 5-6°C og kan derfor også ses ude allerede i marts-april, meget tidligere end honningbien, hvis flyvning indskrænkes stærkt, så snart temperaturen ligger under 12-13°C. Af udseende er humlebierne 1,5-2,5 cm lange, tykke, lådne bier. Af de ca. 20 arter, der findes her i landet, er to langt de almindeligste: jordhumlen, som er sort med lys bagkropspids samt to gule tværstriber, og stenhumlen, som er sort med rød bagkropspids.
I haven såvel som i landbruget er humlebierne af stor betydning for bestøvningen og bør derfor skånes, bl.a. ved aldrig at anvende insektmidler i åben blomst. Humlebierne kan forveksles med de såkaldte snyltehumler (Psithyrus), som af ydre ligner netop den humlebiart, de snylter hos. Hunnerne af snyltehumler lægger deres æg i humlebiernes bo og dræber samtidig humlebiernes egen yngel og eventuelt dronningen, således at boets arbejdere udelukkende passer og fodrer snylterens yngel.
Humlebiens lange tunge sætter den i stand til at få fat i honningen i blomster, som andre bestøvere ikke kan klare.