Pindsvinet er en hyggelig og nyttig beboer i haven og trives godt, blot man behandler det med en smule omtanke.
Pindsvinet er formentlig det vildtlevende danske pattedyr, der er bedst kendt og mest populært af alle. Det skyldes ikke mindst dets frygtløse natur, der får det til med forkærlighed at opholde sig i nærheden af mennesker; det er et udpræget park- og havedyr hos os, og dets hyggelige smågrynten, smasken og snøften kan høres i villahaverne selv inde i byernes hjerte.
Til pindsvinets popularitet bidrager også, at dyret er en af haveejerens gode venner. Zoologisk set hører det til insektæderne og fortærer da også en mængde insekter på alle stadier, ikke mindst de larver, der ellers kan plage køkkenhave-dyrkeren fælt ved deres natlige angreb på urtebedene. Men pindsvinet er ikke kostforagter; det fortærer med lige så stor fornøjelse nøgne snegle, der heller ikke er havedyrkerens yndlinge. Skulle det falde over en muserede, går museungerne med; men pindsvinets ry for at æde fugleunger, padder, krybdyr og småpattedyr er nok noget overdrevet. Pindsvinet hører til de dyr, der sover ægte vintersøvn. Det vågner om foråret, når nattemperaturen kommer op over ca. 10°C, og begynder straks at søge føde, når skumringen sætter ind. Er det stærkt udhungret efter en lang, kold vinter, kan det endda gå i gang allerede ved højlys dag. I juni-juli indtræder parringstiden; det er derfor, man netop i disse måneder ser så sørgelig mange dræbte pindsvin på vejene: ivrige hanner, som var på jagt efter en parringsvillig mage. Pindsoen går drægtig i 5-6 uger, og i eftersommeren kan man være så heldig ved aftenstid at træffe hende med en hale af unger bag sig på vej ud efter føde under havens hække eller blandt køkkenurterne. Når ungerne er 3 måneder gamle, klarer de sig selv, og når temperaturen synker under ca. 10°C om efteråret, gerne ind i oktober, går pindsvinene til hvile for vinteren.
Vil man gerne have pindsvin i haven og hvem vil ikke det? - er det en let sag at hjælpe lidt til. Dyrene har fundamentalt behov for tre ting: tilstrækkelig føde, et skjul, hvor de kan sove om dagen og vinteren igennem, og nogenlunde ro for hunde. Katte er pindsvinet ligeglad med - og omvendt; men mange hunde bliver aldrig klogere, end at de vedbliver at irritere pindsvinet hver aften, og det er for meget. Så flytter pindsvinet til rolige omgivelser. Er haven lille, kan det knibe for en pindsvinefamilie, der består af pindsoen og hendes pindgrise - faderen passer sig selv - at finde føde nok. Man kan så ved aftenstid på et bestemt sted udlægge kød, der er skåret i små terninger, et udslået råt æg, lidt brød, vædet i mælkevand, en rest kogte grønsager, kogt ris eller ganske almindelig hunde- og kattemad. Giver man mælk, bør den fortyndes; ellers risikerer pindsvinet at få mavevrøvl. Dyret skal nok finde maden og kommer igen aften efter aften; det kan blive helt trygt og lader sig ikke genere af, at man iagttager det eller endda kratter det forsigtigt i panden. I et hjørne af haven kan man placere en lille dynge sten, teglsten, grenstumper o.lign., allerbedst med et par stumper drænrør iblandt; dyngen er let af camouflere ved passende bevoksning foran eller henover. Også en dynge kvas og visne blade kan tjene som et fint sove- og vinterkvarter.
En ting skal man holde sig fra, hvis man ønsker pindsvin i haven: sprøjtning eller pudring med insektgifte. Dyret æder intetanende de forgiftede larver og insekter og går en langsom og grufuldt pinagtig død i møde. Har man blot en gang set et forgiftet pindsvins dødskamp, er man klar over, at døden på landevejen er nådigere for dette måske det hyggeligste dyr, vi kan »holde« i vore haver.