Begonie - Begonia

Navnet Begonia er givet til ære for Michel Begon (1638-1710), som var guvernør over fransk Canada og meget interesseret i botanik. Begonie-slægten er meget omfangsrig; der findes om­kring 1000 arter og hybrider, krydsnin­ger. Det er især i 4 områder af verden, begonierne findes, ofte bundet til en bestemt lokalitet:

● Tropisk Amerika (Amazonområdet, Bolivia og Peru). Det er især her, de varmekrævende arter findes.

● Asien (0sthimalaya, Bagindien, Kina op til 40° nordlig bredde ved Peking). Det er det næstvigtigste område for forekomst af begoniearter.

● Afrika (den fugtige del af Vestafrika, i Cameroun og iNatal).

● Nordøstafrika (især øen Socotra). Her finder man især de tørketålende arter.

Da begonie-gruppen er så omfangsrig og rummer så mange forskellige for­mer, er de for overskuelighedens skyld opdelt i følgende seks grupper:

1) Loraine-begonie. I 1893 blev jule­begonie, med sortsnavnet 'Gloire de Lorraine', bragt i handelen. Den er en krydsning mellem Begonia dregei og Begonia socotrana og har givet navn til hele denne gruppe af begonier. Blandt sorterne må nævnes 'Konkurrent', som har større blomster og meget større blade, og 'Ege's Favourite', som op­stod i 1926. Det er en tidligtblomstrende sort, meget rigtblomstrende, egnet som hængeplante, men følsom over for meldug. Af 'Konkurrent' er opstået sorterne 'Marina', 'Regent', 'Ida' og 'Nordlys', som alle stadig dyrkes en del.

2) Elatior-hybrider. Ved krydsning mellem Begonia socotrana og Begonia tuberhybrida opstod en sort, 'Heal John', i 1883. En lang række sorter af denne type er siden opstået i Tyskland og er repræsenteret med bl.a. sorterne 'Schwabenland', 'Schwabenland Oran­ge', 'Lachsorange' og 'Aphrodite'.

3) Semperflorens-hybrider. Det er krydsninger, hvori Begonia semperflo­rens indgår, og som hyppigst bruges til udplantning. Disse begonier er ikke særlig kræven­de. Blomsternes farve er hvid, lyserød og rød, og blomsterne kan være enkel­te eller dobbelte. De ældre sorter tåler mindre godt et mørkt, regnfuldt vejr, hvorved blomsterne bliver mindre. Desuden er sorterne modtagelige for svampeangreb. De nye F1-hybrider er mere modstandsdygtige over for både dårligt vejr og svampeangreb.

4) Knoldbegonie-hybrider. Det er be­goniearter med rodknold. Denne grup­pe kan igen opdeles i storblomstrede hybrider, hybrider med middelstore blomster, småblomstrede hybrider og hængende hybrider.

De storblomstrede hybrider var blandt de første, som kom i handelen. Inden for denne gruppe findes en rigdom af former, fra enkelt- til dobbeltblom­strede sorter med mange forskellige blomsterfarver og forskellige bladfor­mer. De småblomstrede hybrider bli­ver 15-25 cm høje, og blomsterne er små, men de forekommer i enorme mængder. De småblomstrede knoldbe­gonier er normalt mindre robuste end de storblomstrede. Sorten 'Bertinii' er meget rigtblomstrende med hængende, skarlagenrøde blomster. 'Bertinii com­pacta' har større blomster. Hybriderne med mellemstore blomster er opstået ved krydsning mellem stor- og små­blomstrede hybrider. De er rigtblom­strende og bliver ca. 25 cm høje. De hængende knoldbegonier har mange, mere eller mindre slappe, hængende stængler med smalle, tilspidsede blade. De er meget rigtblomstrende med små til mellemstore blomster.

Bladbegonier er meget dekorative, især måske Begonia rex.

5) Bladbegonie-gruppen. En række be­goniearter, som dyrkes p.gr. af deres blade. Der er mange forskellige blad­begonie typer, både hybrider og rene arter, men oftest er det rex-hybrider, krydsninger, hvori indgår Begonia rex. De fleste rex-hybrider er opstået før 1940, de første ved krydsning mellem Begonia rex og Begonia diadema. Begonia diadema blev indført i 1881 fra Borneo. Begonia masoniana er en ny art, indført til England fra Assam. Den kaldes jernkorsbegonie og ligner rex-begonie, men har svagt buklede blade med mørktfarvet mønster.

6) Andre begonier. Udover hybriderne findes en række begoniearter i kultur:

Begonia boliviensis stammer fra Boli­via og Peru og blev indført til Europa i midten af det 18. årh. Det er en kraftig, opretvoksende, stærkt forgre­net plante med glatte stængler. Blade­ne er små, lancetformede, tilspidsede med røde bladstilke. Den blomstrer om sommeren med klokkelignende, cinnoberrøde blomster.

Begonia credneri er opstået ved kryds­ning mellem Begonia metallica og Be­gonia scharffiana. Af denne er flere sorter i handelen, bl.a. 'Dresden', 'Hamburg' og 'Stuttgart'.

Begonia dichroa stammer fra Brasilien. Den har tæt vækst med let overbøjede stængler og ret store sølvplettede bla­de. De laksrosa blomster forekommer i store mængder.

Begonia dregei stammer fra Kaplandet. Den har opret vækst og røde stængler. Bladene er mørkegrønne med røde bladnerver. Blomsterne er små og hvi­de. Den er stamform til julebegonie, Lorraine-hybriderne.

Begonia erythrophylla er en krydsning mellem Begonia hydrocotylefolia og Begonia manicata. Den kaldes på dansk voksbegonie. Den har krybende jordstængler og blanke, læderagtige, oval-skjoldformede blade med rød un­derside og behåret rand. Om foråret fremkommer lange blomsterstande med rosa blomster.

Begonia fuchsioides stammer fra Co­lombia. Den er busket med tætsidden­de små blade og hængende, blegrøde blomster.

Begonia heracleifolia stammer fra Mexico. Den har tykke, brune jord­stængler, kødede bladstilke og dybt indskårne blade, der er brune til sort­grønne med lysere striber på begge sider af bladnerverne. Undersiden er rød og lysegrøn.

Begonia manicata kommer fra Mexi­co. Væksten er tæt; bladene er brede, hjerteformede, mørkegrønne med lyse årer og rødlig rand. Bladundersiderne og -stilkene er forsynet med røde hår. De lysrosa blomster er samlet i en slank blomsterstand.

Begonia metallica stammer fra Brasili­en. Den har metalskinnende, hvidhå­rede blade. Oversiden er mørkegrøn og undersiden lysegrøn.

Begonia pearcei er en knoldbegonie, som stammer fra Bolivia, indført til Europa i 1865. Den har lav vækst, blødt hårede stængler og asymmetri­ske, tilspidsede blade, som er grønne med lyse bladnerver på oversiden og blegrøde på undersiden. Blomsterne er gule. Den er meget brugt i krydsnin­ger, og det er fra denne art, de gule og orange farver er kommet ind i knold­begonie-sortimentet. Arten har også været med i de krydsninger, som resul­terede i elatior-hybriderne.

Begonia scharffiana stammer fra Bra­silien. Den har hel randede blade med mørkolivengrønne oversider og røde undersider og bladstilke. Planten er hvidåret. Om efteråret fremkommer hvide blomster.

Begonia socotrana er en form for knoldbegonie. Den stammer fra øen Socotra ud for Afrikas østkyst. Den blev opdaget i 1880 og ført til Kew Gardens, den botaniske have i Lon­don. De nederste blade er temmelig store og skjoldformede, mens de øver­ste er mindre og mere hjerteformede. Ved grunden af stænglerne findes man­ge små, ejendommelig knoldformede fortykkelser. Disse fOl'tykkelser rum­mer reservenæring til de tørre og var­me somre på Socotra. Planterne har en

hvileperiode om sommeren og blom­strer om vinteren med mørkrosa blom­ster. På grund af vinterblomstringen er denne art meget benyttet til krydsnin­ger, og det er fra krydsninger med denne art, at Lorraine- og elatior-hybri­derne er opstået.

De nye typer af julebegonie er meget modstandsdygtige mod meldug.

Kultur: Begonie anvendes både som potteplante og som udplantningsplan­te, og der er forskellig kultur for hver anvendelse. Som udplantningsplanter

anvendes især Begonia semperflorens­hybrider og knoldbegonier. Begge kræver megen sol og en luftig, fugtig og velgødet jord.

Som potteplanter anvendes dels de såkaldte julebegonier (elatior-hybri­der), dels bladbegonier. Elatior-hybri­derne foretrækker fugtig luft, meget lys og vand og regelmæssig gødning. Efter blomstringen kan de eventuelt skæres tilbage. Efter tilbageskæringen står de nogle få uger, hvorefter de pottes om og behandles på normal vis med tilførsel af vand og næring. Blad­begonierne har ikke stort behov for lys, og de tåler ikke at stå i direkte sol. De kan fx stå i nord- eller nord­østvendte vinduer eller i et mørkt hjør­ne. Om sommeren gror bladbegonier hurtigt, og i denne periode har de stort behov for vand og næring. Om vinte­ren er væksten minimal, og der tilføres ikke mere vand, end at det netop undgås, at jorden tørrer ud.

Der findes både enkelt- og dobbeltblomstrende knoldbegonier.

Formering: Begonia semperflorens­hybriderne og knoldbegonierne forme­res ved frø. Begoniefrø er utrolig små; et gram svarer til omtrent 75.000 frø, og som følge heraf må de ikke dækkes med jord, når de sås, kun trykkes lidt til, og det øverste jordlag i såkassen skal være meget findelt. Der sås i januar-februar, og jorden skal være ca. 18°C. Det let tiltrykte frø dækkes med et lag plastic for at holde høj luftfugtighed, og når de små frøplanter kommer frem, afdækkes de med papir for at beskytte dem mod Solen.

Når begonierne er begyndt at gro, men endnu er meget små, prikles de om; det sker bedst med en lille pind med en kløft i spidsen. Denne pind bruges til at løfte de små planter op fra såkassen. En anden, tilspidset, pind bruges til at lave et lille hul i den nye priklejord, og heri anbringes den lille plante. Efter denne omprikling holdes en tempera­tur på ca. 23°C. Når de ompriklede planter begynder at dække jorden med deres blade, prikles de om endnu en gang, og temperaturen bliver efter denne omprikling efterhånden gradvis sænket, så begonierne afhærdes med henblik på senere udplantning i haven med en afstand på 20-25 cm. I de senere år er der opstået en række firmaer, som har påtaget sig opforme­ringsarbejdet, således at gartnerne får planter, som kun skal prikles om en gang, før de er klar til salg.

Knoldbegonier bør ikke udplantes i haven eller altankassen før 1. juni, når der ikke længere er fare for nattefrost.

Til udplantning i haver købes som regel færdigkultiverede Begonia sem­perflorens-hybrider eller læggeklare knoldbegonie-knolde. Elatior-hybriderne formeres ved hjælp af enten topskud- eller bladstiklinger. Et topskud på 6-10 cm giver hurtigt gode planter, men erhvervsgartnere bruger ofte kun et blad som stikling. Der stikkes i sandblandet tørvestrøel­se, og temperaturen holdes på ca. 20°C. Stiklingerne må beskyttes mod solen, indtil de har fået rod.

Bladbegonierne formeres normalt ved hjælp af topstiklinger, men rex-hybri­derne kan formeres ved en særlig form for bladstiklinger. Bladene skæres i stykker og lægges spredt på stikkejor­den, hvor de fastholdes med pinde eller småsten, så der er god kontakt mellem bladstykket og jorden. Der udvikles så nye planter fra bladnerver­ne. Det bedste tidspunkt for formering af bladbegonier er juli-august; tempe­raturen bør holdes på 20°C.

Sommerbegonie (Begonia semperflorens) kan anvendes som potteplante, i altankassen og i havens blomsterbede.

Sygdomme og skadedyr: Begonier angribes af få, men alvorlige sygdomme. Bakterieangreb kan medføre misfarve­de stængler og bladstilke, og bladene visner fra randen. Sygdommen er me­get smitsom; smitten kan fx spre­des via vandingsvandet, og der er ikke nogen mulighed for bekæmpelse. An­grebet plantemateriale bør straks øde­lægges. Meldug er en svampesygdom, som især de ældre begoniehybrider let angribes af. Der fremkommer hvide pletter på stængler, blade og blomster. Meldug bekæmpes ved hjælp af svovl­holdige sprøjtemidler, som imidlertid ikke tåles af blomsterne og som efter­lader pletter på bladene. Svovlmidler kan altså kun bruges på planterne før blomstringen. Luseangreb kan bekæm­pes ved hjælp af et anerkendt skade­dyrsmiddel.

--