Navnet Pisonia har planten efter den hollænderen Wilken Piso (1611-78).
Pisonia er en slægt af træagtige, stedsegrønne planter. Som potteplante anvendes især den brogetbladede Pisonia brunoniana, hvis korrekte navn nu er Heimerliodendron brunonianum. I naturen udvikles grønlige blomster, der efterfølges af bælge, dækket af en rødlig, gummiagtig substans, der er meget eftertragtet af fugle. Derfor kaldes planten også fuglefangertræ. Som stueplante udvikler den kun sjældent blomster.
Pisonia (Heimerliodendron brunonianum 'Variegatum') er en stedsegrøn busk, som skal stå varmt for at trives.
Pleje: For at udvikle de brogede blade bedst muligt skal planten have meget lys, uden at den dog tåler skarp sol om foråret og sommeren. Om vinteren skal temperaturen være 18-20°C, og luftfugtigheden skal være så stor som mulig; regelmæssige overbrusninger kan gavne planten. Jorden kan bestå af en spagnumblanding eller enhedsjord. Kun i vækstperioden i sommerhalvåret skal der tilføres næring. Der vandes jævnlig hele året, men mindre om vinteren end om sommeren. Det er ikke nødvendigt at potte om hvert år. For at få planten til at forgrene sig kan man knibe topskuddene af.
Pisonia dyrkes som stueplante på grund af de smukke brogede blade, men den blomstrer sjældent indendørs.
Formering: Om foråret formeres Pisonia ved top- eller ledstiklinger, der stikkes i en standardjordblanding og dækkes med plastic for at holde stor luftfugtighed. Temperaturen i jorden skal helst være omkring 22°C.