Stueplanter

Stueplanter er ikke blot en værdifuld dekoration i stue og vindueskarm, men giver en kærkommen, daglig naturop­levelse til især bymennesket, der uaf­hængigt af det lunefulde danske klima kan virke som stuegartner året rundt. Samtidig bidrager stueplanterne til at forbedre det indendørs klima, hvis fug­tighedsgrad forøges ved fordampnin­gen fra blade og jordoverflade.

Mange stueplanter er en- eller flerårige urter; andre er halvbuske, buske eller træer. De stammer fra vidt forskellige klimabælter og plantezoner i alle ver­densdele, og det er derfor ikke mærke­ligt, at en del af dem har svært ved at vænne sig til en stuetilværelse med næsten konstant temperatur døgnet og året rundt, lav fugtighedsgrad og især den meget ringe lysmængde i vinter­halvåret. Det er forbavsende, hvor mange forskellige slags planter der alligevel trives i vore stuer under disse ekstreme forhold, blot man giver dem en rimelig pleje.

Jord: En god pottejord skal have et passende forhold mellem faste jord­partikler, vandfyldte porer og luftfyld­te porer. Jorden skal kunne holde på den tilførte vandmængde og plantenæ­ring, og den skal give rodnettet mulig­hed for at brede sig uhindret i hele potteklumpen. De gamle handelsgart­nere havde specialjorder til de forskel­lige kulturer såsom begoniejord, kry­santemumjord, nellikejord og rosen­jord; men i stedet for at efterligne disse naturlige jordblandinger fremstiller man nu standardjord, som kan anven­des til en lang række forskellige plan­ter. I standardjord indgår i forskelligt blandingsforhold spagnum, kompost­jord, bladjord, barksmuler, ler, sand, grus og kunststoffer. Erica og azalea sætter pris på en sur jord med reak­tionstal mellem 4 og 6; de fleste stue­planter foretrækker en surhedsgrad på 6-7, og enkelte skal have kalkholdig jord med en surhedsgrad på 7-8. Ved stadig vanding med almindeligt, kalk­holdigt ledningsvand hæves reaktions­tallet efterhånden; men det kan sænkes ved tilførsel af svovlsur ammoniak i opløst form, f.eks. 1 g pr. liter vand.

Gødning: Som alle andre planter skal også stueplanter regelmæssigt tilføres næring; men det må kun ske i de enkelte planters vækstperiode og al­drig i vintertiden fra oktober til marts. Tilførselen af gødning sker bedst i form af opløste gødninger, enten fær­digblandede handelsgødninger, som kan være dyre i indkøb, eller en blan­ding, som stuegartneren selv kan frem­stille af 100 g kaliumnitrat, 100 g kalciumfosfat og 200 g ammoniumsul­fat, der kan købes hos en materialist eller farvehandler. Ved hver gødnings­vanding opløses 1-3 g af blandingen i 1 liter vand.

Det er vigtigt at vide, hvornår man ikke skal gøde:

1. Gød ikke på tør potteklump, men gennemvand potten forinden, så at rødderne ikke svides.

2. Gød aldrig med for stor dosis; det svider også rødderne.

3. Gød ikke nyspirede frøplanter.

4. Gød ikke nylig ompottede planter.

5. Gød ikke syge planter eller planter, der er gået i stå i væksten.

6. Gød ikke i den mørke vintertid.

7. Gød ikke i planternes naturlige hvileperiode.

Vanding af stueplanterne i ferietiden kan klares med en flaske vand og en vandsugen­de væge.

Kaktus og sukkulenter (saftplanter) har et lille rodnet og trives bedst i flade skåle med sand eller sandblandet enhedsjord.

Vand: I naturen trænger regnvandet ned gennem jordoverfladen til rødder­ne og optages af dem. Man følger naturmetoden, når man vander urte­potterne ovenfra; men samtidig drives luften ud af pottejorden, så at den bliver »vandsur«. Mange potteplanter bør derfor vandes nedefra med vand i underskålen; når planterne har opsu­get den nødvendige mængde vand, hældes det overflødige bort. Nogle få planter med meget svage rødder skal slet ikke vandes i potten, men i den roset eller tragt, som bladene danner; det gælder således arter af ananasfami­lien. Vandværksvand har fra hanen oftest en temperatur på 7°C, og det giver de fleste potteplanter et kulde­chok. Man bør derfor anvende kuldslå­et vand, der har stået et stykke tid i en beholder ved stuetemperatur. Trope­planter skal altid vandes med 25°C varmt vand.

Urtepotteskjulere hindrer for voldsom fordampning fra urtepotterne, så man ikke behøver at vande så ofte.

Den såkaldte vandkultur er en særlig dyrkningsform, hvor planterne ikke gror i jord, men i et sterilt, næringsfrit substrat, der tilføres den nødvendige mængde vand og gødning (se artiklen Vandkultur).

Saintpaulia eller usambaraviol skal altid vandes i underskålen. Den tåler ikke vanddryp på blade og blomster.

Lys: I vore stuer er lysmængden ofte den begrænsende faktor for plantevæk­sten. Mange stueplanter går i stå i vintertiden, og væksten kommer først i gang, når der igen er det rigtige for­hold mellem dagslys, lufttemperatur og jordfugtighed. Drivhusgartnerne kan kunstigt lave om på årstiderne; men stuegartneren må følge års-

tidernes vekslen; ved ekstra tilskud af kunstlys, f.eks. med groluxpærer, kan man dog holde potteplanterne i vækst og måske endda fremme - eller sinke ­deres blomstringsperiode.

Det faktum, at der findes kortdags- og langdagsplanter, har stor betydning for stuegartneren. Kortdagsplanter blom­strer kun ved en kort dag med dagslys under 12 timer i døgnet; derfor vil julebegonie, julestjerne, koral top og krysantemum kun blomstre mellem ef­terårsjævndøgn og forårsjævndøgn. Langdagsplanter som betlehemsstjer­ne, fuchsia, hawaiiblomst og nellike udvikler derimod kun blomster, når daglængden er over 12 timer; de kan ikke uden særlige gartneriske kunst­greb bringes i blomst om vinteren (se artiklerne Kortdagsplanter og Lang­dagsplanter).

Allamanda neriijolia er en kraftig slyng­plante til et stort sydvindue.

Varme: De allerfleste stueplanter tåler ikke temperaturer under frysepunktet, og orkidéer og andre tropeplanter får kuldechok og kuldeskader allerede ved +10°C. Omvendt må temperaturen heller ikke blive for høj. 44°C er den kritiske temperatur for alle stueplan­ter, også de tropiske. I moderne, cen­tralopvarmede rum er lufttemperatu­ren ofte for høj for de fleste planter, som trives bedst ved 15-18°C. Ved fordampning fra bladene kan planter­ne selv til en vis grad regulere deres temperatur; det viser sig ved, at blade­ne på varme dage og ved stærkt solskin hænger slapt ned. Ved overbrusning kan man dog sænke temperaturen, og planterne bliver saftspændte på ny. I hvileperioden skal stueplanterne have det køligt, og selv vindueskarmens »helårsplanter« sætter pris på en sti­gende og faldende rytme for varmen, afhængig af planternes udvikling og den øjeblikkelige lysmængde.

Køllelilje er så kraftig, at den er bedre egnet i vinterhave og drivhus end i en stue. Den tåler længere tids tørke.

Luft og luftfugtighed: I »Mor Karens hus på landet« trivedes pelargonier og flittiglise fortræffeligt i gamle dage; de utætte vinduer sørgede for, at fugtig luft udefra blev blandet med den op­varmede stueluft. Anderledes forhol­der det sig i centralopvarmede rum, hvor luftfugtigheden er alt for lav for både planter og mennesker. Planterne bør her oversprøjtes med lunkent vand fra en blomstersprøjte, og en ugentlig afskylning i badekarret fjerner des­uden støvet fra bladene, så at disse får bedre mulighed for at assimilere og ånde.

Vækstperioden: I vækstperioden ud­vikles stængler, blade og blomsteran­læg, og perioden afsluttes med blom­stringen. I hele dette tidsrum skal planterne have varme, vand, luftfug­tighed, lys og næring.

Hvileperioden: Hvileperioden indtræ­der oftest efter afblomstringen og en eventuel frugtdannelse. Så skal plan­terne kun have lidt vand - nogle skal endda stå fuldstændig tørt - mindre luftfugtighed og mindre varme. De kræver ikke så meget lys, og de skal ikke gødes.

Indkøb: Stueplanter indkøbes som småplanter, hvis udvikling man kan nyde og følge gennem en lang periode, eller som færdigplanter, der med det samme kan opfylde deres dekorative funktion i stuen. Man skal altid påse, at de indkøbte planter er sunde og uden angreb af sygdomme eller skade­dyr. Mange planter kan leve i mange år i stuen; men enkelte fremstilles i billig massekultur og er beregnet til at kasse­res efter afblomstringen, bl.a. cinera­rie, julestjerne, azalea og krysante­mum.

Transport: Ved transport af planter i frostvejr må de altid være omhyggeligt indpakket, så at de ikke får frostska­der. Tørre planter sættes dybt i vand efter hjemkomsten i et par timer, så at potteklumpen bliver gennemvåd og planten saftspændt. Planter må ikke flyttes direkte fra et koldt rum til normal stuetemperatur, ligesom det vil være urimeligt at flytte planterne til et køligere rum om natten.

Klivia eller mønjelilje kan stå mange år på samme sted i vinduet. Undgå at vende planten.

Formering: Mange stueplanter forme­res let ved deling i forbindelse med ompotning af ældre planter, andre ved stikning af sideskud eller topskud i sandblandet jord, helst i et minidrivhus og i sluttet luft. Roddannelsen frem­mes, når stikkekassen står på under­varme, f.eks. oven på en radiator, men ikke i fuld sol. Anvendelse af et vækst­hormon som Floramon B fremmer roddannelsen. Flere stueplanter kan frøformeres i forårstiden i urtepotter, dækket med en glasplade.

Flittiglise blomstrer året rundt, bedst i et sydvindue, om sommeren gerne i altankas­sen.

Når rødderne vokser ud gennem pottehul­let, er ompotning påkrævet.

Potning: Potteplanter med kraftig vækst forbruger hurtigt den plantenæ­ring, som findes i pottejorden, og selv om de gødes regelmæssigt, må de hvert eller hvert andet år ompottes i ny, frisk jord. Mellem ompotningerne kan man udskifte det øverste jordlag i potten med frisk jord, en såkaldt topdressing. Ompotning foretages bedst tidligt om foråret, når væksten er ved at komme i gang igen efter vinterens hviletid. Man fjerner omhyggeligt gamle, fortykkede rødder, blander en smule blandingsgødning i den nye pottejord og sørger for godt dræn med potteskår, perlesten eller grus i bunden af potten. Der vandes kraftigt efter ompotningen; men man må ikke overdrive vandingen i den følgende tid, mens de nye rødder udvikles. Planten må ikke gødes den første måned efter ompotningen.

Væddeløber er en bladplante med hurtig og frodig vækst, især god som ampel plante i et nordvindue.

Beskæring: Træagtige stueplanter skal af og til beskæres for at holde sig inden for den begrænsede vokseplads i vinduet. Både blomstring og vegetativ udvikling kan fremmes ved rigtig be­skæring, der foretages tidligt på for­året, før nyvæksten begynder. Beskæ­ringen kan give formeringsmateriale i form af urteagtige eller træagtige stik­linger. Knibning af urteagtige skud i vækstperioden fremmer forgreningen af planten. Udknopning af krysante­mum og roser består i fjernelse af sideknopper under en endeknop, som derefter udvikles særlig kraftigt til en større, mere velformet blomst. Opbinding: De fleste stueplanter be­høver ikke opbinding; dog må store dekorationsplanter som birkefigen og gummitræ ofte have støtte, især hvis de står på et lysfattigt sted og rækker efter lyset. Slyngplanter og klatreplanter skal have et espalier at klatre op ad, bestående af tonkinstokke og fiskesnø­re eller ståltråd. Bånd og espalier må ikke snære eller gnave på plantedele­ne.

Sygdomme og skadedyr: God pleje er den bedste sygdomsbeskyttelse. Opda­ger man svampesygdomme eller skade­dyr, optræder disse ofte i så små mæng­der, at de let kan bekæmpes ved, at man spuler planterne under bruseren i badeværelset. Undgå så vidt muligt kemiske bekæmpelsesmidler, som især i stuevarmen og nær på hjemmets

beboere kan have alvorlige giftvirknin­ger! Kraftigt angrebne stueplanter bør straks kasseres, før smitten breder sig til naboplanterne; de angrebne plante­dele skal afklippes og brændes. Såkaldt fysiogene plantesygdomme (se denne artikel) skyldes forkerte plejemetoder eller uheldige klimaforhold i vindues­karmen; det kan være kuldeskader, frostskader, solbrand, lysmangel, overvanding, tørke, for kalkholdigt vand og svidninger fra kunstgødning. Kender man årsagen, kan man forbed­re plejeprogrammet; ofte vil planterne så vokse sig fra skaderne.

Kinesisk primula hører hjemme i kølige rum i vinduer med let skygge.

Stueazalea må aldrig tørre ud. Vand den i underskålen, evt. 2 gange om dagen.

Passionsblomst er en sommergrøn slyng­plante med mærkeligt formede blomster.

Begonier findes i et utal af former. De skal stå lyst, men ikke for varmt.

Svigermors skarpe tunge deles. Skær de gamle rødder af med en skarp kniv.

Blyrod eller Plumbago skal have sol og varme for at blomstre rigeligt.

Sommerbegonie er en kendt have- og altan­plante, men også en god stueplante.

Saintpaulia formeres ved bladstiklinger med et blad i hver potte.

Når urtepotten er fyldt med rødder, skal planten ompottes.

Undgå at såre eller ødelægge rødderne. Slå hellere den gamle potte itu!

Anvendelse

Stueplanternes trivsel afhænger af en vekselvirkning mellem stuegartnerens indsats og planternes evne til at tilpas­se sig til forholdene i stuemiljøet. I vore stuer kan vi dyrke faste stueplan­ter, flytteplanter, engangsplanter og ude/indeplanter.

Faste stueplanter trives på samme plads året rundt og ofte gennem mange år, bedst i et næsten ensartet klima, som også tiltaler husets beboere. De tåler ikke træk eller kølig luft fra åbne vinduer ved udluftning af rummet. I løbet af kort tid vil alle stueplantens blade dreje sig mod lyset for at udnytte lysenergien mest muligt; ved hyppige drejninger kan man give planten en ensartet og ikke-ensidig vækst. Mange planter som julekaktus, kamelia og hawaiiblomst taber dog knopper og blomster, hvis de ikke til stadighed vender samme side mod dagslyset.

Flytteplanter er planter, som året igen­nem kræver forskellig placering i boli­gen. I sommertiden skal de stå i lyse vindueskarme mod øst, syd eller vest; i vintertiden bør de derimod stå køligt, men frostfrit, hvilket sjældent kan lade sig gøre på den sædvanlige plads i vinduet. De kan da flyttes til en lys kælder, et uopvarmet værelse eller en kølig vinterhave. Velegnede flytte­planter er klokketræ, laurbær, nerie og trillingranke, som i deres hjem om­kring Middelhavet er tilpasset til tyde­lige klimaforskelle på de forskellige årstider, hvilket man efter bedste evne kan forsøge at efterligne indendørs.

Engangsplanter er dekorationsplanter, der i kortere eller længere tid kan pynte i vinduet med deres ofte stærkt farvede blomster. De er i handelsgart­nerierne ofte fremdrevet så stærkt, at de sjældent kan videredyrkes i stuekul­tur. Alpeviol, betlehemsstjerne og stueazalea kan man dog med meget tålmod og en del held få i blomst år efter år; kortdagsbehandlede krysante­mum bør derimod kasseres straks efter afblomstringen. Tøffelblomst og cine­rarie er enårige blomsterplanter, der ligeledes må kasseres efter afblom­stringen.

Ude/indeplanter kan man kalde de stueplanter, som har godt af et »sommerferieophold« i haven, på terrassen eller på altanen. Her får de om som­meren tilstrækkelig med lys, luft, fug­tighed og varme og henter kraft til at udvikle nye knopper, som kommer i blomst om vinteren eller det følgende forår. De fleste stueplanter kan »over­somre« i haven i lange perioder, mens familien er bortrejst; de skal dog igen indendørs, før den første nattefrost kan indtræde sidst i september.

Potteplanter dyrkes i lerpotter, hvis porøse overflade kan »ånde« og der­ved sikre, at planterødderne ikke drukner i vand. Plasticpotter derimod holder på fugtigheden og er derfor bedst egnede til planter, som kræver konstant fugtighed, bl.a. alpeviol, aza­lea, cinerarie, hortensie og stueprimu­la.

Kummeplanter kan dyrkes flere sammen i en plantekumme af keramik, ler, plastic eller træ. Man må dog huske, at i en fælles plantekumme vil alle planter få tilført lige meget vand og næring, hvorfor man ikke bør anbringe ør­kenplanter og regnskovsplanter i sam­me beholder. Det er værd at overveje, om man ikke bør etablere et vand-selv­system i kummen, som så kan passe sig selv i 14 dage eller mere (se artiklen Vandkultur).

Koraltop får den smukkeste blomsterfarve i fuld sol. Den tåler tør luft og blomstrer længe.

Blomstervinduer har ofte glas både udad og ind mod stuen og danner således en slags drivhus med et passen­de fugtigt og varmt klima, der især er velegnet til tropiske og subtropiske planter. Med termometer og fugtig­hedsmåler kan man til stadighed kon­trollere klimaet og sørge for passende regulering. I blomstervinduet kan dagslyset suppleres med elpærer eller lysstofrør. Man bør undgå de såkaldte

blomsterarrangementer, som visse blomsterdekoratører anvender med hovedvægt på kontraster i bladform, bladfarve og blomsterfarve, ofte sam­menblandet, så at planter med vidt forskellige vækstkrav anbringes i sam­me skål uden hensyn til de enkelte planters særlige vækstkrav.

Verdenshjørnerne har stor betydning for stueplanternes trivsel. I et sydvin­due udsættes planterne forår og som­mer for en voldsom udtørring og svid­ning på grund af alt for meget lys og varme. Sydvinduet er kun egnet til midlertidig placering af visse stueplan­ter i vintertiden, mens man om som­meren bør reservere et sådant vindue til solelskende sommerplanter som ne­rie, pelargonier og kaktus. Øst- og vestvendte vinduer har den bedste for­deling af lyset dagen og året igennem og er derfor velegnede til langt de fleste potteplanter. Et nordvendt vin­due er heller ikke nogen dårlig vokse­plads for indendørs planter, blot der er tilstrækkeligt »himmellys« dagen igen­nem uden konstant skygge fra bygnin­ger eller større træer udenfor.

Arter

Der findes et utal af planter, der egner sig til dyrkning indendørs. Mange fri­landsplan ter kan om vinteren eller for­året tages ind og drives frem til en tidligere blomstring end den normale, og mange løg og knolde kan drives frem i stuekultur. Se herom artiklerne om de enkelte stueplanter under deres danske navn og samleartiklerne Blad­planter, Drivning, Kaktus, Orkidéer og Vinterhave.