Titanopsis calcarea er en af de lettest tilgængelige planter fra denne slægt.
Disse små planter kommer fra det sydlige Namibia og den vestlige og centrale Kapprovins. Denne lille plantegruppe er i meget høj grad tilpasset til sine omgivelser og vækstbetingelser. De er ikke spor nemme at dyrke. De kræver en meget veldrænet kompost med tilsat kalk. Man får bedre held med sig, hvis planterne dyrkes i ler- eller terrakottapotter frem for plastic. Det får jorden til at tørre hurtigere ud mellem vandingerne. Andre vigtige ting, man skal huske, er, at de skal have maksimalt lys, og at man ikke må sætte dem i for store potter.
De tilgængelige arter er Titanopsis calcatea, Titanopsis fulleri, Titanopsis hugo-schlecteri, Titanopsis primosii og Titanopsis schwantesii. De har vortede blade i større eller mindre grad. Nogle gange sidder vorterne på kanterne af bladene, andre gange er de spredt tilfældigt ud over bladenes overflade. Planterne består af flere rosetter af modsatstillede bladpar. Med tiden vil de forgrene sig. Bladene er ofte blålige med lyserøde strejf, og vorterne hvide. Rødderne er ofte fortykkede, og derfor skal der bruges en dræning, der er bedre end gennemsnittet. Blomsterne, der åbner sig om eftermiddagen, er for det meste gule, selvom Titanopsis hugo-schlecteri, hvor bladene næsten er rødbrune, har lyserøde-orange blomster. Titanopsis hugo-schlecteri er også den vanskeligste art at dyrke. Den gennemsnitlige vækstperiode er fra august til december/januar på den nordlige halvkugle. Hvis luften er meget fugtig, kan det dog være en god ide at holde igen med vandingen, indtil fugtigheden falder.
Formeringen sker fra frø, og det er usandsynligt, at planterne vil vokse ud af en 12,5 cm potte.
--