Atriumhave

Atriumhaven er et lukket haverum omgivet af bygninger, mure eller tætte hegn. I familieboligen danner den et rum i huset, en grøn stue. Den indgår allerede i husets skitseprojekt i rum­planen. Den omfavnes af huset, så alle væsentlige rum får egen dør dertil. En nær slægtning til atriumhaven er atri­umgården eller gårdhaven, som den nu mest kaldes. Den er mest almindelig i institutioner, kontorhuse eller i ældre bykvarterer, og dens væsentligste funktion er ofte at give dagslys til alle rum og at give flugtmulighed ved brand. Det forhindrer ikke, at den med smukke belægninger og beplant­ninger er dejlig at se på eller gå igennem og god til kortere ophold. En god placering af lys og skygge i atriumhaven kan opnås ved en fornuftig placering af slyngplanter, solitærtræer og større buske.

En grøn stue

I oldtidens romerske huse var atriet en slags forhal og gennemgang til husets vigtigste rum. Nu er atriumhuset en attraktiv boligform i tæt, lav bebyggel­se og er i sin enkleste form vinkelbyg­gede rækkehuse, som forskydes i facadelinjen, så hver familie får sin lukke­de have. Familien råder således privat kun over en del af det grundareal, der hører til boligen, mens det øvrige ind­går i fælles veje og parkeringspladser og større sammenhængende grønområ­der. Atriumhaven fungerer kun rigtigt, når den har kontakt til boligen på de to eller helst tre sider, og så kan nabohu­set, en mur eller et bræddehegn, f.eks. i form af et udhus, lukke rummet. Også i et traditionelt udstykket parcel­huskvarter kan man selvfølgelig opføre et atriumhus, men det er ofte vanske­ligt med normal-byggegrundens form og størrelse. Til det almindelige længe­hus kan der ikke skabes en egentlig atriumhave, for selvom man f.eks. med mure afskærmer og lukker haven sammen med huset, får man ikke for­nemmelsen af, at huset omfavner ha­ven, så den bliver et rum i huset. I dette tilfælde får vi blot en afskærmet terrasse og mister kontakten med re­sten af haven.

Hvordan man bør dele sin atriumhave i rum efter funktioner og oplevelsestrang, kommer an på, hvor mange af husets rum der har adgang til atriet. Opdeling i flader med belægningsmønstre kan være af stor virkning. Men pas på materialevirkninger og farver og begræns antallet af materialer.

Atriumhavens udformning

Atriumhaven kan ikke blive en rigtig have med grønne plæner, blomsteren­ge, søer og store træer. Den må heller ikke blive en baghave eller et delvis overdækket udhus, for så bliver den en plage, da man tvinges til stadig at se på rodet. Den skal opfattes som en stue eller en forstue og anlægges derefter, dvs. med samme smag og beherskelse, og i valget af f.eks. befæstelsesmateria­ler må man betænke, at det danner et gulv i huset. Såvel som vi finder, at en stues møbler bør passe sammen, og at vægfarver og gardiner har betydning for vor trivsel i rummet, må vi forstå, at jo mere behersket vi møblerer atri­umhaven, jo mere glæde vil vi på lang sigt få af den. Men den behøver ikke af den grund at blive kedelig. Dens års­tidsmarkering, det at den er levende og under stadig forvandling, gør den altid spændende, og den kan meget vel blive det rum i boligen, der betyder mest for familiens trivsel. Selvom der er tale om et lille overskueligt areal, skal det altså planlægges meget omhyggeligt, også selvom familiens øjeblikkelige arbejdsforhold og fritidsinteresser gi­ver formodning om, at tiden i haven bliver begrænset. Kommer den ikke til at virke indbydende og levende, bliver atriet aldrig et rum i huset som oprin­delig tænkt. Er der god samhørighed mellem inde og ude, kan en åben dør bringe hele havens stemning ind i stu­en, så man ikke absolut behøver at spise udenfor. Man må gøre op, om hele haven skal kunne opleves indefra og være overskuelig fra alle rum. I så fald skal dens opbygning være tydelig og enkel, og der skal være lidt symme­tri og system over formen. Ønskes en mere frodig eller måske ligefrem driv­husagtig stemning og skal der skær­mes mod indblik fra rum til rum tværs over haven, bliver der mere tale om en strategisk placering af frodigt voksen­de planter. Selvom der også her skal være plan i tingene, behøver planen ikke at kunne ses og opfattes inde fra huset. Det er vigtigt for samhørighe­den inde og ude, at gulvet og de nærmeste belægninger ligger i samme højde, ligesom det er vigtigt, at de grønne planter lejlighedsvis kommer helt ind til vinduesglasset. Hvis bygningsvedtægten eller sokkel- og faca­deforhold kræver nedadgående spring til terræn, og hvis der er meterbrede tagudhæng, som lukker for regnvand, kan det være nødvendigt at etablere en hel lille voldgrav langs bygningerne. En lodret kant hæver så haven som en ø, op i højde med stuegulvet. Om man laver bedene runde eller firkantede, gør mindre, blot skal man huske, at den frodighed og dominans, man hjæl­per planterne til eller tillader dem at få, slører formen tilsvarende. En me­get konsekvent og fornem løsning ville være at dyrke alle eller næsten alle planterne i forskellige størrelser kruk­ker og kar, som man flyttede på efter årstid og planternes individuelle udvik­ling. Så kræves der imidlertid kunstig vanding året rundt. Det er teknisk set ikke vanskeligt, men kan give kvaler, hvis kommunerne dekreterer forbud mod havevanding.

Blomsterbede og opholdsplads for husets beboere anbringes i atriumhavens lyse del. Stedsegrønne buske og skovbundsplanter fordeles i skyggesiden.

Planter i atriumhaven

Uanset om man foretrækker den frodi­ge og tætte eller den overskuelige plan, bør man med omhu vælge nogle gan­ske få forholdsvis kraftige plantearter til at give haven form og ro. Så tåler den meget bedre, at man roder med lidt persille, sommerblomster eller stauder, når man føler trang til at arbejde lidt med og eventuelt forstær­ke årstidsvirkningerne. Som egnede til atriumhaven er nedenfor blot nævnt plantearter, som kan være med til at give en have holdning og særpræg. Det er klart, at kun et fåtal af dem kan bruges i samme have, og de passer da heller ikke uden videre sammen alle­sammen eller kræver lige meget sol/skygge, fugtighed/tørke eller samme jordtype.

Som karaktergivende planter kan plantes 3-4 mindre træer af en, højst to arter. Man kan vælge arter, der er nemme at beskære og som tåler beskæring godt, f.eks. avnbøg, navr eller tjørn, som kan holdes i den stør­relse og form, man ønsker. Der kan også vælges udprægede små træer eller store opretvoksende buske som aralie, blåbælg, hjertetræ, hjortetaktræ og forskellige buskagtige pile, som klippes op, så de får en eller flere stammer. Nåletræer vil oftest virke fremmede og dystre, ligesom de vil modvirke den meget vigtige årstidsvariation. Nogle vintergrønne bladplanter som buks­bom, kirsebærlaurbær eller rododen­dron vil passe bedre i miljøet, men ellers er man oftest bedst tjent med, at det vintergrønne udgøres af større eller mindre flader af ganske lave buske og halvbuske som forårslyng, vintergrøn, forskellige perikon eller vintergrønne stauder som bispehue, snepude, jule­rose eller timian.

Klatreplanter, der hæfter selv, eller slyngplanter opbun­det til stolper, jerntråde eller gitre af træ kan også spille den karaktergiven­de rolle. Her er der også både vinter­grønne og løvfældende arter at vælge imellem. Af klatrende selvhæftende planter hører den lille benved samt vedbend til de vintergrønne, mens f.eks. rådhusvin er løvfældende.

Af slyngplanter kan som vintergrønne an­befales en enkelt kaprifolieart samt tobakspibeplanten. Løvfældende slyng­planter er der mange af, men småblomstrede klematis, kamæleonbusk og træmorder vil vist kunne fylde enhver atriumhave, og for en ordens skyld skal nævnes, at humle er en meget smuk og kraftig slyngplante, som hører til stauderne, dvs. de overjordiske dele dør ned hvert år. Blandt stauder i øvrigt kan det anbefales at indplante nogle meget kraftige busklig­nende arter, som forstærker års­tidsvariationen igennem deres kraftige sommervækst. Heraf kan nævnes brandbæger, hjortetrøst, løvstikke, staudeklematis, og de store græsser, f.eks. pampasgræs.

Læs om de enkelte arter og prøv at sætte dem sammen, så der skabes ro. Så kan man i øvrigt have blomster eller krydderurter alt efter ens temperament og fritid.

Belægninger

Ved valg af belægningsmaterialer skal vi huske den vigtige samhørighed mel­lem ude og inde, men jo mere planter­ne dominerer og jo mindre belægnings­areal, der gennem havens dispositioner er synligt indefra, jo grovere og billige­re materialer kan vælges. Materialet skal også være pænt sammen med facader og sokler. Af ædlere stenmate­rialer har vi granitbrolægning og klin­ker, som er hårdtbrændte mursten, ofte specielt fremstillet til belægninger. Træ i form af gamle jernbanesveller, brædder eller »træfliser« er efterhån­den meget anvendt. Træ er venligt og lunt at gå og opholde sig på, men det bør være dimensioneret og understøt­tet, så man ikke føler sig som på en badebro. Betonfliser i almindelige grå nuancer kan i mange tilfælde anvendes og bør måske foretrækkes, hvis huset er groft og enkelt i sin materialevirk­ning. Mønstervirkning med koksgrå fliser kan mildne den barske betonfla­de en del, og med beton bliver det nemt at lave trapper, så hele haven kan deles op med et eller to nedadgående trin, som forskydes, så trinfladerne bliver af stærkt varierende udstrækning. I beton fremstilles en del møn­stersten, som igennem deres form fast. låser hinanden mod indbyrdes forskyd­ning. De er fremstillet til kørebelæg­ninger og virker ofte fremmede i intime haverum. Ligeledes fremstilles i beton forskellige imitationer af natur­sten, men de hører heller ikke hjemme i atriumhaven. Derimod kan betonfliser med overflade af småsten give en udmærket virkning, da de naturligvis ikke kan forveksles med en grusbelæg­ning og derfor kan regnes som et selvstændigt belægningsmateriale. Som dekorative, spredt beplantede flader anvendes ofte ral og singels, især fisket op fra havbunden, så der ikke er for mange hvide kalksten i. Med sådanne løsstensbelægninger kan man skabe en rimelig virkning under f.eks. tagud­hæng, hvor de både skjuler den tørre jord og hindrer stænk på facaden ved slagregn. Sluttelig skal anføres, at belægningsmaterialet i såkaldt ædelhed, farve og stofvirkning bør vælges, så forskellen mellem ude og inde udvi­skes mest muligt. Grove betonfliser lagt omhyggeligt efter en god plan, eventuelt i mønstre, er at foretrække for dårligt lagte og tilfældigt placerede belægninger af ædlere materiale.

Samhørigheden mellem ude og inde afhæn­ger i høj grad af fornemmelsen af, at stuens gulv fortsætter ud i haven. Store glasflader helt til gulv samt

tilnærmelsesvis samme højde på de to gulvflader er vigtige fakto­rer. De kommunale bygningsmyndigheder skal dog nok godkende, at man ikke laver det sædvanlige terrænspring på 10-20 cm ned til haveniveauet.

Hvis man ønsker vand i atriumhaven, bør man huske, at egentlige bassiner i 4-5 vintermåneder oftest står tomme, grimme og afventende. En balje eller et kar kan give en rimelig virkning.

Vand i atriumhaven

Vand kan i form af bassiner indgå med en berigende virkning, ja atriumhaven kunne være et stort bassin, hvor sidde­pladserne var øer med broer ind til dørene. Der er dog i vort klima op til 7 måneder om året, hvor større vandfla­der vil virke kolde og formelle, og normalt må man også aftappe vandet i vintermånederne for at undgå frostska­der på bassinkanter m.m. Opvarmning af vandet er meget energikrævende, og i koldt vejr vil vandet dampe. Med hensyn til renholdelse er de flade bassi­ner også krævende, og i virkeligheden kan vand som element give rimelig virkning i en stor, smuk krukke eller balje, der ikke ser grim ud, når den er tom i frostmånederne.

Møbler

Da atriumhaven er et rum i huset, bør almindelige siddemøbler og borde i kvalitet og materialevirkning hovedsa­gelig være egnet til at stå ude året rundt. Ellers ligner den grønne stue en tom restaurationshave om vinteren, og man kan ikke sætte sig ud efter en pludselig indskydelse. Der kan også etableres faste siddemuligheder af træ eller med forskellige byggeelementer, hvoraf de fleste er i beton. Man bør da overveje, om ikke hele haven skal formes med sådanne elementer, idet de så både anvendes som krukker for beplantning og vand og sammenbygges til grill eller pejs m.m.

Skulpturer og udsmykning

Både egentlige skulpturer såvel som f.eks. smukke krukker af ler eller sten­tøj, store natursten, et gammelt drik­ketrug, møllesten m.m. kan anvendes med større eller mindre held. Det er ikke muligt at give klare retningslinjer for anbringelse af genstande med bety­delig skulpturel virkning. Man må hol-

de sig for øje, at form og materiale­virkning er lige så betydningsfuld som ved tilsvarende udsmykninger i bolig­ens øvrige rum. Kraftigt blomstrende planter i krukke, f.eks. pelargonier, tallerkensmækker og andre, er udmær­kede til at understrege årstider og skiftende stemninger, men bør ikke dominere.

Atriumhaven som stue i familieboligen

Al den snak om formgivning, smag, ro og holdning må ikke afholde familien fra at anlægge og bruge atriet efter lyst og behov, ligesom andre rum i boligen. Det er blot. vigtigt, at man er lige så kvalitetsbevidst, når det gælder det rum, som boligformen, rent planmæs­sigt, prioriterer højest fra starten.

Se også: Planteskemaer / Atriumplanter