Tværsnit af en stamme med tydelige årringe. Vårveddet er flosset. De ringformede tegninger, man ser på tværsnittet af grene og stammer over en vis tykkelse, kaldes årringe. Hver årring består af et lyst og et mørkt bælte, begge dannet inden for en vækstperiode, men forskellige, fordi
træets tykkelsesvækst ikke er lige stor gennem hele vækstperioden. På vore breddegrad er følger træernes vækstrytme årets gang; et træ har altså kun en vækstperiode pr. år. På andre breddegrader kan træerne derimod have flere vækstperioder hvert år. Årringene hos disse træer er altså egentlig ikke »år«ringe, men kan f.eks. være »halvårs«ringe.
Et træs tykkelses vækst foregår ved celledelinger i et vækstlag, der ligger tæt under barken og omslutter træet som en stor cylinder i hele dets højde. Vækstlaget danner på sin yderside bark og på sin inderside ved; mens barken hele tiden stødes af, aftegnes træets vækst år efter år i veddet.
Vårved: Om foråret, når tykkelsesvæksten begynder efter vinterens hvile, dannes der en mængde store, tyndvæggede vedceller. På dette tidspunkt begynder også løvspringet, og der skal transporteres meget store mængder vand gennem vedcellerne op til kronen. Det storcellede, tyndvæggede ved er lyst og kaldes vårveddet.
Høstved: Først på sommeren aftager tykkelsesvækstens hastighed, og vedcellerne bliver smallere og mere tykvæggede. Allerede i august standser tykkelsesvæksten helt, og nu ses det sidst dannede ved, høstveddet , som en mørk ring lige under barken. Det er den skarpe grænse mellem to års tætte, mørke høstved, der gør det let at skelne årringene og eventuelt at tælle dem for at aldersbestemme træet. Porerne i løvtræernes ved er store, overskårne vedceller, såkaldte kar, gennem hvilke størstedelen af træernes lodrette vandtransport foregår.
Ringporede træer: Hos nogle arter ligger karrene i vårveddet som en tydelig ring af store porer, og man kalder derfor træerne ringporede. De ringporede arter er meget følsomme for beskadigelser i deres nydannede vårved, for næsten hele deres lodrette vandtransport sker her. De gamle årringe fungerer ikke. En eg, hvis vårved beskadiges af frost sidst i april, kan meget vel dø af det, fordi vandet simpelt hen ikke kan nå op i kronen. På samme måde tørster elmesygesvampen elmen ihjel ved at tilstoppe karcellerne i den sidst dannede og fungerende årring.
Spredtporede træer: Hos andre arter, I.eks. bøg, dannes de meget store kar mere spredt i veddet, og de kan fungere i mere end et år. På tværsnittet af en bøgestamme ser man derfor spredte porer i veddet, og bøgen og andre træer med tilsvarende bygning kaldes spredtporede.
Kerneved og splint: Ofte kan man på stammetværsnittet foruden årringene se en tydelig grænse mellem en indre, mørk og hård del af stammen, det såkaldte hjerte- eller kerneved, og en ydre, lys og blød del, der kaldes splinten. Helt inde i stammens centrum ligger den bløde marv, der ofte er svær
at erkende med det blotte øje, men ses tydeligt hos bl.a. hyld. Kerneveddets celler er tilstoppet med bl.a, forskellige garvestoffer, som gør veddet tungt og værdifuldt, mens det lyse splintved har en lavere brugsværdi. Kernen udvides hele tiden i takt med træets tykkelsesvækst, og hos visse arter er grænsen mellem kerne og splint meget skarp; det gælder således ibenholt, mens eg og ene har noget svagere overgange mellem splint og kerne.
Årringstykkelse: Årringenes tykkelse afhænger af en hel mængde ydre og indre faktorer som tørke, kulde og alder m.f'l. Hos langsomtvoksende arter eller meget gamle individer er årringene smalle; hos unge træer eller hurtigtvoksende arter er de brede. Træer, der vokser under ugunstige vilkår, får også meget smalle årringe; de vokser langsomt. Det gælder ikke mindst den vestamerikanske børstekoglefyr, som trods træernes enorme alder, helt op til 4000 år, ikke er ret store. Tørke og kulde eller sygdom bevirker også, at væksten hæmmes og dermed, at årringene bliver smallere eller at de ligefrem afbrydes. Således kan man se, at et træs tykkelsesvækst bremses eller helt ophører p.gr. af udtørring midt i en vækstsæson. Derved dannes der ved, som ligner høstved. Senere kan væksten genoptages, og på den måde dannes der en eller flere »falske« årringe mellem de ægte.
Dendroklimatologi: De forskelle i tykkelsesvæksten, der skyldes ændringer i træernes ydre miljø, er ofte fælles for træerne i ret store områder. Ved at undersøge og sammenligne årringene hos træer inden for sådanne områder kan man kortlægge områdets klima bagud i tiden. Man behøver ikke at fælde træerne for at se årringene, men kan med et særligt bor udtage vandrette prøver af stammen og på den måde se, hvordan årringene ligger. KlimabeskriveIse ved hjælp af vedundersøgelser kaldes dendroklimatologi.
Dendrokronologi: Arkæologiske genstande af træ kan dateres ved at undersøge årringene i dem. Ved at sammenligne årringene hos nulevende træer af en bestemt art med årringene i fossilt træ af samme art har man kunnet opstille nogle dateringskurver, der går ret langt tilbage i tiden og som kan bruges til at datere det nye materiale, man finder. F.eks. er det ved sammenlignende studier af store mængder af egeved i Europa lykkedes at opstille en såkaldt egekronologi, der går omkring 1600 år tilbage i tiden. Men foruden disse sammenhængende dateringskurver arbejder man også med løsrevne, »flydende« kurver, der er udarbejdet for et bestemt område og en bestemt periode, f.eks. stenalderen i Centraleuropa. Datering ved hjælp af årringe kaldes dendrokronologi.
Se også artiklerne Bark, Kambium, Ledningsstreng, Marv, Planteanatomi og Træer.