Frugt

Frugter findes kun hos dækfrøede planter, og deres opgave er først og fremmest at beskytte frøene. Derud­over spiller frugterne ofte en rolle for frøenes spredning.

Så længe frøanlæggene er ubefrugtede, taler man ikke om en frugt, men om et frugtanlæg. Først efter befrugtningen udvikler frugtanlægget sig til en moden frugt.

Et simpelt frugtanlæg er dannet af et blad, som er foldet og vokset sammen langs randene. Det sted, hvor frugtbladet er foldet, kaldes rygsømmen; de sammenvoksede bladrande kaldes for bugsømmen. Frøanlæggene sidder næsten altid langs bladrandene, der tit er opsvulmede og danner såkaldte frøstole.

I nogle af de frugter, man i dag anser for de mest primitive, er bladrandene ikke vokset helt sammen. Der, hvor de er frie, er de omdannet til et fangområde, som er den eneste del af frugtbladet, et pollenkorn kan spire på. Som regel er bladrandene dog helt sammenvoksede og bladspidsen omdannet til en kortere eller længere griffel, på hvis spids fangområdet sidder. Den nedre del af det sammenvoksede frugtblad kaldes frugtknuden. En ært er et eksempel på en frugt, som er dannet af et frugtblad. Den åbnes nemmest i bugsømmen, hvor frøene, altså ærterne, sidder; det skyldes netop, at bugsømmen er dannet af de sammenvoksede bladrande. Også bælgkapslerne hos erantis er enbladede frugter.

Æble er en kernefrugt, hvis saftige del består af blomstens opsvulmede under­bæger.

Pære er en kernefrugt. Blomsten er dannet på en særlig frugtgren, et såkaldt dværgskud.

Frø af solsikke (Helianthus). Den har golde randblomster. Kun skiveblomsterne udvikler frugter, som er små, velsmagende nødder, omgivet af en tynd skal.

Mange frugter er dannet af flere frugtblade, der kan være vokset sammen på forskellige måder. Da frøene næsten altid sidder langs randen af frugtblade­ne, kan der opstå meget karakteristiske samlinger af frø inde i sådanne flerbladede frugtknuder.

Hvis bladene i frugtknuden er vokset sammen med hinanden langs randen, opstår der en frugt, hvor frøene sidder parvis i rækker på indersiden af væggen. Det er det, man kan se, hvis man skærer en passionsfrugt igennem. Også et græskar er dannet på denne måde;

men bladrandene, som frøene sidder på, er så opsvulmede, at det ofte kan være svært at se, hvordan det i virkeligheden hænger sammen.

Frugtbladene kan også være vokset sammen et stykke ind på bladpladen, så at frugtknuden er opdelt i rum. Bladrandene med frøene sidder så i frugtknudens midtakse. Det er tilfældet i en tomat.

Stikkelsbærrets frugt har et blødt frugtkød med mange frø.

Hindbær er ikke et bær, men en sammensat frugt med mange små stenfrugter.

Blomme er en stenfrugt, hvis frugtkød er dannet af den yderste del af frugtknudens væg.

I nogle frugter er den sammenvoksede del af bladene forsvundet, og kun selve bladrandene med frøene, altså frøstolene, er tilbage. De sidder som en søjle midt i frugten. Det kan man se i en frugt af rød arve eller grine-til-middag, når den øverste halvdel af frugten, som kaldes en buddike, falder af.

Frøenes antal i frugtknuden varierer meget; oftest er der flere, men somme tider er der kun et. Det gælder således solsikke, hvor frøet sidder i bunden af frugtknuden og er vokset tæt sammen med den. Hasselens nød er en enfrøet frugt, og det samme gælder stenfrugter som kirsebær og fersken.

På den modne frugt er griffelen som regel visnet væk, og samtidig er frugt­knudens væg ofte omdannet. Den kan blive tør og lidt træ- eller papiragtig, eller den kan blive kødet og opsvul­met. Tørre frugter, som åbner sig, når de er modne, kaldes under et kapsler. Buddiken hos grine-til-middag er en kapsel, og det samme gælder frugten hos valmuerne. I valmuens kapsel er der små huller i frugtvæggen lige under det brede støvfang. Når den tørre stængel bevæges af vinden, rasler de små frø ud og slynges på den måde bort fra moderplanten.

Jordbær er en sammensat frugt, der består af en masse små, tyndkødede stenfrugter, som sidder på den opsvulmede blomsterbund.

Ribs har saftige bær med det visne bæger yderst på frugten.

Judaspenge med torummede, flerfrøede skulper. Det er den sølvglinsende skillevæg midt i frugten, der gør planten dekorativ i vintertiden.

Fruesko har som øvrige orkideer en kapsel med et rum og mange frø.

Valmuens frugt er en mangefrøet kapsel, hvor frøene slynges ud gennem huller lige under støvfanget.

Springbalsaminens kapselfrugter åbner sig eksplosivt ved berøring og slynger frøene ud.

Nogle frugter åbner sig ikke, når de er modne. Det gælder bl.a. alle stenfrug­terne. Blommens bløde kød er den yderste del af frugtknudevæggen, det hårde stenlag den inderste.

I et bær, som indeholder mange frø, er frugtknudevæggen som regel blød; men det yderste lag kan også være sejt eller hårdt. Banan og appelsin er bær, hvis yderste lag er sejt; hos stikkels­bær, ribs og vindruer er det blødt, og hos flaske græsk ar og kalabas træagtigt.

Samfrugter: Noget af det, vi til daglig kalder frugter, er ikke enkeltfrugter , men samlinger af mange frugter, som er vokset sammen med den akse, de sidder på, eller med hinanden. Den slags frugtsamlinger kaldes samfrugter. Hindbær og brombær er ikke bær i botanisk forstand; de er dannet ved, at flere små stenfrugter i samme blomst er vokset sideværts sammen. Heller ikke jordbærret er noget bær. Det består af en mængde små tyndkø­dede stenfrugter, som sidder på den opsvulmede blomsterbund.

Æbler og pærer, som kaldes kernefrug­ter, består yderst af blomstens opsvul­mede underbæger, der er vokset op omkring de fem pergamentagtige frugtblade, som danner kernehuset. Ananas og figen er dannet ved, at frugter fra flere forskellige blomster er vokset sammen. En ananas-»frugt« be­står af en mængde bær, som er vokset sammen med hinanden og med deres fælles akse. En figen er en blomster­standsakse, der lukker sig krukkefor­met, først omkring en mængde små blomster, senere omkring de små sten­frugter, der er dannet af blomsternes frugtblade. Samfrugter kaldes også frugtstandssamfrugter. »Falske frug­ter« fremkommer, når andre dele end støvvejen indgår i frugtens dannelse. Rosenhyben er dannet af blomsterbun­den, havtornens »bær« af yderbæ­geret.