Grus

Grus består af stenpartikler, der i stør­relse varierer fra 5 til 50 mm. I Dan­mark anvendes dels morænegrus (bak­kegrus), dels strandgrus.

Grus anvendes til vejbefæstelse, til iblanding i beton, til forbedring af stive lerjorder samt tillegemateriale i sand­kasser.

Morænegrus

Grus er opstået ved forvitring af klip­pemassiver. Hvis gruset forbliver på dannelsesstedet, er det skarpkantet og lerfrit. De danske grusforekomster stammer fra de skandinaviske fjelde, hvorfra de af istidens bræer er blevet transporteret sydpå. Under transporten er partiklerne blevet afrundede og blandet med lerpartikler. Grusaflejrin­gerne er en blanding af stenpartikler af meget forskellig størrelse. I grusgrave­ne foregår der derfor først en grovsor­tering af materialet. Når større sten er sorteret fra, sælges resten som »rå­grus«, et billigt materiale, der kun kan anvendes som bundmateriale i vejan­læg og til opfyldning ved nybyggeri. I grusgravene kan rågruset sorteres ved hjælp af skråtstillede tromlesigter. Dis­se er forsynet med huller, der tiltager i størrelse oppefra, hvor gruset ledes ind i sigten, og nedefter, hvor stenene falder ud af sigten. Gruset sælges som fingrus, betongrus, stabiliseringsgrus, perlegrus og perlesten, afhængigt af kornstørreisen. Grus fra grusgrave har ofte fællesbetegnelsen bakkegrus.

Morænegrus fra istiden udvindes i kolossale mængder i vore grusgrave og sælges ofte som »bakkegrus«.

Strandgrus

Fra strande, søer eller havbunden ud­vindes lerfrit grus, ofte af en hvid eller grå farve. Strandsand og strandgrus er saltholdigt og i uvasket stand skadeligt for plantevæksten. Klitsand, robbeda­legrus, skælsand, ellekildegrus og be­tongrus er sømaterialer, som kan finde anvendelse inden for anlægsgartnernes arbejdsområde, dels som fliseunder­lag, dels til grus i legepladsernes sand­kasser.

Grusbefæstelser

Hovedparten af de danske grusmateri­aler anvendes til befæstelse af veje og stier. En grussti anlægges på følgende måde: Først afgraves muldjorden, og råjorden i bunden af udgravningen komprimere s ved stampning eller tromling på samme måde som ved fliselægning. Nederst lægges et bund­sikringslag af groft grus, singels eller slagger. Til gangfærdsel kan man nøjes med et 10 cm tykt lag, til kørende trafik et lag på 10-25 cm, afhængigt af køretøjernes vægt. Bundlaget skal sik­re, at de øverste lag af fint grus ikke presses ned i råjorden. Bundlaget af­rettes, komprimeres og vandes; van­dingen øger komprimeringen. Over bundlaget lægges et 5 cm tykt lag af lerholdigt grus (kornstørrelse op til 10 mm). Efter afretning og komprimering af lergruset afdækkes med 2-3 cm skarpt, lerfrit grus; hertil kan benyttes perles ten eller skælsand. Til havegange med ringe færdsel kan man undlade bundsikringen og blot udlægge et par cm lerfrit grus, som efterhånden træ­des ned i jordlaget. Denne befæstelse er velegnet til stier uden fast afgræns­ning og gennem partier med bunddæk­kende planter. Grusstier kræver stadig vedligeholdelse. Ukrudt må fjernes ved skufning eller lugning; undgå sprøjtning eller vanding med kemiske midler, som siver væk fra stien og ødelægger den omkringstående vegeta­tion. En gang om året kan det være nødvendigt at tilføre et nyt lag grus, så at stien stadig er tør og behagelig at færdes på. Der anvendes 1 m3 grus til 200 m2 gangsti.

Grus til jordforbedring

Meget stive lerjorder kan forbedres ved tilførsel af grus, hvis partikler øger jordens· porøsitet. Herved fjernes stå­ende vand, og planterødderne får til­ført den nødvendige mængde luft. Gruset udlægges i et 5-20 cm tykt lag, som i tørt vejr blandes ned i det øverste spadestik jord ved hjælp af en gravegreb eller jordfræser.

Grus til sandkasser

Til børns leg er grus et bedre materiale end strandsand. Grus er nemt at grave i og nemt at forme. I tør tilstand er det ikke så tilbøjeligt til at flyve væk som strandsand. Ellekildegrus er en god gruskvalitet til havens sandkasse.