Plantesæk til dyrkning af agurk og tomat i hobby-drivhuset. Kunst jorden er fremstillet på basis af tørvestrøelse.
Kunst jord er betegnelse for en række materialer, der anvendes som jorderstatning. Kunst jorder anvendes almindeligt i planteskoler, gartnerier og i det lille havedrivhus, hvor sygdomme og jordtræthed har gjort det umuligt at dyrke planter. Med det stigende kendskab til planternes næringskrav blev det muligt på basis af tørvestrøelse at fremstille en række kunstjorder med forskellige egenskaber. Til rododendronbedene anvendes ren tørvestrøelse med pH-værdi på 3-4 og et relativt lavt næringsindhold; årlig tilføres en sur gødning, der indeholder svovlsur ammoniak, alun m.m. Til planter, der kræver neutral til basisk jord, tilføres kalk for at hæve reaktionstallet, og der tilføres en gødningsblanding med alle de for planten nødvendige næringsstoffer. Efterhånden som planterne forbruger næringen, må denne erstattes. De fleste potteplanter dyrkes i kunstjord, også kaldt enhedsjord, solmuld eller andre mærkevarenavne. For mange år siden blev det påvist, at det var muligt at dyrke planter i vand, tilsat de ca. 21 for planten nødvendige grundstoffer, en såkaldt vand kultur (hydrokultur). Men de fleste planter har svært ved at få fodfæste i vandkultur. Derfor begyndte man at anvende forskellige uorganiske materialer i forbindelse med vandkultur. Som kunst jord anvendtes i begyndelsen den vulkanske askeart peralit. Den blev især anvendt som stikkemateriale, ofte i forbindelse med tågevanding. Nu anvendes lecaklinker eller mineraluld.
Grodanblok med rodfæstet enebær.
Mineralulden kan blandes med almindelig jord for at skabe en varig strukturforbedring, men anvendes også under navnet Grodan i blokke af standardstørrelse, eventuelt med en ydre beklædning af sort plastic. Blokkene kan fås som byggesæt, så at en mindre blok kan indsættes i en større i stedet for en omplantning. Mineraluld er inaktiv og kan ikke holde på næringsstoffer som almindelig jord; derfor må der tilføres plantenæring ved hver vanding. Det er almindeligt at placere mineraluldsblokkene på et vandsugende materiale, hvorfra planterne kan opsuge vand og næring, eller etablere drypvanding. Der må føres nøje kontrol med indholdet af næringsvæsken, så at indhold og koncentration er korrekt.
Se også artiklen Enhedsjord.