Kvist med efterårsfarvet løv af mongolsk lind (Tilia mongolica).
De helt unge, et til to år gamle skud på træer og buske kaldes i almindelig sprogbrug kviste. Med et mere fagpræget udtryk kalder man de unge skud fra vedplanternes seneste vækstsæson for årsskud. Som regel er årsskud bløde, mere eller mindre urteagtige og tit helt grønne, som man f.eks. kender det fra hyld. Også nåletræernes årsskud er blødere end skuddene fra forrige vækstsæson og fremtræder om foråret smukt lysegrønne, bl.a. på mange graner.
De nye kviste, årsskuddene, modnes i løbet af sommeren. Ved modningen anlægges de knopper, der skal danne næste års skud. Desuden danner vækstlaget ved og sivæv. Veddet er et lag celler, hvis vægge er fortykket med vedstoffet lignin og som står i forbindelse med hinanden ved hjælp af store porer. Veddet står for vandtransporten i kvisten; transporten af næringssalte og stofskifteprodukter sker først og fremmest i sivævet, hvis celler er tyndvæggede og stofrige. Yderst på årsskuddet anlægges et korklag, som erstatter den oprindelige overhud, når kvisten ved sin tykkelsesvækst sprænger denne. Hvis årsskuddet er kraftigt, anlægges korken allerede det første år; men er det lille og tyndt, dannes korken ofte først i skuddets 2. eller 3. leveår.
Hos nogle vedplanter modnes årsskuddet kun i en del af sin længde, mens den bløde, umodnede del afkastes sammen med bladene om efteråret. Det sker hos gyvel, der sammen med andre buske af samme type kaldes en halvbusk.
Både i have- og skovbrug benytter man de unge kviste til forædling eller formering ved stikning og podning. Kæmpethujas frøplanter angribes nemt af thujaens skivesvamp, men det gør årsskuddene ikke. Derfor formerer man som regel kæmpethuja ved stiklinger, taget fra kronen.