Mergel er en kalkholdig jordart, der anvendes i land- og havebrug som grundforbedringsmiddel for at regulere jordens surhedsgrad i basisk retning.
Mergel findes i Danmark aflejret efter sidste istid på hav- eller søbund og består af kridtpartikler, muslingeskaller og sneglehuse; kalken er opblandet med lerpartikler, sand og til tider sten. De steder, hvor mergelen ligger øverligt og har et stort indhold af kalk, brydes den. Ved salg skal kalkmængden opgives i kg pr. rumfangsenhed i den foreliggende våde tilstand, ikke af tørvægten, da mergel kan indeholde store mængder vand. Ved tilførsel af mergel ses ofte en gødningsvirkning, idet jordens bundne næringsstoffer frigøres af kalken. Mergel anvendes kun, når man har mistanke om kalkmangel og lavt pH og aldrig før en jordbundsanalyse. Da der er en del uvirksomme fyldstoffer i mergel, anvender man i dag, ikke mindst i havebrug og gartneri, i stedet for mergel den såkaldte jordbrugskalk, der er findelt kridt. Ved opdukken af kalktrangsplanter som vild stedmoder og gul okseøje er det klogt at få undersøgt jordens pH (surhedsgrad), idet plantesygdomme som kålbrok, rodbrand og gummiflåd trives bedst i sur jord.
Se også artiklerne Indikatorplanter, Jordanalyse, Jordarter, Jordstruktur, Kalk, Kalkbundsplanter og Surbundsplanter.