Rustsvampe

Rustsvampe har navn efter de rustfar­vede sporer, som dannes på overfladen af de angrebne planter. Rustsvampene er obligate parasitter, dvs. kan kun vokse på levende planter. Ved sporer­nes spiring gennemtrænger svampen plantens overhud og danner et myce­lium i plantevævet. De sender »sænke­re« ind i de omliggende celler og suger næring, uden at cellerne dør. Kort tid efter dannes der sporer i en pustel (blære) under overhuden, og disse spo­rer spredes, når overhuden sprænges. P.gr. af den korte udviklingstid og gen­infektion er rustangreb ofte epidemi­ske og kan derfor gøre stor skade. Nogle rustsvampe kan gennemføre hele deres livscyklus på en enkelt værtsplante, mens andre kræver værts­skifte mellem to planteslægter.

Pelargonie blad angrebet af pelargonium-rust.

Som eksempel på den første gruppe kan nævnes pelargoniumrust (Puccinia pe­largonii-zonalis). Svampen overvintrer på levende plantemateriale, og ved nyinfektion dannes der gullige pletter på bladenes overside; senere dannes under den gule plet koncentriske ringe af brune rustsporer på bladets undersi­de. Den bedste måde at undgå syg­dommen på er at anvende sundt mo­derplantemateriale, da bekæmpelsen er vanskelig.

Weimouthfyrrens blærerust (Cronartium ribicola) på et fyrretræ. Svampen har værtsskifte med solbær.

Som eksempel på rustsvampe, der kræ­ver to værtsplanter, kan nævnes weymouthfyrrens blærerust (Cronartium ri­bicola), der har værtsskifte mellem weymouthfyr og ribsarter; den kaldes også solbær-filtrust. Denne sygdom har gjort det nærmest umuligt at dyrke weymouthfyr her i landet samt i dens hjemland Amerika.

Rustsvampens udviklingsforløb er me­get indviklet. På forskellige Ribes-arter optræder i løbet af sommeren små gullige pustler, hvorfra der gennem en pore spredes gullige sommersporer. I løbet af en sommer kan der være mange generationer, og bladene kan være helt gulpudrede af sporer. I efter­sommeren dannes vintersporer eller såkaldte hvilesporer, der sidder på bladundersiden som et brunligt, filtet lag. Vintersporerne spirer straks med en ny sporeform, de såkaldte basi­diesporer, der løsnes og føres med vinden rundt, hvor de spirer og infice­rer weymouthfyr. De angrebne bark­dele svulmer tenformet op, og ofte dræbes træet oven for angrebsstedet, idet barken sprækker og udsveder har­piks. Tidligt næste forår dannes han­lige og hunlige kønsceller, som efter

befrugtningen danner store gule blærer med sporer, der igen kan spire og inficere solbærbladene. P.gr. af denne rustsygdom kan det ikke anbefales at plante weymouthfyr i Danmark, da sporer fra solbær næsten altid når frem til fyrren i løbet af få år. På solbærrene sker der kun mindre ødelæggelser. Sygdommen har været almindelig i Europa, og alle de indfødte fyrrearter har udviklet god modstandsdygtighed over for sygdommen, der derfor tidli­gere var meget sjælden. I det 18. årh. indførtes amerikanske fyrretræer til parker i Europa; sygdommen blussede kraftigt op, og man måtte opgive at dyrke amerikanske fyrrearter i Euro­pa. Katastrofen indtraf dog først, da solbær-filtrusten omkring 1900 blev indslæbt til Amerika, idet store dele af landet var dækket af modtagelige fyr­rearter med en bundvegetation af for­skellige Ribes-arter, og i de følgende år gik en stor del af Amerikas skove til grunde.

I Danmark er dyrkning af almindelig berberis (Berberis vulgaris) forbudt, da den er mellemvært for hvedens sort­rust, som har været en alvorlig og kostbar sygdom på hvede i Danmark. Rustsvampe er almindelige i Danmark; men hver planteart og -sort angribes af specielle rustarter, der altså er specifikke for de pågældende plan­ter. Pære angribes af en rustsvamp, der har værtsskifte mellem pære og ene­bær; roser angribes af rosenrust, der ikke har værtsskifte; her optræder flere stadier på samme rosenplante. Mest iøjnefaldende er skålruststadiet, der ses som centimeterstore, orange pustler i forsommeren.