Opuntia vestita hører til en gruppe cylindriske arter fra Sydamerika.
Dette er den største og mest udbredte af kaktusslægterne, med omkring 300 arter, der vokser fra Canada til Patagonien. og fra de Caribiske Øer til Galapagos-øerne. Slægten er meget variabel, og der er blevet gjort flere forsøg på at opdele den i mindre slægter. Opuntiaer, specielt figenkaktus, er blevet indført til mange forskellige områder og er nogle steder blevet til et alvorligt ukrudt.
Alle opuntiaerne har små torne eller glochidier i deres areoler. De har små modhager, og de går meget let løs og sætter sig i huden. De kan være meget irriterende, så man må håndtere planterne med varsomhed. Nogle arter har også en modhagebesat skede over tornene, og den kan også være meget smertefuld. Disse faktorer har en tendens til at gøre denne plantegruppe upopulær. Det er en skam, fordi der findes nogle meget interessante former, og mange har meget smukke blomster. Nogle arter bliver meget store, så medmindre pladsen ikke er noget problem, bør man koncentrere sig om de mindre og langsomtvoksende arter.
De flade opuntiaer er de bedst kendte. o. mierodasys er nok den mest almindeligt dyrkede art. Denne mexicanske art har glochidier, men ingen torne. Hos den typiske form er glochidierne brune og de enkelte stængelled 5-7,5 cm i diameter. Blomsterne er gule.
Mange opuntiaer dyrkes for deres frugter, som enten kan spises direkte eller laves til syltetøj eller konserveres. Til dette formål har man udviklet forskellige stammer af ret tornløse opuntiaer. Nogle af dem stammer fra Opuntia jicus-indica. I det store hele er disse arter for store og for uinteressante til havemæssige formål.
En dyrket Opuntia ficus-indica viser, hvor stor planten kan blive.
En række mere attraktive arter kommer fra det sydlige USA. De inkluderer Opuntia violacea med violette stængler, lange sorte torne og gule blomster med rødt centrum. o. chlorotica ligner den meget. Den bliver lidt større og har let blålige stængler. O. basilaris er en meget fin art som vokser i Californien og Arizona. Den danner små klynger af stængler, som holder sig tæt ved jorden. Stænglerne er blålige, og blomsten en meget smuk lyserød. Den må ikke få det for varmt om vinteren, da den så ikke vil blomstre. I tørre omgivelser bør den være ret hårdfør. En anden plante med en lignende vækstform er Opuntia erinacea. Den har et tæt dække af lange hvide torne, og der findes varianter med lyserøde eller gule blomster. Denne art kan endda tåle koldere betingelser.
Nogle opuntiaer vokser meget langt mod nord i USA. Det gælder Opuntia polyacantha. Det er for det meste meget lavtvoksende planter, som holder sig tæt ved jorden, og som er meget hårdføre, selv under ekstreme betingelser. Den er således hårdfør på friland i Danmark, blot den holdes tørt om vinteren.
Mexico har mange Opuntia-arter med flade stængelled, inklusive en med måske de største stængelled. nemlig Opuntia robusta. Den kan danne stængelled. der er helt op til 45 cm i diameter, og udvikler sig til en meget stor plante, som man kun skal prøve at dyrke, hvis man har meget plads og kan give dens rødder frit løb. Stængelleddene har en smuk blågrå farve. Opuntia stenopetala er også en interessant art. Den danner en stribe af sideskud, som vokser hen over jorden og slår rødder på vejen. Den har små røde til orange blomster, som dannes i et stort antal. Andre almindeligt dyrkede mexicanske arter inkluderer Opuntia pailana, som er meget tornet, og som bliver ret høj, og Opuntia scheeri, som har spinkle tome, der også findes på blomsterknopperne og frugterne. En anden populær art er Opuntia pycnantha fra Den Californiske Halvø. Den er ret langsomtvoksende og skal vandes mere forsigtigt. Dens blomster er ret små og gule.
Opuntiaer med flade stængelled er ikke kun begrænset til Nord- og Centralamerika. En meget interessant stor art findes på Galapagos-øerne. Opuntia galapageia udvikler en massiv tornet stamme og en stor krone af grene. Opuntia brasiliensis udvikler også en stor træagtig, central stamme. Den har meget tynde små sidegrene, som bliver afkastet efter nogle få år. Denne art har små gule blomster. En anden interessant gruppe af flade opuntiaer kommer fra Argentina. De har segmenter, som ikke er mere end 5 cm lange, og som spreder sig til siderne ud over jorden. De blomstrer ret nemt, og de fleste, såsom Opuntia erectoclada, har ret store røde blomster.
Den gule form af Opuntia microdays har en irriterende vane med at tabe segmenter om vinteren. Formen med de hvide glochidier er mest villig til at blomstre.
Opuntia galapageia i et nærbillede af areolerne og glochidierne, som har en vidunderlig gyldengul farve, der bliver tættere med alderen.
Denne cholla er i virkeligheden for farlig at have i en almindelig samling.
En helt anderledes gruppe opuntiaer er chollaerne, som vokser i det nordlige Mexico og sydlige USA. Disse planter har ret træagtige, cylindriske stængler, som er meget tornede, og som ikke vokser særligt godt som dyrkede, medmindre de får meget solrige betingelser og meget plads. Planter som Opuntia bigelowii og Opuntia tunicata kan se meget tiltrækkende ud på afstand, men det kan ikke betale sig at komme for tæt på dem. Der findes også en gruppe af mere lavtvoksende opuntiaer med små kølleformede stængler. Nogle af dem er værd at dyrke, fordi de har interessante torne, og nogle af dem vil blomstre som ganske unge. Opuntia invicta har meget kraftige torne, der normalt er røde, når planten er ung. Det er det største medlem af denne gruppe, men vokser ret langsomt. Den mindste, Opuntia planibulbispina, har stængelled. som er mindre end 2,5 cm i længden, og små daggertlignende hvide torne.
De cylindriske opuntiaer fra Sydamerika er ret anderledes. Nogle af arterne, såsom Opuntia subulata, har store blade, og de kan være meget stærkt voksende. Men gruppen indeholder også nogle fine langsomtvoksende arter, såsom Opuntia pachypus, som ikke vokser mere end 5-7,5 cm om året. Gruppen rummer også en eller to ret lavtvoksende planter fra store højder, som er relativt hårdføre, såsom Opuntia verschaffeldtii, med smukke røde blomster, og Opuntia vestita med et tæt dække af hvide hår. Opuntia salmiana er nok den nemmeste af opuntiaerne at få i blomst. De tynde stængler producerer mange blomster og frøkapsler. Den falder fra hinanden ved den mindste berøring. Hvert stængelled slår så rødder og danner nye planter.
Flere af de sydamerikanske opuntiaer bliver nogle gange anbragt i slægten Tephrocactus. De har kugleformede stængelled og er ret langsomtvoksende. Da de for det meste er planter fra store højder, kræver de godt lys og kan være noget besværlige at få i blomst.
--